Hiemmets Erindring, som Borgmurens Rester,
Kneiser ved Barndommens speilklare Flod;
Og hvad alt Drengen at føle forstod,
Føler ei bedre den ældere Mester.
Donauen flyder,
Nilen sig bryder
Vei giennem Steen, over Dal, giennem Krat
Udspringet skiules af evige Nat;
Men for de Vover, saa mægtige, vilde,
Takker kun Floden sin hellige Kilde.
Ildlandets Søn i sin dyriske Rede
Elsker sin Taage, sin Pels og sin Snee.
Lad Kamtschadalen Italien see;
Alt, hvad han føler, er Mathed og Hede.
Bring Lazzaronen
Hurtig fra Zonen,
Hvor han, som Fugl, under Hvælvingen boer,
Hermelinklædt, til det taagede Nord;
Heller han ligger paa Steen ved dit Alter,
Sanct Januar! som en Tigger i Pialter.
Selve den stille, koldsindige Borger,
Ikke for fattig, og mindre for rig,
Bien i Cellen, i Bikuben liig,
Altid betænkt kun paa Næringens Sorger;
Vaager og sover,
Intet sig lover,
Intet gienkalder, af Drømme forført —
Føler dog meer, end sædvanlig, sig rørt,
Naar han det Huus og den Stue forlader,
Hvor han først kiendte sin Moder og Fader.
Stilhed og Storhed, I høie Gudinder!
Først har I opdraget Sangerens Bryst.
Eensomheds gyselighellige Lyst
Giester min Bakke, naar Somren forsvinder.
Sneen bedækker
Træer og Hækker,
Stormen afholder den mylrende Sværm,
Natten kun raaber: Erindring dig nærm!
Og over Lindenes klare Krystaller
Kneiser mit Slot med de dæmrende Haller.
Her har jeg vanket i tidlige Morgen,
Herlige Timer tilbragte jeg her,
Følte ved Sneens oplivende Skilr
Kunsten, hvis Genius byggede Borgen.
Huldt Malerier
Barnet indvier
I den fortryllende, brogede Kunst.
Lidet jeg mærkte til Taagernes Dunst.
Yndige Landskaber! dejlige Qvinder,
Hjertets fortryllende, første Veninder!
Hisset jeg seer dig, du blomstrende Skiønne!
Smekker, i staalfarvet Taft er du snørt;
Kulsorte Maske fra Panden du rørt
Hæver, for sødt med et Smiil mig at lønne.
Hisset en Pige,
Frisk uden Lige,
Sidder med Sytøi og Naal i sin Haand,
Underlig klædt, med kalkunrøde Baand,
Kinden oplives af Ungdommens Tønder;
Hun er en Datter af romerske Bønder.
Oppe paa Loftet er Gudernes Taffel.
Hist sidder Jupiter, stærkest af Magt;
Venus i Nøgenheds blændende Dragt.
Guderne bruger ei Kniv og ei Gaffel.
Gyldene Kummer
Nectaren rummer.
Hist sidder Hercules, kraftig og stor.
Skyerne bære det herlige Bord;
Og mens de tømme de kunstige Skaaler,
Sundhed og Glæde fra Læberne straaler.
Kunde jeg smage den svulmende Drue
Hist, som paa Billedet vinker saa rød!
Tavlen er flad kun, og Farven er død.
Kan du ei smage, saa kan du dog skue.
Siælen ved Øiet
Seer sig fornøiet.
Reneste Nyden, som aldrig forgaaer!
Ikke du trænger til rigere Kaar.
Gubben i Hytten og Jarlen paa Borgen
Frydes ved Solen hver Aften og Morgen.
Ind i den lyseste Sal vil jeg træde,
Grøn, som mit Haab, og med Billeder klædt.
Frelseren straaler i klar Majestæt.
Hvorfor maa Qvinden saa bitterlig græde?
Lumsk Pharisærer,
Stolt Saddusæer!
Herlige Rubens! jeg aner din Magt.
Frelserens Skiønhed, Forræderens Pragt!
Hvortil med Stene den ivrige Kasten?
Skrøbelighed, kan den tugtes af Lasten?
Evig i Skummet her Klippen sig bader,
Sarpen nedbruser i Afgrunden brat.
Hist aabenbarer i dæmrende Nat
Mørk sig for Helten den myrdede Fader.
Abildgaard taler
Steds, naar han maler.
Mørk var hans Siæl, men høitidelig stor.
Skiønte du paa ham, du taagede Nord?
Ild var hans Aand; hvad hans Pensel forærte,
Atter de heftige Luer fortærte.
Her sidder Christian med Purpur og Krone,
Rigsæblet blinker, og Silken er hvid.
Malet af Juel med den Messende Flid,
Skulde det sendes barbariske Zone.
Vel, at Barbarer
Ei det bevarer!
Taus, som en Skytsengel sidder han her.
Reen er Demanten paa Scepter og Sværd.
Sang mig en Digter om Fyrsten i Pragten,
Iled jeg hid, for at udfinde Dragten.
Oldtidens Kroner og Sceptre jeg glemte,
Agted ei Guldets og Stenenes Skat,
Naar paa sin Hest, med sin kantede Hat,
Hisset mig mødte Kong Fredrik den Femte.
Aftnen var rolig;
Ned i sin Bolig
Dalede Solen, og kasted sit Skiær.
Munter han iler paa Gangeren der.
Frodig den skummer, og grøn er ham Dragten,
Fredelig Drot er en Elsker af Jagten.
Digteren siunger ved Harpen med Rette:
„Sindet indsnærpes i Sneverheds Muur”.
Hiertet udvides ved Kunst og Natur;
Hvo vil om Sandhed saa soleklar trætte?
Hvælvede Sale
Diærvere tale,
Tale til Siælen et ædlere Sprog,
End den forkuende, fugtige Krog.
Barnlige Blikke, som dvælte paa Gaarden,
Tidlig alt væntes til Skiønhed og Orden.
Her, hvor om Somren i Prægtige Række
Konge med Dronning og Større med Stor
Sidde ved hvide, draperede Bord,
Hvilket de sølverne Fade bedække;
Her i November,
Selv i December
Drengen gik om, af Comødier fuld,
Agted ei Eensomhed, mærked ei Kuld,
Digted et Skuespil, spilled det ene,
Høit, for Lampetternes gyldene Grene.
Kirken sig aabner, saa yndig og liden.
Følte jeg mere paa Vandringen vel,
Da jeg besaae det sixtinske Capel? —
Christus ved Nadveren, Judas ved Siden.
Orglet sig hæver,
Tonerne bæver.
Elfenbeens, sølverne Piber saa smaae,
Prædikestolen med Timeglas paa!
Kirken var tom; men for indbildte Christen
Snart var jeg Præsten, og snart Organisten.
Solen saa venlig til Sneen udvinker,
Jernporten kiøre de Bønder forbi.
Løverdags-Eftermiddagen er fri.
See, hvor Demanten paa Grenene blinker!
Bønderne bane
Vei for min Kane.
Drengen med Slæde ved Slotsporten staaer,
Snoren bag Vognen behændig han slaaer,
Sidder, og slingrer, og kiører mod Vinden,
Fryser paa Fingre med Roser paa Kinden.
Grusomme Bonde, som trued min Glæde,
Da du at kiøre Tilladelse gav,
Blot for at røve mig, listig og lav,
Vinterens Morskab, min elskede Slæde!
Hen du dig bøied
(Lumskhed i Øiet),
Gribe du vilde den strammede Snor.
Da var min Skræk og Forfærdelse stor.
Ikke dog derfor jeg Modet lod glippe,
Slog dig med Kieppen; da maatte du slippe.
Hvorfor jeg Slæden saa nødig mon miste,
Skiøndt den var slet kun af umalet Træ?
Længe paa Loftet bestøvet i Læ
Stod den i Mørket, og Ingen det vidste.
Hvem, kan I giette?
Fredrik den Siette,
Fredrik som Barn har min Slæde tilhørt,
Danemarks Konning i Slæden har kiørt.
Skulde da nedrig jeg lade mig rane
Feig, som en Niding, af Bonden min Kane?
Henne paa Dammen jeg glider et Stykke,
Hisset jeg seiler paa Gadekiærs-Iis.
At jeg da ikke blev Bølgernes Priis,
Var for Aladdin en uventet Lykke.
Skibet var strandet,
Dybt alt i Vandet
Skipperen laae; man i Veiret ham trak,
Drivende vaad fra sin Skiørte til Frak.
Da han kom ind, og fik tørrede Klæder.
Iilte han atter til Skøiternes Glæder.
Tusmørket kommer, og Aftnen sig nærmer.
Drengen sig sniger fra Vinterens Gys
Ind til sit Bord med det enkelte Lys.
Vældige Mure for Stormen beskiermer.
Fattige Stue!
Svag er din Lue,
Stærk nok for Stilen i Bogen at see.
„Hør, hvor den fyger den vældige Snee!”
Lidet han mærker, at Stormene brage,
Læser i Reineke Fos og Rolf Krage.
Hovdet til Armen han støtter paa Bordet,
Medens paa Brikken hans Moder saa kiær
Smører ham Brødet, og Pølsen ham skær.
Neppe fra Moderen mærker han Ordet.
Langt over Søen
Er han paa Øen
Hisset hos Robinson, elsker hans Daad,
Hielper ham trolig at hugge sin Baad,
Følger i Hulen ham tid lig og silde.
Gyser for Fredag, og skyder de Vilde.
Gamle Romaner, min tidlige Glæde!
Eder om Vintren i Bøndernes Flok
Hented fra Staden jeg, bar paa min Stok,
Bundet som Bylt i et blaatærnet Klæde.
Felsenborgs Klipper
Aldrig jeg slipper,
Scheherazade! din Morsomme Nat,
Brune Mands Skrifter, og Fablernes Skat,
Uglspil, og Wessel, Tom Jones, Clarisse,
Hellige Bibel, og aandelig Vise.
Fader i Slaaprok, i Lænestol-Krogen,
Høit for os læste saa mangen en Gang,
Medens i Barmen den lille Present
Tidt ham forstyrred, og slikkede Bogen.
Klokken nu brummer,
Talen forstummer.
Nu er det Tid, man sig føier til Seng:
Fader og Moder og Datter og Dreng.
Af man sig klæder. Naar Lyset ei brænder,
Aftenbøn læses med foldede Hænder.