Kalliope
→
Digtere
→
Adam Oehlenschläger
→
Førstelinjer
Adam Oehlenschläger
(1779–1850)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
A
Ad Sundet en truende Flaade gik
Adam sad i Paradiis
Af Gruset steg vor Borg igien
Aftenen stunder til. Det var sludfuldt nylig og skyfuldt
Aftenröden farver din Grav!
Agnete sidder paa den eensomme Strand
Ak, Gud! jeg er fem alt og femti Aar
Ak, hvor det stundom dog ret vederqvæger
Ak, jeg kan neppe hitt’et
Ak, min Trøst! min Elskerinde!
Al anden Sang i Dag du glemme
Aldrig krysted mig Søen saa fast i sin svulmende Favn
Allons! Allons! Courage! Courage! Courage!
Almægtige Gud! skienk Danerkongen Lykke
Alt kommer an paa Vinden til Søes, tit pludselig slaaer den
Alt længe man enig om Lignelsen blev
Alt rasler Nøglen i de tunge Døre
Alt Skoven saa prud udi Blomster staaer
Altsaa for Førstegang til et Natteherberg jeg ruller
Altsaa længer endnu skal jeg følge den elskede Fyrste?
Altsaa ruller jeg nu ad den Vei, hvor for eet og for treti
Altsaa skal jeg da nu forlade mit Hiem, og en Reise
Alvorsfuld er vor Sorg, smertelig ei
As-Odin ud med Hænir drog
Asklepios sad i Olympen, og saae
At bruge sin Tid, og sit Lys holde tændt
At byde Folk til Assemblee
At det er gaaet dig som mig, Veninde!
At enes rigtigt om det Rette
At frydes i Thalias Tempel
At giøre Dramer uden Damer
At handle rigtig, som man bør
At kryste Druens Blod i Struben
At opmuntre Folk til at drikke
At reise, det stedse var Nordboens Skik
At synge til en Glædesfest
Atter Danerfolket iler
Atter foer en Genius fra Jorden
Atter jeg skuer dig hist, du dig nærmer, du rynkede Gubbe!
Atter Skiærsommers Pragt
Atter stiger Nyaars-Morgen
Atter Sørgeharpen klinger
B
Bag grønklædte Bakke der ligger et Huus
Bag mægtige Skove der stander en Borg
Begeistringen, hvis Flugt behøver Vinger
Besynderlige Fugl! hvad kan det være?
Besynderlige Skifte!
Blandt alle Nords udstrakte Lande
Bleg du hviler paa Baar, trindt hersker Tavshed og Sorgen
Bleg og hvid
Blomstrer den varme, den kraftige Sommer
Boer jeg paa det høie Field
Borgen er en venlig Bolig
Bort fra Larm! I Lundens Favn
Bort gamle danske Julegilde!
Bort nu, I Øgleunger! nu bort!
Bryd frem, du veemodsfulde Klage!
Bryd høit med Lovsang ud!
Bygningen hist, hvor Kanoner er lagt, var fordum et Kloster
C
Camoenen kommer i din Skov, Fyrstinde!
Christian! fra Bragis og Eivinds Oldtid
Christian! hvergang din Fødselsdag September os bringer
D
Da Asaskokke I tætte Flokke
Da Axel havde Byen grundet
Da de høie Valhals Guder
Da første Gang en Flod med sine Blomsterstrande
Da første Gang vi seiled forbi
Da ilte dem imøde Freiers gode Skosvend
Da jeg imorges aabnede mit Öie
Da laae ret for hans Øie
Da nu den Helt hiin svare
Da nu Skirnir blev vaer den opladtsølverne Laage
Da sidst vi sad ved dette Bord
Da Skirnir vaagned i næste Gry
Da Thor nu stille sad, og endt var Kampen
Da ved de brede Borde
Dagen kom; men Fader var der ei
Danemark har ingen Klipper, ingen gamle Borgruiner
Danmark har ingen Flod; Floden ei vælter
Danmark sørger. Dybt i Vintren rakte
Danske Mænd! halvhundred Aar —
De grumsede Bølger med lydeligt Skrig
De gule Silkeseil, som Vinden fylder
De higer og söger
De klare Bølger rulled
De Nætter ruge saa lange og sorte
[Hakon Jarls Död]
De Nætter ruge saa lange og sorte
[Hakon Jarls Død]
De Sømænd giør ei mange Ord
De vilde gierne myrde dig herneden
Deilige Pidskebaand! röde og blaae
Deiligt ligger Hovedstaden, det maa Sandheden tilstaae
Den Fest er stor, naar glade Sønner
Den gamle General — han smiler ikke meer
Den gamle Kleist har ofte sagt
Den gamle Sømand efter døde Broder
Den gode Smag — det er en herlig Sag;
Den hulde Ro, den stille Fryd i Livet
Den hulde Tone lyder, og forstummer:
Den hvide Telt sig atter hæver
Den kloge Pallas, høie Here
Den Kreds, hvor nu du har dit Sæde
Den lille Dreng i Kurven kiger
Den over Jorden byder
Den Pegasus, hvorom man ofte taler
Den Retning, som fra Idealet skiller
Den røde Sol gaaer ned bag gyldne Væng
Den, som Apol til Skiald har kaaret
Den som er uden Synd og Last
Den, som med Snillets hvasse Pile
Den stolte Pave Giulio
Den store Kongehelt er død
Den største Pantsætter, Norden har kiendt
Den tidlige Juni nu smiler saa blid
Den unge Mai udspringer atter fro
Den unge Phantasie blev først udklækket
Den Uskyld og den høie Dyd, den Ynde
Den vilde Stöi nu lyder ikke længer
Den værste Kunstens Fiende her paa Kloden
Den Ædling, som Kunsten beskytter
Den Æske, som i Dag dig skienkes, Hulde!
Der er en lille vinget Gud
Der er en Sal høit over Himlens Blaa
Der er et yndigt Land
Der er saa Lidt tilbage
Der Noget er, mod hvilket vi os væbne
Der stod hun — nei, hun svæved
Der staae igien de taarnehøie Trolde
Der var en Biskop, som hedde Lind
Der var en Konning i Leire
Der var en Konning i Thulevæng
Der var engang en Fyenbo, en Bondesøn
Det Baand, som knyttes i Livets Vaar
Det er Danmarks Höitidsdag!
Det er den deiligste Sommerdag
Det er et selsomt gammelt Huus
Det er forbi!
Det er i Dag et deiligt Væ’r
Det er just ei det Samme
Det er saa lummert og saa tungt
Det Folk, hvis Digtermelk din Barndom nærte
Det hvide Telt staaer stolt paa vore Kyster
Det lakked ad min Dronnings Fødselsdag
Det lyser i Tidernes mørke Nat
Det Mythiske Naturens Kraft forvandler
Det Nationale, Poesiens Søster
Det siges maa til Digtekunstens Ære
Det Triviale mindre tidt i Tingen
Det var en brændende Sommerdag
Det var i Nord
Det var i Nord en gammel Skik
Det var sig Herr Asker Ryg
Det var Skialden Adam
Det vise Varselsraad, min Ven!
Dig aldrig glemmer Danmarks Land
Dig, hvem Fader Homer har viist de blomstrende Guder
Dig, hvem Naturen gav et indre Øre
Dig røved ei med Ungdomsvaar
Digter! kald ei meer tilbage
Digteren synger for Mænd og for Qvinder
Din egen Vaar faldt i min Digtervaar
Din Fødselsdag, min elskte Datter!
Dit hidtils Liv, min halve Levetid
Du adle Ørn, som med et stækket Been
Du aldrig vil elske? Til Stella jeg taled
Du elskte Sverrig, af Natur forbundet
Du gamle, sølvblaa, stille, klare
Du gode Gud, hvor hurtigt svinder Tiden!
Du hulde Sang, min Ven i Livet!
Du hænger der igien, du gamle Billed
Du hørte mig med Bifaldssmiil, der lønned
Du hørte Ynglingen at lalle Toner
Du Jordens og Himmelens Datter
Du kiære Høi, saa nær ved den
Du kommer end saa frisk og ung
Du lange, laurbærkrandste Dreng!
Du Livets Kilde, friske Regn
Du, min Yduns gamle Ven
Du Nordens mørke Møe, Melancholia
Du Plet af Jord, hvor Livets Stemme
[Caroline Amalias Fødselsdag]
Du Plet af Jord, hvor Livets Stemme
[Sang til Thorvaldsen. Den 13de Oct. 1819]
Du ringe Huus! end stander du
Du skiønne Kløft! og vil jeg dig
Du skiønne Livets Element
Du skiønne Stockholm, skiønneste blandt Stæder
Du skyldfri Barm, et yndigt Giemme
Du smukke grønne Kirkegaard!
Du, som alt for et halvt Aarhundrcd siden
Du, som bevæged dig kiæk og stærk i homeriske Velklang
Du, som blandt Skovens Kroner
Du, som iler med Lyst at husvales i Løvenes Høisal
Du, som med Trylleseglen i Haand, med den blinkende Spade
Du, som paa Skyen throner
Du, som studeerte vel i Bogen
Du, som tændte Kundskabs Kerte
Du stærke Damp, usynlig i din Vælde
[Dampskibsfarten]
Du stærke Damp, usynlig i din Vælde
[Dampskibsfarten]
Du Ungersvend, som sukker taus med blegen Kind
Du valgte selv en steil, en farlig Vei
Du var langt mere skiøn og huld
Du vil, at jeg dig denne skal forklare?
Du vil, jeg skal beskrive dig Klippen, Himlens Brud
Du vil, min Ven! jeg skal ei reise længer
Du vil, Veninde! jeg skal prise
Dybt Bölgen sank, höit Bölgen foer
Dybt Skoven bruser og Skyen gaaer
Dybt udi Fieldehallen et Kammer blev han vaer
Dyd, Sædelighed, Pligt, ei Sandhed negter
Dækker Graven, grønne Urter smaa!
E
Ei Nogen vil just gierne til
Ei Skialden være skal Naturens Abe
Ei Stedets Eenhed Skialden mere plager
Ei Stoffets gode Valg man Roes bør negte
Elskov, som til Jordens Glæde
Elskte Barn! saa smiler atter i September Fødselsdagen
En Angelsaxe var min Fader
En bedre Fremtid Himlen lover
En Billedhugger paa Øen boer
En Blomsterkrands, hvis Farver skiønne
En Bonde kiøbte sig en Løveunge
En Digtart, som Historien sig nærmer
En Digter sad, engang i Aftenstunden
En Digter sad ved Phantasiens Elv —
En Digter skriver sine Riim
En Due blid, med Smaae, med elskte Mage
En gammel Bog fra mine Ungdomsdage
En gammel Bøg sig hæver ene
En gammel Philosoph, som elskte Freden
En Gave her, min Hans! du fik
En Jæger vilde giftes engang
En Kunstnerinde, om end nok saa christen
En lille Krog til sikker Borg
En Olding bæres hen
En Reisende, som søgte sieldne Sager
En Saga fast utrolig
En Skorpion, som var forsigtig ikke
En Skydsgut her jeg træffer, snild
En Sveitserbonde staaer aarle ved Strand
En sværmersk Lilie prægtig stod
En sydlig Genius, som Kunsten følte
En Ungersvend gik stærk og tryg
En Ungersvend med Sands
En Yngling Døden rammed
En Ædling atter vi begræde
En Ødeland, som prægtigt svømme kunde
Endelig revned de hængende Skyer
Engang paa denne Dag til Barnets Leie
Engene grönnes og Skovenes Kroner
Enighedens Skiønne Navn
Er den skiønne Fryd alt reent forsvunden
Es war ein alter Mann
Et Dramas Form har os Naturen givet
Et Eventyr jeg fortælle vil
Et Ideal, det er Fuldkommenheden
Et lille Vers jeg gierne vilde bringe
Et Sagn, fuld værd at høre
Et Skydeselskab er ogsaa her
Et venligt Billed til os seer
Et Æsel tygged Tidsler, Hyrdinden fletted Roser
Et Aar er forløbet nu samler som Giest
Europas Himmel graaner Aar for Aar
Evald! naar dig jeg mindes, da mørknes mit Øye med Taarer
Ey længer Druens Purpur luer
F
Fader Odin! lad dit Lys
Farvel, du kiære Fredriksberg! Vi ile
Farvel, du skiønne Norges Land!
Festlig en Sang i Hallen lyde
Festlige Tone gienlyder atter
Folket samler sig i store Rækker
For Danerkongen Skialden Harpen slaaer
For femti Aar jeg dig, Fyrstinde! saae
For Fredrik, Fædrelandets Ven
[Kongens Skaal]
For Fredrik, Fædrelandets Ven
[Sang i Anledning af Kongens Fødselsdag. Febr. 1823]
For første Gang i fiir og tyve Aar
For over et halvhundred Aar
For vort bestandige Venskabs Skyld jeg varer dig, Gallus!
Forgyldet Aftenstiernen straaler
Forleden fik jeg en Tome fat
Forsmaa ei, gode Jarl i Norden!
Forstand for Sandhed, Hierte for det Gode
Forstanden, Følelsen, Indbildningskraften
Forunderlige Kiærlighed
Fra Barnsbeen fik jeg Norge kiær
Fra forrige Aar
Fra qvalmfulde Mure
Fra Sveafield en Stemme skiøn
Fra Thoras ömme elskovsfulde Bryst
Fra Træet Rimens Blade
Fra Valaskialf gik Odin nu i den næste Hal
Froe til Festen samles vi
Fædrelandets Sønner træde
Føl, Sværmer! din Vildfarelse med Smerte
Før smelted mig hver Foraarsbæk
För var jeg saa froe
Først under Hiertet bærer
Først vinkte Normænd mig til Norge
G
Gamle Barde sover saa sødt
Gamle Foliobog! nu lukker jeg dit Pergament-Bind
Glade, Brødre! samles vi
Glade Chor
Glæde, Lynglimt fra det Høie!
God Morgen I Skiönne!
Godt! musicalsk maa Digtet være
Græd ei, fordi du maa dit Hiem forlade
Græd ei, fordi du skal dit Hiem forlade
Gud Thor, den Understærke
Gaa, sagde Jupiter, og kyssed Ganymed
H
Halvhundred Aar alt af sin Livets Bane
Halvhundred Aar som Drømmen svandt
Halvhundred Aar svandt hurtig hen
Han er en god, udmærket Skiald
Han haver dig saa inderligen kiær
Han præged Dydens lysende Bedrift
Han sad i Hallen og tænkte derpaa
Hans Fødselsdag vi helligholdt
Har jeg min Baad, mit Seil og mit Næt
Hen Loke flød i Havet, som Orm, slimet blaa
Her boer Ingemann rolig idyllisk lige ved Søen
Her er altsaa den Bye hvor Jens Baggesen fødtes? Hvor liden!
Her er deiligt, min Prinds! En Udsigt yndig, og Skoven
Her er jeg atter hiemme
Her er jeg hos en kraftig Æt
Her, hvor den gothiske Kirke staaer
Her i vor Broderhal
Her, under Egenes Lye, hvor Vinden vifter saa kiöligt
Her vil jeg sidde og Harpen slaae
Herligt i skiønnest Høst
Herr Thorvald drog over salten Hav
Herr Thorvald stod ved Marmorlast
Hesper, I Ynglinger! er der, Vel op da! Hesper paa Himlen
Hiemkommen fra en Reise, skiøn og glædelig
Hiemmets Erindring, som Borgmurens Rester
Hildetand med sølvgraae Haar
Himmelske Lyd! som en Engel med Vinger
Hist, hvor Høien venlig skraaner
Hist paa Norges fierne Klipper
Hist sidder en gammel Mand, som er blind
Hist syv og tredve Stiger ned
Hulde Fyrstinde, som elsker de Steder
Hulde Fyrstinde! saa gierne jeg vilde
Hulde Skov, du stille Have
Hun er saa yndig og saa sød
Hungrige kom vi til Slagelse Bye; hvor nu er et Herberg
Hurtig sin Hest og sin Hast og Alt blev af Degnen forglemt, da
Hvad bebuder i Dagbrækningens Morgenskiær
Hvad er det hist, som ringer?
Hvad er det sande Stof for Poesien?
Hvad giør Fædrelandet kiært?
Hvad Gud er vel den største Gud?
Hvad hører jeg ved Porten der
Hvad lyder høit paa første Pindsemorgen?
Hvad ruger ud den stille Vintermorgen?
Hvad sortner?
Hvad sørged i Gaar vi for Veiret i Dag?
Hvad vil du mig, du stolte Sommerstraale?
[Heden]
Hvad vil du mig, du stolte Sommerstraale?
[Pharisæeren]
Hvad? atter nu en Grav? Knap jeg forlader
Hvem kunde Nordens Søn vel række bedre
Hver Sommer sig en Kreds af Mænd
Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen
Hvergang Ydun kommer
Hvert Adams Barn har en Fødsel jo
Hvert Aandedrag, min Ven! kan aabenbare
Hvi jubled nylig Siællands Bøgestrand?
Hvi samler sig om gamle Slot
Hvi siunges evigt om Spartaner
Hvi stander du der
Hvilken Alder er vel skiønnest?
Hvilken Overgang fra det skumle, det hæslige Fængsel
Hvilket Dyr er saa skiønt og saa rask, som en Hest?
Hvilket oplivende Haab trænger ind i det bankende Hierte?
Hvilket Under! hvad er dette?
Hvis Digtninger skal Hierterne behage
Hvis eder lyster at erfare
Hvis ikke vi kiendte Langeland
Hvo det end var, der først som en Dreng os har malet Gud Amor
Hvo har Smag?
Hvo hviler her i frisken Grav
Hvo kunde vel hver yndig Urt dig nævne?
Hvo pløier atter hist vor Sø?
Hvo rider saa seent giennem Skoven grøn?
Hvo vandrer dybt i mørken Skov
Hvo veed hvor nær mig er min Ende?
Hvo veed, hvor nær mig er min Ende?
Hvor blev I røde Roser dog
Hvor blevst du hulde Aand?
Hvor Bøgeskoven slipper
Hvor deilig er Naturen, og hvor rolig!
Hvor er min Melpomene flygtet hen?
Hvor er saa stor, saa reen en Lyst
Hvor flygted du, venlige Aand!
Hvor forunderlig snart paa det snelthenilende Dampskib
Hvor gierne samler sig en Kreds
Hvor jeg foragter dig, du Svage
Hvor jeg gaaer og staaer, der maa jeg tænke
Hvor kan vel i det skiønne Danmark bedst
Hvor ligger Holberg? Første Gang jeg Kirken her betræder
Hvor man allermindst det venter
Hvor Odins gamle Tempel stod
Hvor ofte er jeg vandret til din Grav
Hvor Sangersken glædeligt toner
Hvor smiler det deiligt bag Fieldet!
Hvor smuk er Aftenstunden!
Hvor smuk er Borgerens Velstand ei
Hvor Stormen vældigt tuder
Hvor sødt i Sommer-Aftenstunden
Hvor saare Meget vil der til
Hvordan skal jeg kraftigt dig beskrive
Hvorfor flyder Veemodstaaren
Hædrende vorder det mig, i et Selskab næsten af Præster
Hæv dig fro, vor svage Røst!
Hæver nu Stemmen fro til Sang
Hæver, o Brødre! forenede Stemmer
Höistærede Publikum! her vil
Hør mit Barn et Eventyr!
Hør, ædle, blide Kongemø!
Høstaftnen er saa kølig og saa klar
Høstgildet følge Tancred? Gaaer det an?
I
I Axelskad der stander en Gaard
I braute med jer Poesie! Mon Legen
I Cirkelbue
I Dag for første Gang maaskee
I Dag nu for næsten to tusinde Aar
I Dalens Skiød en Hytte laae
I Danerskoven der stander en Gaard
I Danmarks gamle Rige
I de hede Middagstimer Ynglingen i Staden gaaer
I den store snevre Stad
I det Taagegraa, det Fierne
I en forfænglig Sommeralder
I et Halvhundredaar jeg Harpen rørte
I Fald de Hovedkræfter du vil kiende
I Fald min Musa tog ei feil
I fiirti Aar var Frederiks Slot
I fordums Tid
I første Tider
I gamle danske Skyttelag
I gamle vilde Tid
I grusom Tid, hvor Listen kræved Blod
I Gudbrandsdalen stod en eenlig Hytte
I Havet stander Øen
I Hedenold, naar Sneens hvide Klæde
I Herrens Navn!
I Holster! naar Dansken er vild og vred
I Hovedstaden i en Gade
I Jordbærfrugtens skiønne Tid
I Julens Tid, just da det vintergrønne
I Juras skiönne Egne
I kalde det Skam, som Hesten at trække?
I kiere Venner! kommer hid
I Kreds af Mænd at hædre Mænd
I Krigens Larm, naar høit Kartovens Torden
I Kunstens sydligskiønne Land
I lang Tid, Brødre! mødte Taal
I lang Tid Digterne beundred Dyden
I lang Tid ei vi, Brødre! monne qvæde
I Livels Sommer stod saa smukt
I Markens gamle siunkne Høie
I Norderhoug sig hæved en Gaard
I Norges Land, det vi alle veed
I Oldtid, selv blandt Kæmper vilde
I Poesien steds arbeider Tanken
I Roeskild Kirke, stor og bred
I Roskild Kirke, stor og bred
I Skoven sidder en Kulsvierqvinde
I Skovens gamle Bøgeklynge
I Skyggen, under Myrtens Hang
I Skyggen vi vanke
I, som lindre Armods Smerte!
I Syden, hvor ei Sol nedgaaer
I Tusind og den ene Nat
I Ungdoms Blomsterdage
I Valaskialf sad Loke længe
I Vennesamfund mellem ædle Mænd
I Vinen er en sielden Kraft
I Vaaren i den lune Sol
I Warwikshire der stander et Huus
I aarle Morgenstund, før Solen smukt
Idag nu for næsten to tusinde Aar
Igien en Ædling os forlader
Ih hillemænd, skal vi træffes her?
Iil, hulde Sommer! iil ei bort
Ikke længer Hiulet ruller
Ind i Kirken jeg treen med Forundring, thi Loftet foroven
Ingen os seer. Forladt end staaer den blomstrende Løvsal
Instinctets Bud, vor Ven paa Dydens Vei
Intet Støv ophører jo paa Jorden
Island! hellige Øe! Ihukommelsens vældigste Tempel!
J
Ja, du gaaer frem, det kun en Daare negter
Jeg atter træder
Jeg digted før ved Harpens Klang
Jeg drömte jeg var en Demant og sad
Jeg elsker høit det sølvblaa Hav
Jeg er en gammel Kiæmpe stærk
Jeg for min Lærer dig erkiende vil
Jeg frygter ei for Fiendens Magt
Jeg gik mig ud over Byens Bro
Jeg hørte Leonardos, Pergoleses Toner skiælve
Jeg kiender en Blomst, saa underskiøn
Jeg kom tilbage fra en landlig Borg
Jeg røger ikke selv Tobak
Jeg skued Stella, hun var saa mild
Jeg tidligt hørte Brøndsted nævne
Jeg vandrer her alene
Jeg vandrer langs ad Aaens Bred —
Jeg vender mig fra Graven med Malmkongen paa
Jeg vilde saa gierne til Svithiod engang
Jeg vaagned under mit Æbletræ
Jeg vaagnede ved Nattergalens Slag
Juli er skiønneste Maaned i Aaret
K
Kald Ondskab, hvad du vil: en Diævleyngel
Kammerat! Kammerat! afsted, afsted!
Kilden er en herlig Ting
Kiære Hanna! iblandt kiære Dage
Klar er Nattens Stiernehvælving
Kling, Harpe! om den bolde Mand
[Den bolde Lars Bagge]
Kling, Harpe! om den bolde Mand
[Den bolde Lars Bagge]
Knap gryer den næste Morgenstund
Kom jeg, Siælland! paa din Ø
Kom, min Hund! vi vil meer ei klage
Kom, Moder! vil du med mig gaae?
Kong Christian stod i Kongehal
Kong Fredrik stod ved Axelskrand
Kong Knud sad stor og mægtig paa sin Throne
Kong Sivald sad i Ro, træt af at seire
Kong Valdemar i Oldtid besøgte denne Ø
Konning Uller er sig i Hu saa mod
Kort før en festlig Klokkeklang
Kunsten sørger. Sløret Harpen hænger
Kølende Vinde!
L
Lad mine dunkle, bølgende, grønne Kroner
Lad mine klare, kiølige Draaber
Lad nu din Digterphantasie
Lad under Lyrens venlige Klang mig spørge dig, Camma!
Landets Moder, frommeste Maria!
Landmanden pløier vel sin Jord, og saaer
Lang Tid en Slægt i stille Bolig
Lang Tid kun Amor er et Barn, som leger
Langsomt, strengt og lige den brede Kongevey fremgaaer
Liflige Vaar!
Livet skummed ei med vilde Vover
Livsalige Belinde!
Luna! kierlige Møe! Elskovssyg-sødtblegnende Jomfrue, du!
Luunt bæved Vinden i de grønne Straae
Lyd høit, vor Sang!
Lyd, vort Qvad, ved Høitidsbrag!
Lyksalig den, som til det Bedre
M
Man sagde lang Tid og paa mange Steder
Man siger, at Vaaren er Ungdommens Ven
Man siger: Altid Sang paa Sang!
Man siger: Ringen uden Ende
Mangen Aftenstund
Med hellig Andagts stærke Mod
Med Høitid, Brødre! samle
Med norske Bonden en lille Sang
Med smukke, lange Vers jeg agter at afmale
Med tredsindstyve Aar, min Tro!
Med Ære, som en Jordens Søn
Medlidenhed har vi med Brødres Smerte
Men da Maane bag Field var flygtet, hæftig forfulgt af
Men hvo er da den Mand, som staaer
Mens høie Guder
Mens Oprørsaanden fiernt og nær
Mens Pöbelen hisset vildt sig fryder
Mens rundtomkring fra hver en Kyst
Mens Vintersneen fyger
Mens Ydun var i Fængsel, stod Valhal som en Grav
Middelaldrens Græker bragte
Mild og varm
Milde Morgenvinde, linde
Milde Sapphirer paa Himmelens Bue
Mildt boltre sig de lune Sommervinde
Min Anders! det dig tidt fortrød
Min Carl! naar dette Digt du nu har læst
Min lille Sang! hvi est du ei
Min Melpomene atter mig
Min ædle Beskow! det har glædet mig
Mit elskte Barn! jeg fandt mig taaligt i
Mit Fædreland! i aarle Morgenrøde
Mnemosyne! Mnemosyne!
Morgenstund Guld har i Mund, saa siger et ældgammelt Ordsprog
Muser har Glæden, Druen kiær
Muser! I hellige Møer, som høit fra Tinden af Bierget
Musers Chor!
Musik, du skiønne Kunst! Den store Klynge
Maa jeg med dette Blad dig byde
Maanen skinte bleg paa Snee
N
Naiv og følsom maa den Digter være
Natten skimter
Nattens blege Gienfærd lyste
Natur! du af din Fylde skienker
Natur og Sundhed hylder
Naturen skienker rigt sin Gave
Naturen slavisk kun at efterligne
November stod saa kold og øde
Nu Adam med Holten og Adler og Heger
Nu Asathor Med Loke foer
Nu blev der Fryd i Valhals Gaard
Nu Blomster leer, den skielmske Lille
Nu, Brødre! fylder festligt Kruus
Nu, Brødre! siunger høit en Sang
Nu da vi Drammen besøge? — Ja vist! og her du fra Fieldet
Nu, danske Mænd ved Egebord
Nu er da Vaaren kommen
Nu Festens Horn med ædel Drik vi fylde
Nu fri paa Danmarks elskte Strand
Nu har vi os leiet en liden Karjol
Nu hæver Røsten til Høitidssang!
Nu ilte Skirnir, hvad han kunde
Nu indskibe vi os til Langeland. Herlige Svendborg
Nu Jagten er til Ende
Nu Kattegattets Bølger
Nu Lurerne tone med Høitidsbrag
Nu mere mørkt sig Fieldet sammendrager
Nu Natten stærkt sig nærmed
Nu op, Kammerater! ved Hornenes Klang
Nu, Orgel! med fornyet Brag
Nu, pral kun ei for meget
Nu siunger høit, og lad Luerne brænde!
Nu skal vi reise tilbage. Vi komme til Paradiisbakken
Nu aabner, Fædreland! du atter mig din Favn
Nylig i Rusk og Slud, paa Dybet, af gyngende Bræt slængt
Nys fyldte vor Moder sit Otte-ti’s Aar
Nys slynged vi med Rosenbugter
Nys, Sorgens Harpe! hængte jeg dig hen —
Nys tømte vi det fulde Maal
Naar atter Vaarens grønne Vinge
Naar Bacchus besiæler i Glædernes Chor
Naar Danerskoven grønnes
Naar Dansken fylder bredfuldt Maal
Naar Digteren sig egen Stemning qvæder
Naar dødt et Folk i Modløshed nedsynker
Naar eensom og allene
Naar ei man klare Sandhed har for Øie
Naar fordum til Jagten de Riddere drog
Naar Frigga breder Blomsterflor
Naar Høsten er forsvunden
Naar Høsten ydet har sin Frugt
Naar i Naturens muntre Favn
Naar jeg fra min lave Dal
Naar jeg saae Hrolf henride
Naar kiækt paa de forvovne Planker
Naar man om Smukt og Stygt i Kunsten taler
Naar Natten udruller sit sorte Slør
Naar Odin vinker
Naar skal da min Tid faae Ende?
Naar Skialden seer Naturens Vexelsyner
Naar Skoven grøn i festligt Løv sig klæder
Naar Solen röd og langsom daler
Naar Sommeren smiler, og Blomsterne groe
Naar Somren vækker Fuglesang
Naar Tiden ændres, maa man efter Tiden rettes
Naar Ydun rækker Ungersvenden Frugt
Naar Øieblikket er forsvundet
O
O, Bacchus! rul til Jorden paa din Tønde
O dig, som alt saamange Jordens Skialde
O du, som min Siæl
O du, som skabte blide Melodier
O, du, som med din Lillievaand
O Freia, som med Rosenqvist i Armen
O, Gud! du, som bestemte mig
O Harpe, som til Christians Ære klang
O, Jesu! hvad er jeg mod dig?
O Kiærlighed! dig skabte Gud
O Kiærlighed, som evig boer
O, min Søn! hvor rædsomt skriger
O, Moder! skiønne Venus! see
O Prinds, hvem vi saalænge
O, søde Sommer! aldrig skal dit Minde
O, taler til mig atter ei
Og der var ogsaa paa Veien giort
Og nu en Skaal for den Dannemand
Og som jeg nu hen ad Gaden gik
Og trænger da Kunsten end virkelig til
Oldingen i Skoven gaaer
Om gamle Götz med Haand af Jern
Om tvende Poler dreier sig vor Klode
Omtrent et Aar, min Ven! er svundet
Op og ned!
Opdrag ham kun, du Jupiters Veninde!
Ormen laae paa salten Bund i Havet
Overstridt du har, Veninde!
Overstaaet er den stærke
P
Phantasie! hvi river du mig
Phantasien svinger
Philosophie da bort fra Kunstens Skranker
Prosaisk Fornemhed! hvad giør du heller
Paa Danerstranden stod et Huus
Paa Danmarks Strand en Hytte
Paa en af grønne Danmarks Øer
Paa gamle Selskabs Fødselsdag
Paa gammel nordisk Viis og Sæd
Paa grønne, varme Bierge fødes
Paa hede Dag den svale Aften fulgte
Paa Marken, i Vintren, ved Juletids-Fest
Paa Stranden staae de grønne Træ’r
Q
Qvægende sødt de klare Perler bæve
R
Rask er Vandmøllerens Liv
Ret som den vældige Strøm, der slynger sin kraftige Vand-Arm
Ret som hun smægtende laae, mens paa Havet Theseiske Kiøl gleed
Rimer! du maa takke mig
Romanen er i Prosa. Der er Mange
S
Samme Haand, som af den hvide Blok
Sandheden troe døde Birkner!
Sculptur og Tonekunst og Poesie
See Bønders Fryd i muntert Gilde
See, den yndige Charlotte
See Graveren i aarle Stund
See her Billed af ham, som formed saa Mange! — Naturen
See her os arme Stubber staae
See hvor Folk staaer hist om Teltet i Klynger
See mig ene trøstløs græde
See Nordlys lue
See Vaaren leer
Selsom rørt jeg blev til Mode
September! med de gyldne Dage
Sex hundred og tredive Aar vi troede
Sildig kom vi med Slud til Ringsted; i dæmrende Kammer
Sildigt i Riddernes dæmrende Tider
Sit Hang, sit Væsen Characteren henter
Siølunda glædes atter
Skarp Stormen foer ved Midnatstid
Skialden sad i sin stille Ro
Skibet var slagen i Qvag. I en Drøm har jeg seet dig, Veninde!
Skildpadden er et langsomt Dyr
Skiøn er den Fest, som Ætten fryder
Skiøn er den unge Blomstervaar
Skiøn Ingerlil gaaer om alene
Skiøn, som for tre hundred Aar
Skiøn Vaaren er med sine Blomsterknopper
Skiøndt ei min Ven har Lyst at skrive
Skiøndt Victor Hugo tydske Sprog forsmaaede
Skiønne Aftenstjerne!
Skiønne Billeder bragte du os, som sig yndigt bevæged
Skjøn Jomfru! luk dit Vindue op
Skulde jeg slig Konning ære?
Sludfuld, taaget og kold skyller med Storm Regnen mod Klippens Grund
Smag? Smagen! ville vistnok Flere sige
Smyk, Hyrde! Væggen om din Hytte
Smaae Violer! o hvor sødt
Snart det Skarpe, snart det Blide
Snel er Tiden, kort er Livet
Solen sank bag Bøgekroner
Solen skinner ikke meer paa dig
Solen skinte varm og skiøn
Som Fædreland sin Kunst, saa elsker atter
Som Hamlet ikke meer paa Kirkegaarden
Som lille Gut fra, Fredriksberg! din Bakke
Som Loke, mellem Jetter, mellem Guder
Som nu i smukke Rime-Vers
Som Skuespil man har sig forestillet
Som Thor med vaagent Øre
Som Vinden blæser hen den lette Sky
Sommeren forsvinder
Sophia! Solen flammer
Sophienholm! hvi mørkner du din Himmel?
Sorgenfri igien sig glæder
Stakkels Digter! du beklager dig, at paa din Gammelalder
Stands ei din Vogn
Stemmer i med sagte Sørgetoner
Stilistiker! hovmod dig ei for meget
Stille! hvad finder jeg der? Der sidder i Sandhed en Maler
Stolt blomstred Danmarks Land fra Arilds Tid
Stormen sig svinger, vildt af Havet baaret
Svagt suser Bækken hist
Svagt tegnes kun den sieldne Siæl, den Aand
Svarer mig, I Vaarens Døttre!
Syng om det hellige Tog, Gudinde!
Syng ved Harpen, o Skiald! en Sang om Ynglingen Philip
Søen strammer ud sit Klæde
Sølvbryllupsfolk, mig meest bekiendt
Sølvbæk! I Bølger milde!
Sølyst! yndigt over Vandet
Sørge, hvo som vil, for Norges gamle Land!
Sørgeligt og dæmpet Klokken toner
Saa har I ogsaa her en Maane?
Saa har vi da paa store Sorg igien en ægte Glæde!
Saa huldt til den hellige Bøgeskov
Saa seer jeg dig i dit Jarlesæde
Saa staae vi nu i Vaaren da, den samme
Saa staaer jeg, hvor i unge Dage
Saa venlig er Luften, mildt Skyerne staae
Saa vidt paa Jorden
Saaledes nu i vexlet Sommerlyst
Saalænge Axelhuser
T
Tak, du himmelske Lys, som atter straaler
Tanhuser var en Ridder skiøn
Thomsen! du var min Vert; hav Tak for hyggeligt Herberg!
Thor mistet har sin Hammer
Thor monne sig omgiorde
Tidlig viet, uden egen Villie
Tidt sang vi her i Hiemmet
Til Digter aldrig vorde kan en Qvinde
Til en Stad, som var rig ved sin Handel og Havn
Til Fødselsdag en Bog at yde
Til Hest, til Hest! Mit Hierte banked
Til kongelig Sølvbryllups-Fest
Til Kunsten hører, som til Poesien
Til munter Fest skal Barders Harper klinge
Til aarlig Fryd os samler her
Tilfældet er en Alf af sær Natur
Tilgiv tvungne
To Blomster stande paa Livets Vei
To Huse kneise hist bag Træers Grene
To Mennesker Regnbuen saae
To Røvere drog vidt omkring i Jødelandet
Tommeliden var sig en Mand saa spæd
Ton, søde Strænge! tolk med Eders Klang
Tordnen meer ei lyder
Tragødien er Livet selv; thi Nøden
Tving dig, glade Sang! fra Jorden
Tydskland har Bierge, som Norge. Jeg finder
Tykke, veldædige Bøge! Mosdækkede Stene!
Tør en Ungdomsflok vel vove
Taagen dybt nedfalder
U
Uafladelig føg for Vinden den taagede Støvregn
Uagtet tusind Farer true
Ud sprang det Skiønne med det Sande
Udi et Land, udi et Stræde
Udmærket som en stille Blomst du stod
Under køle Myrtekroner
Underlige Aftenlufte!
V
Ved gamle Borg
Ved gamle Leires Kilder fro
Ved Graven atter Sørgesangen lyder
Ved Rhinens Bred en yndig Hal
Veiviser! hør dog. Plager Fanden dig?
Vel Tigren er et grusomt Dyr
Velkommen! i den röde Morgenstund
Velkommen i din Ungdomslund
Velkommen, varme Purpurskaal
Velkommen, Venner! til Danmarks Skov
Venligen vinkte paa grønnen Strand de knudrede Bøge
Venligt besøgte mig nys en Digter, bragt af en Maler
Venligt, Sorøe! dit Aasyn leer, blyfærdig du titter
Venus smiler, Bacchus leer
Vermund gammel var og graae
Vi fik en lille venlig Dreng
Vi maae paa Tilbageveien lavere
Vi siunge til Afsked en lystelig Qvad
Vi smaae Huusalfer kiedes grumt
Vi Sømænd giør ei mange Ord
Vi veed, det er en ærværdig Skik
Vi vil ey forsage!
Videnskab og ædel Kunst formaae
Vidt fiernet fra mit Fædreland
Vil, Bragi! end du ildne mig til Sang?
Vil du være stærk og fri
[Dansk Borgersang]
Vil du være stærk og fri
[Sang ved Jubelhøitiden for Præsten Chr. Brøndsted. Sept. 1818]
Vil du være stærk og fri
[Vil du være stærk og fri]
Vil I kiende ham ret, saa reiser til Odense, Svendborg
Vildt skingre vor Röst over breden Bord
Violen stod ved Bækkens Bred
Visselulle nu, Barnlil!
Vor Amalias Fødselsfest
Vor Ewald sang for sexti Aar
Vor Konge drog i Landet om
Vor Konge! mellem Danmarks Sønner
Vor Konge! nys du stod for Gud
Vor Kreds! ak, savner du igien
Vort Danmark var et mægtigt Rige
Vort gamle Gilde feirer
Vredelig brandguul, gold, som i en Ørken
Vredens Dag, som Hevnen skuer
Vaaren er kommen med Blomst og med Green
Vaarens Blomster ere skiønne
W
William, min elskte Søn!
Y
Yndig er en Aftenvandring
Æ
Ædle Dronning! o, hvor ofte sang din Skiald i Ungdomsvaar
Ædle Moder! hulde Datter!
Ædle Olding! Døden ei
Ærværdig Fæstning staaer
Ø
Østens lange, blege Strimmel
Östens lange, blege Strimmel