To Huse kneise hist bag Træers Grene.
Det ene
Er pudset op, saa det har Skik;
Men da det bar endnu sin gamle Kiole,
En Skole
Det var, hvor Børn tilsammen gik,
At lære læse, strikke, sye i Ramme
Af en halvfierdsindstyve Aars Madame.
Knap fire Aar var endt i Paradiset,
Med Riset
Min Fader mig af Eden jog.
Jeg seer endnu ham true mig i Nakken
Paa Bakken;
Jeg troer dog ikke just, han slog.
Jeg skulle ned, min Kundskab at udvide,
Og vilde heller paa min Kiephest ride.
I Skole nødig, som man vel kan tænke,
Paa Bænke
Jeg med de andre Poge sad.
Den gamle Kone holdt os strengt i Ave.
At stave
Vi lærte, læse udenad.
Og naar vi ei hvert Bogstav kunde kiende,
Saa slog hun os med Ovnens bøgebrænde.
Hun havde ogsaa den blandt flere Skikke,
At pikke
i Hovedet med Fingerbøl.
For resten var hun inderlig gudsfrygtig,
Og dygtig
At tæmme Byens unge Føl.
Var Lectien lært, vi aldrig turde snakke,
Men legte med lidt Fnug af vores Frakke.
Som hisset i de gyldne Qvindesale
Omphale
Heracles lærte Traaden snoe,
Saa lærte her at strikke Bomuldsstrømper
Jeg Stymper,
Og holde mig i stille Ro.
Men da jeg havde rigtig lært min Fibel,
Fik jeg Vangeliebog og Hübners Bibel.
O, søde patriarchiske Noveller!
Hvad heller
Vel læste jeg, end eder, da?
Om Abraham, som følte Faderlønnen,
Da Sønnen
Han vilde ofre Jehova;
Om Tornebusken, tændt af Himmel-Ilden,
Og om Rebecca med sin Spand ved Kilden.
Paa Libanon de høje Cedre groede.
Hist snoede
Sig Tempelsøilen underfuldt.
Her Levi Stamme blæste høit i Tuber.
Cheruber
Paa Arken smiilte englehuldt.
Hist Sodoma sank ildrød i sin Aske;
Her David stod som Dreng med Kiep og Taske.
O, kunde hver en plump og nedrig Vælde
Man fælde
Saa let, som David Goliath!
Men siden lærte jeg, at Hydra eier
Til Seier
Talløse Hovder i sin Nat,
Og at selv Løven i sin Ørk maa grue
For Slangen og den giftiglumske Flue.
Fra Pogeskolen Drengen avanceerte,
Studeerte
Hos Degnens lærde Substitut.
Med Grammatiken da i lærde Classen
Herr Lassen
Mig vilde sætte absolut.
Herr Wibe selv var velbelæst og tapper.
I gule Kiole bar han sorte Knapper.
Kun Kirkesangen bragte ham i Knibe;
Som Vibe
Da ynkelig han ofte skreg.
Dog lod Herr Bruun sig ei af Sligt anfegte:
Med ægte
Begeistring han paa Prækestolen steg,
Og naar han tolked Jesu Død og Smerte,
Da smelted han det barnlig-ømme Hierte.
Om Somren kun i Trinitatis-Tiden
Med liden
Opmærksomhed jeg hørte til.
Bag Orglet med de andre Byens Poge
I Kroge
Aftalte jeg det kiære Spil,
Og mens de sang derinde Litaniet,
Jeg spilte Klink med Bernt paa Sacristiet.
Tilgiv, du ædle Præst, som hisset hviler!
Du smiler;
Du saae i Drengens unge Bryst.
Du hørte ham med svag, med uvant Tunge
At siunge
Sin Psalme med begeistret Røst.
Igiennem Kirken kunne du fornemme
Fra Orglet den spæde Digterstemme.
O, hvilken Fryd om Julen! Lysekronen
Til Tonen
Da brændte med sin Messingglans.
O, hvilken Pragt, naar hist for Confirmanden
I Kanten
Af Stolen plantet blev en Krands!
De grønne Løv med røde Baand var ziret,
Og Bladguld flagrede fra Voxpapiret.
Endnu jeg hører Barnets spæde Raaben
Ved Daaben.
Forgieves man det tysse vil.
Fra lille Hoved Huen viger;
Det skriger,
Man døver det med Orgelspil.
Forsigtig! bryd den ikke! spæd er Staven,
Kort Veien er fra Daaben og til Graven.
Du kiære Orgel med metalne Piber!
End griber
Din Lyd mit Bryst med selsom Fryd.
Ak, mindes du, da hver en Søndagmorgen
Fra Borgen
Jeg kom, at siunge til din Lyd?
Din Stierne klang ved Paaske Morgenrøde,
Men Tremulanten skiælved for den Døde.
Jeg sorte Kiste seer for Altret sættes,
Og lettes
Fra Gulvet af de sorte Mænd.
Nu gaae de langsomt ud paa Kirkegaarden
I Orden,
At jorde deres døde Ven.
Paa friske Jord jeg hen for Graven træder,
Hvor Rebet hviler paa de løse Bræder.
Den lille Bunke hvide Sand for Præsten,
Og Resten
Kun sorte Muld og gule Leer.
Nu synker Kisten, Rebet op man trækker,
Nu dækker
Ham Jord, han seer ei Lyset meer,
Før hist paa Dommedag, naar Englen kommer,
At kalde ham fra Graven for sin Dommer.
Ved skumle Beenhuus, hvor man Knokler giemte,
Jeg glemte
Min Frygt, og saae nysgierrigt ind:
Mon ei de brune Been vil sig bevæge,
Og lege
Som Skelet i Maaneskin,
Og dandse for mig i de hvide Straaler,
Og klapre med de tørre Hofteskaaler?
Naar da den mindste Vind i Gravens Buske
Mon ruske,
Jeg foer, forfærdet som en Muus,
Afsted, hen over Kirkegaardens Høie.
Mit Øie
Var blindt af Phantasiens Ruus.
Den fæle Døde fulgte mig paa Gaden;
Liigskiorten klinet var til Skulderpladen.
Bort, fæle Syn! – Og dog, de bange Dage
Tilbage
Jeg ønsker mig som Ældre tidt.
Som Barn for meget Eventyrets Rygter
Man frygter;
Som Ældre frygter man for lidt.
Kun Nattens Mørke viser os de Stierner,
Som Lyset slukker, og som Dagen fierner.
Nu kommer Englen heller ei med Vinger,
Og bringer
Om Julen, hvad min Sjæl attraaer,
Og svinger sig fra Stiernehimmel-Buen
Til Stuen,
Hvor blanke Fad paa Bordet staaer;
Og ringer, mens paa Knæ i næste Kammer
Jeg synger Psalmer, Evangeliet stammer.
Dog jo! han kommer. Aldrig Englen svigter
Sin Digter.
I mine Børn som Barn endnu
Jeg glæder mig ved Juletræets Have,
Dets Gave;
Med mine Børn jeg føler Gru,
Naar jeg fortæller dem om Trolde stygge.
End har mit Liv sit Solskin og sin Skygge.