Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Oehlenschlager, Adam Gottlob (skrev sig i sine første Digte 1803 Adam Øhlenslæger, siden A. Oehlenschlager, i nyere Tid jævnlig skrevet Oehlenschlæger), 1779–1850, Digter. Født 14. November 1779 paa Vesterbro ved København (Frederiksberg), død 20. Januar 1850 i København (Frederiksberg), begravet paa Frederiksberg. Forældre: Organist ved Frederiksberg Kirke, senere Slotsforvalter Joachim Conrad Oehlenschläger (1748–1827) og Martha Marie Hansen (1745–1800). Gift 17. Maj 1810 i Gentofte med Christiane Elisabeth Georgine Heger, født 28. Juli 1782 i København (Frue), død 7. Juli 1841 paa Frederiksberg, Søster til Carl og Stephan Heger samt Kamma Rahbek.

Oehlenschläger er opkaldt efter Grev Adam Gottlob Moltke til Bregentved, i hvis Hus begge Forældrene havde haft Tjeneste. Faderen var fra det sydlige Slesvig; Farfaderen, der var gift med en Pige fra Jylland, var Organist i Krusendorf ved Eckernførde Fjord; den samme Stilling havde ogsaa hans Fader haft og Farfaderen i Rensefeld ved Lübeck. Det morede Oehlenschläger at tænke paa, at han »paa fædrene Side stammede i flere Led fra angelsaxiske Spillemænd og Fiskere«; han mente vistnok, at han kunde takke denne Blanding af from Kunst og folkelig Kærne for sin poetiske Begavelse. Han ansaa det endvidere for muligt (hvad det ogsaa er), at han var i Slægt med den berømte Olearius (Oehlschläger, død 1671), hvis »østerlandske Rejsebeskrivelse« han brugte til »Aladdin«, men holdt det (med Rette) for usandsynligt, at hans Slægt, som Faderen mente, havde nogen Forbindelse med Patricierfamilien Ohlenschläger i Frankfurt. Navnet er paa Tysk ret almindeligt (»Oliebanker«). Paa mødrene Side troede Oehlenschläger sig med Urette af tysk Slægt. I alt Fald stammer den ældre Tids danske Nationaldigter, »Dannerdigteren«, som han gerne lod sig kalde, fra et Grænsefolk. Han er »ligesom et Træ, der vokser paa Skellet mellem to Lande«, som hans tyske Kollega Jean Paul sagde om ham. Ikke blot har han i sit Forfatterskab skrevet paa begge Sprog, men hans Digtning er til Trods for de nordiske Emner ikke mere udpræget dansk, end at man i Tyskland kunde modtage ham som en af sine egne. Et stærkere Spil af dybere Modsætninger i hans Sind voldte den dobbelte Arv fra Forældrenes vidt forskellige Naturer; Faderen var en hurtig og heftig bevæget Sangviniker, Moderen stille og varm og tung i Sindet. Den samme geniale Blandingsnatur var der ogsaa i hans Søster Sophie, gift med Anders Sandøe Ørsted, med den Forskel, at Sophie Ørsted lignede Moderen mest, Oehlenschläger Faderen.

Aaret efter Oehlenschlägers Fødsel blev Faderen Fuldmægtig hos Slotsforvalteren paa Frederiksberg, til sidst selv Slotsforvalter, med Bolig paa Slottet, og en Række Indtryk fra storladne Omgivelser gav Drengens Fantasi dens stadige Retning: Slottets høje Sted med vidt Udsyn paa Grænsen mellem Byen og Landet, Afvekslingen i Livet derude: Færdselen om Sommeren, naar der holdtes Hof og Søndagspubli- kummet fra Hovedstaden opfyldte den »franske« Slotshave, medens der i den »engelske« Søndermark var en uforstyrret Tumleplads for Friluftslege, og Ensomheden om Vinteren, hvor han kunde fortabe sig i de store øde Sale og ret føle sig hjemme igen med en god Bog i sine Forældres Stue. Det var Modsætningen mellem »Syden« og »Norden«, som blev Rytmen i hans Poesi. Ved Bryllupper og Begravelser fulgte han Faderen paa Orgelværket og saa Mennesker i Sorg og Glæde med den Højtid, som han gav dem i sin Digtning.

Til disse Indtryk fra Slot og Kirke kom saa med hans trettende Aar Paavirkningen fra den borgerlige Skole, Efterslægtsselskabets nylig stiftede Borgerskole, den første af den Slags her i Landet, hvori han blev optaget ved Edv. Storms Mellemkomst. Her kom hans viltre og friske Barnesind under en kærlig og forstandig Tugt, og ikke blot sin usædvanlig smukke Haandskrift, men sin Sans for Orden og borgerlige Dyder bevarede han for hele Livet som en Arv fra det 18. Aarhundredes Aand, hvori han først blev opdraget. Senere følte han i alt Fald godt, som han har udtrykt det i en Festtale i Efterslægtsskolen (fra 1822), at »den venlige Omgivning, den muntre Have, den højtidelige Sal, de udmærkede Mænds Besøg, hædrende Smil, opmuntrende Tiltale meget bidrog til at give vor Aand et højere Sving, til med den vaagnende Æresfølelse og Anelsen om Borgersamfundets Adel at sætte vore Evner i en kraftigere Bevægelse«. — En Indflydelse af en anden, uborgerlig, Art udgik fra Historielæreren, den spirituelle (og spirituøse) C. F. Dichman, der gav Drengen den Sans for det store og usædvanlige, som altid siden forekom ham at være det egentlig poetiske i Historien.

Til en borgerlig Virksomhed følte han da ogsaa ved Udgangen af Skolen (1796), at han ikke egnede sig. Et Forsøg paa ved privat Undervisning at naa frem til Studentereksamen, som en Ven af ham, med hvem han altid havde kappedes, just havde taget, mislykkedes, fordi Indøvelsen af de gamle Sprogs Grammatik forekom ham utaalelig efter den friske og levende Oplysning i Skolen. Paa Teatret, hvor han derefter ved en letforstaaelig Misforstaaelse af sin kunstneriske Drift søgte hen (1797), kunde han paa Grund af sin Kejtethed og en vis sjælelig Blu ikke slaa igennem, og da han paa denne Tid ved sit Bekendtskab med de to Brødre Hans Christian og Anders Sandøe Ørsted havde faaet et stærkt Indtryk af, hvor smukt det var at leve for et rent aandeligt Formaal, forlod han Teatret 1799 i den Tro, at ogsaa han paa sin Vis kunde blive »en ægte Musasøn«. Næste Aar blev han, ved de to Venners Medvirkning, indskrevet som Student og tog latinsk-juridisk Forberedelseseksamen. Samme Aar døde hans Moder, og kort efter forlovede han sig med Christiane Heger, Datter af Konferensraad, Assessor Hans Heger, som han havde lært at kende paa Bakkehuset hos Rahbek, hvis Hustru Kamma var hendes Søster.

Fra denne Tid er Oehlenschlägers første Digte, bl. a. over Emner fra den nordiske Oldtid, som han havde faaet Kærlighed til igennem Ewalds Poesi, og en lille akademisk Prisafhandling om Muligheden af en digterisk Udnyttelse af den nordiske Mytologi — altsammen mere eller mindre præget af den Gæring, som fulgte af hans personlige Oplevelser og Følelsen af en Dobbelthed i hans Natur mere end af den af Schiller fremkaldte Diskussion om naiv og sentimental Digtning: Digteren skal være »vild og blid«, hedder det i et Ungdomsdigt. Det fyldigste og tydeligste Udtryk herfor giver den ufuldendte nordiske Fortælling »Erik og Roller« med dens friske Billeder af det bløde og syge (Roller) og det sunde og trodsige (Erik) i Tidens Tænkemaade og den unge Digters Sind.

Under Trykningen af denne Fortælling, der fremstiller det oldnordiske Emne i den fra det 18. Aarhundrede (Ewald, Suhm) overleverede retoriske Stil, lærte Oehlenschläger den lige fra Tyskland hjemkomne, af Goethe og den unge tyske Romantik opfyldte Henrich Steffens at kende og skrev paa hans Raad i Stedet for Fortællingen et Bind »Digte«, der udkom til Julen 1802, og som i flere Henseender betegner Udgangspunktet for den danske poetiske Litteratur i det 19. Aarhundrede. Det Arbejdsmod og den Selvtillid, som ingen af hans Venner her hjemme, hverken Ørsted’erne, Brødrene Mynster eller A. B. Bentzon, der hver paa sin Vis dæmpede ham ved deres Sagtmodighed eller lammede ham ved deres Ironi, formaaede at meddele ham, og som selv Slaget 2. April kun havde givet ham en forbigaaende Følelse af, det gav den seks Aar ældre Filosof ham med sin ildfulde og personlige Veltalenhed, hvormed han befriede ham fra Tidens »Overtro paa det nyttige« og lærte ham at tro paa »Poesiens Værd«. Jeg gav ham ham selv, har Steffens sagt. Ud fra en saadan, man kunde sige Barnetro paa Kunstens Betydning for Livet, en personlig Renæssance-Følelse af den inderligste Art, frembringer han i Aarene 1802–05 sin Ungdomsdigtning, en Romantik, hvori det er lykkedes den unge Digter at give de fra Steffens og Tyskland stammende filosofiske Ideer fuldt poetisk og nationalt Liv.

Her er foruden en Række stemningsfulde og farverige Romancer over nordiske Emner Digtet »Guldhornene«, skrevet umiddelbart efter den første døgnlange Samtale med Henrich Steffens, hvis ophøjede Billedsprog udtaler det for det hele følgende Aarhundrede afgørende Brud med den rationalistiske Kunstopfattelse, og det lille lyriske Drama »St. Hansaften-Spil« (begge i »Digte 1803«), der i en fordringsløs Form indeholder en betydningsfuld Poesi, som ved sin Forening af en inderlig Følelse og et spottende Lune ikke blot har givet Tonen til en Del af den senere danske Romantik, men det første litterære Udtryk for dette stadige Spil i Nationalkarakteren. Og her er — i »Poetiske Skrifter« (I-II, 1805) — Ungdomskaadheden i Skuespillet »Freyas Alter«, den fromme Naturfølelse i Romancerne i »Langelands-Reise« og »Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur« og, ikke mindst, Forherligelsen af den stærke skabende Kunstnergenius i Modsætning til den matte Flid og de selvsyge Drømme i Hovedværket »Aladdin« og, i en mandigere Form med stærkere Fremhævelse af det kunstneriske Arbejde, i den romantisk omstemte nordiske Fortælling »Vaulundurs Saga« — tilsammen en fuldstændig Kreds af Poesier, som ved sin dristige Forening af Modsætninger betegner en fri og fuld Udfoldelse af en ligesom nyskabt Menneskenatur, en Universalpoesi, der ikke lader sig binde af nogen national Begrænsning.

Efter Udgivelsen af »Poetiske Skrifter« begyndte Oehlenschläger i Eftersommeren 1805 med offentlig Understøttelse en mere end fireaarig Udenlandsreise over Halle, hvor Steffens boede som Professor ved Universitetet, Berlin og Weimar, hvor han omgikkes Goethe, til Dresden og derfra (Efteraaret 1806) til Paris. Her blev han i over halvandet Aar til Sommeren 1808, tilbragte den følgende Vinter hos Mme. Staél-Holstein paa hendes Ejendom ved Genfersøen, rejste i Foraaret 1809 til Italien, hvorfra han samme Efteraar vendte tilbage til Danmark. Af større Værker skrev han paa Rejsen »Hakon Jarl« i Halle, »Thors Reise« og »Baldur hin Gode« i Weimar og Dresden, alle tre udgivne under Titelen »Nordiske Digte« 1807, »Palnatoke« (trykt 1809) og »Axel og Valborg« (trykt 1810) i Paris og »Correggio« (trykt 1811) (paa Tysk) i Italien.

Til Forskel fra Ungdomsdigtningen er denne Digtning fra den store Udenlandsrejse, i hvilken Oehlenschläger selv mente at have naaet sin Modenhed, i Behandlingen af Stoffet mere objektiv og, i alt Fald i Valget af Emner, mere udpræget nordisk. Værkerne fremtræder ikke mere som Afspejlinger af eller Fantasier over Digterens personlige Situation, men idet Oehlenschläger nu vælger Tragedieformen for sin Poesi og tager Schiller mere end Shakespeare til Mønster, nævner han (i Forordet til »Nordiske Digte«) den historiske Bedrift som den højeste Genstand, en Digter kan bringe paa Teatret. Overgangen i Produktionen belyses klart derved, at »Hakon Jarl«, som er det Værk, hvori Oehlenschläger renest har opfattet og fremstillet et Emne af Nordens Historie, efter den første Plan skulde have heddet »Olaf Trygvason« og paa en mere subjektiv Maade afspejlet en ny Aands Strid med en gammel ligesom i »Aladdin«: som den lykkelige Helts Sejr over den af Lykken forladte Modstander. Fuldkomne Fremstillinger, af en saadan objektiv Poesi er de to under Goethes Indflydelse og Paavirkning fra græsk Kunst fremkomne Værker, som i ren kunstnerisk Henseende er Oehlenschlägers ypperste, Tragedien »Baldur hin Gode«, (i græsk Stil) og Eposet »Thors Rejse til Jotunheim« (i gotisk Stil), hvori »Tilværelsens Grundakkorder«, Modsætningen mellem Liv og Død (»Baldur«) og Kraft og Stof (»Thor«) har faaet plastisk Skikkelse. Nøjere knyttede til Forhold i Tiden og til Digterens Personlighed er Tragedierne »Palnatoke« med Tilslutning til det 18. Aarhundrcdes Humanitetsideal og Protest imod den halvkatolske tyske Romantik og »Axel og Valborg« om »Kærligheds Troskab«, der ikke som »Hakon Jarl« vil ryste, men røre det af Ulykken 1807 ramte Folk, som han først havde tænkt at styrke og trøste ved at digte en »Axel« (om Absalon, sammenlign Romancen »De tvende Kirketaarne« fra 1808). Endnu mere personlig er Kunstnertragedien »Correggio«, som i Tyskland havde den uheldige Følge at fremkalde en hel Skare lignende Kunstnerpoesier og i Danmark den gavnlige Virkning at bidrage til at vække Publikums Sans for Billedkunsten, og hvori Kunstnerlivets Tragik naivt er fremstillet som Misforholdet mellem Arbejdet og dets Betaling. Denne Tragedie er med Rette (af Baggesen) blevet betegnet som Vendepunktet i Oehlenschlägers Produktion.

Thi da Oehlenschläger var kommet hjem og som Ægtemand (17. Maj 1810) og Embedsmand (tit. Professor 12. Dec. 1809, ekstraordinær Professor i Æstetik 15. August 1810) skulde fortsætte sin Digtning under de fattige og fortrykte Kaar i Hjemmet, mærkes det vel paa denne hans begyndende Manddomsdigtning 1810–20, de ti onde Aar i Danmarks Historie i det 19. Aarhundrede, at han ikke mere som i Ungdommen og paa Rejsen er løftet af Tidens Storhed, men trykket af dens Trængsel. Et bittert betegnende Træk er det, at i et Arbejde, som han selv satte ved Siden af »Aladdin«, den uheldige Syngespiltekst »Ludlams Hule« (1814), er Aladdinshulen, Naturens hemmelige Værksted, hvorfra Geniet henter sine Kræfter, blevet til en Laanebod, et Slags underjordisk Assistenshus til Bedste for Smaakaarsfolk, der er i Forlegenhed for Kontanter. Oehlenschläger kendte selv til dette. Hans Husførelse var kostbar; Familien forøgedes hurtig (Datteren Charlotte 1811, Sønnerne Johannes Wolfgang 1813 og William 1814, Datteren Maria Louise 1818), og hans Hustru, den heroiske Christiane, kendte intet til at spare, hverken sig selv eller andet. Oehlenschläger maatte da skrive meget blot for at tjene Penge. Som Regel holder Arbejderne fra disse Aar (ikke blot Lejlighedsdigtene) ikke Maal med dem fra det foregaaende Tiaar. Af den østerlandske Romantik eller Aladdinspoesi, som han endnu behagede sig i at skrive, staar baade det yppige Eventyr »Aly og Gulhyndy« 1811 i »Digtninger«, I (fra Hvedebrødsdagene) og den bløde Faderfølelse i det løse Fantasistykke »Fiskeren« (1816; som »Fiskeren og hans Datter«, 1836) langt under Ynglingekraften i »Aladdin«. Tragedierne »Stærkodder« (1812), »Hugo von Rheinberg« (1813), »Hagbarth og Signe« (1815), »Fostbrødrene« (1817), »Erik og Abel« (1820) er gennemgaaende mere anstrengte og mindre rene i den kunstneriske Virkning end de tidligere, selv om de stundom kan forekomme Nutidslæsere nok saa interessante ved deres mere moderne Følelsesindhold: Skyldbevidstheden og Afmagtsfølelsen i »Stærkodder«, Ægtemandsfortvivlelsen i »Hugo von Rheinberg«, den ungdommelige Lidenskab i »Hagbarth og Signe« og Vemodet i »Erik og Abel«. Umiddelbart tiltalende virker det, naar man føler Virkeligheden, hvorfor Oehlenschläger havde saa varmt et Sind, slaa igennem, som Faderkærligheden i den dramatiske Idyl »Den lille Hyrdedreng« (1818) og Sjette-Frederiks Idyllen, uden Omskrivning i Digtkredsen »Frederiksberg« (1817) og i en let »oldnordisk« Forklædning i »Hroars Saga« (1817). Størst er Oehlenschläger bestandig i det lyrisk-episke Fag, som Heiberg sagde, ↄ: naar han kan bruge et episk Stof til Udtryk for Bevægelser i sit eget Sind og Tidsalderens Liv, saaledes i »Helge« (1814), hvis Romancer er Kærnen af hans Kunst, og i hvis fra Skjoldungsagnene lykkeligt grebne Typer, Søkongen Helge og hans fredelige Broder Hroar, man ikke blot genkender Rytmen i hans eget Sind, det »vilde« og det »blide«, men ser Verdenshistorien skifte: fra hans Ungdoms Heltetid til den borgerlige Fredsperiode, som fulgte efter; Helte-Tragedien er digtet samme Aar som Napoleons Fald. Delvis ogsaa i »Nordens Guder« (1819), der indlededes med »Thors Rejse« fra 1807, og som i de senere tilkomne Romancer giver Vidnesbyrd saa vel om Slapheden i hans Digteraand (Odin- og Frøj-Partierne) som om dens Styrke, især i de Stykker, der handler om Thor og Loke.

Naar Oehlenschläger i dette Digt, der blev skrevet i de sidste Aar af den saakaldte Baggesen’ske Fejde, viser i alt Fald nogen Forstaaelse af den Ironi, der efter de litterære Vidnesbyrd at dømme synes at tilhøre den nordiske Aand lige saa oprindeligt som den naive Handlekraft (Thor), kan det vel forstaas som en Virkning af Baggesens i syv Aar fortsatte Kritik af hans digteriske Virksomhed, men var da ogsaa saa godt som det eneste Udbytte, han havde deraf. Baggesens æstetiske Kritik af Oehlenschläger, med det Salt og den Munterhed, hvormed den blev fremsat, og som maa have været mange til Forfriskelse i en flov og forknyt Tid, og med dens iøjnefaldende Ret og Rigtighed i mange Enkeltheder, var for Oehlenschläger selv et spildt Arbejde, ikke blot fordi Baggesen, der er saa moderne i den jævne Stil, havde saa forældede Begreber om den høje, men fordi Oehlenschläger delte den almindelige Tvivl om hans Bevæggrundes Renhed og Mistillid til hans Personlighed. Tilmed var det ikke saa meget en skarpsynet, men smaatseende æstetisk-filologisk Dokumentation af Værkernes kunstneriske Fejl og Brøst, han trængte til, som en paa Forstaaelse af Tiden og hans egen Karakter grundet, kærlig og alvorlig Kritik af Forfatterpersonligheden selv. Som en saadan (der altid vil være en Sjældenhed over for en levende og virkende Kunstner) kunde han heller ikke tage Grundtvigs private og offentlige Optræden imod ham fra et kristeligt-overlegent Standpunkt, som var hans eget ganske fremmed. Han trængte til en Ven som Schiller, men man maa da tilføje, at for at have Nytte af ham maatte han selv have været som Goethe. Og en Goethe var den meget selvfølende, men lidet selverkendende Dannerdigter ikke. I Stedet fik han en Heiberg, det vil efter hans egen Mening sige: en ny Baggesen paa en anden Maade.

Efter Baggesens Bortrejse fra Danmark 1820 indtræder en Hvile i Oehlenschlägers Produktion, som udfyldes dels ved Udgivelsen af hans ældre Digte, dels med nye Arbejder af en flygtig Natur: nogle Syngestykker, hvori han forgæves søger at kappes med Heibergs Vaudeviller, og den vidtløftige Roman »Øen i Sydhavet« (I-IV, 1824–25) paa Grundlag af Robinsonaden »Albertus Julius«, som han havde elsket i sin Barndom, hvori en betydelig Mængde oplevet Stof, især fra hans Ungdom, er formummet. Til Tragedien, som mere og mere af ham selv og hans Publikum føltes som Organ for hans nationale Poesi, vendte han tilbage med »Væringerne i Miklagaard« efter en Idé, som hans Ven Arkæologen Brøndsted havde givet ham i Paris. Den udkom i »Skuespil«, 1827, Aaret efter Baggesens Død, og gav Stødet til J. L. Heibergs Kritik, ikke blot af dette enkelte Værk, men af Oehlenschlägers Produktion i det hele. Denne Kritik maa rigtignok forekomme Nutidens psykologisk skolede Kunstopfattelse yderst doktrinær, paa enkelte Steder, f. Eks. ved at nægte Oehlenschläger fremragende episk Begavelse, usand i sin Systematisering, men den er i det væsentlige rigtig i sin tekniske Vurdering af den Oehlenschlägerske Poesis Kunstformer og i det hele holdt i en værdig, dog undertiden noget pebret Tone. Det er fra dette og lignende kritiske Forsøg over Oehlenschlägers Poesi (af Hertz, C. A. Thortsen, F. C. Olsen), der ligesom Heibergs vil »indsætte den æstetiske Tanke i dens af lutter æstetisk Følelse usurperede Ret«, at det Omslag i det litterært dannede Publikums Stemning skriver sig, der i lange Tider gjorde Oehlenschläger upopulær i København. Der havde hos den Slægt, der var vokset op med de ulykkelige Forhold i det lille og fattige Danmark, dannet sig en Smag for det dæmpet følelsesfulde og ironisk forstandige som noget ejendommeligt og værdifuldt dansk, og for denne Tænkemaade syntes Oehlenschlägers naive Livsfylde barnagtig og hans unuancerede Patos tysk. Tragedierne, som han vedblev at skrive, som om han ikke vidste bedre: »Karl den Store« i »Nye poetiske Skrifter«, II, 1829, »Tordenskjold« (1833) og »Dronning Margareta« 1834, »Sokrates« 1836, »Olaf den Hellige« 1838, »Knud den Store« 1839, gjorde ringe Virkning.

Paa de fleste af disse saakaldte »Tragedier«, der ingenlunde altid svarer til Navnet, mærkes det ogsaa alt for vel, at de er skrevet uden dybere Tilskyndelse. Medens Digteren i sin Ungdom havde haft den Lykke at hjælpe en ny Tids Tænkemaade til Udtryk og fremstille et helt aandeligt Gennembrud i sin Poesi og paa Rejsen i umiddelbar Forbindelse med et verdenshistorisk Røre havde haft Kraft til at oprejse Mindesmærker for sin Race i klassiske Værker, og mens han endnu under den Baggesen’ske Fejde havde følt sin Poesi dybt bevæget af urolige Livsforhold, var han nu faldet i Ro og ejede ikke mere i sit Sind den frugtbare Kampfølelse, det Villiessind, uden hvilket ingen stor tragisk Poesi kan blive til. Som Følge deraf stod de poetiske Arbejder fra denne Tid, hans senere Manddomsdigtning, i et løsere og mere overfladisk Forhold til hans Personlighed end nogen tidligere Periodes Værker. Men endnu besad han den samme Evne til naiv Hengivelse i Stoffet, saa at det gerne var en Nydelse, der overgik selve Læsningen af det fuldendte Værk, at høre Oehlenschläger udvikle Ideen til et digterisk Arbejde; ved Frokostbordet fremstillede han engang den døende Helt i en (aldrig skreven) »Epaminondas« saa gribende, at Tilhørerne glemte, at Dolken var en Brødkniv. Og hvad der glippede i Energien i det kunstneriske Arbejde, som gik raskt fra Haanden i Formiddagstimerne i Løbet af nogle Uger, vidste han ikke, da han efter Erfaringerne fra sin Ungdom, hvor alt lykkedes ham, aldrig kunde faa sig til at tro, at Kunst var en Anstrengelse. Derfor troede han stadig, at hvert nyt Arbejde var, som »Aladdin« og »Hakon Jarl«, en Verden i det smaa, og saa ikke, at det bare var en Boble. I hans nærmeste Kreds var der heller ingen, der kunde sige ham det, og til den offentlige Kritik havde han ingen Tillid. Et blivende kunstnerisk Værd har derfor grumme lidt af denne Poesi, hvis Betydning især er historisk som Vidnesbyrd om Bevægelsen i Digterens personlige Liv og det lille litterære Samfund, han tilhørte. Da Oehlenschläger ikke mere formaaede at omsætte sit aandelige Indhold i almengyldige Ideer, opfyldte han sin Poesi med sine private Forhold og mente saaledes at levendegøre det historiske Stof i Overensstemmelse med sin Regel, at Poesi skal hverken være Fortid eller Nutid, men noget af begge Dele. Skønt Kritikken allerede om »Karl den Store« fremhævede, at »Oehlenschläger nu bestandig lader sine ædle Personer interessere sig for Dyd og Sandhed under Former, der er deres Digter mere egne end dem selv og deres Tidsalder, og i sine slette Personer forener de Fejl og Laster, der i Livet er ham ubehageligst« (C. A. Thortsen), blev Oehlenschläger dog ved med at tillempe de Billeder af verdenshistoriske Kampe, han vilde give i sin Poesi, efter det Indtryk, han selv havde af den historiske Modsætning, der laa ham og hans Publikum nærmest: mellem Heiberg og Oehlenschläger. I »Karl den Store«, »Tordenskjold« og »Sokrates« er det den samme varme Humanitet og store sunde Sans, der overalt forherliges i Heltens Skikkelse, og de samme — ikke som i den Baggesen’ske Tid misundelige og lidenskabelige, men koldhjertede og spidsfindige — »Fjender« af Digteren mere end af Helten, der volder hans Undergang. Hvorledes ikke alene Digterens historiske Situation, men hans personlige Forhold spiller ind i hans Digtning, viser især »Sokrates«, hvor ikke blot Sokratesskikkelsen, i hvem Digteren fra først af ikke har søgt sit eget, er blevet tilpasset efter Oehlenschlägers Begreb om sund Fornuft og »sublim Trivialitet«, men hvor man i Xantippe genkender Billedet af hans Hustru og i den i Sokrates’ Datter forelskede Aristofanes — et historisk Arrangement, som Filologen F. C. Olsen straks paatalte, og J. L. Heiberg senere vittig spottede — en Begivenhed, som i nogen Tid havde sat det Oehlenschlägerske Hus i Oprør (Skuespiller Phisters Forhold til Datteren Charlotte).

Foruden den stadige Kamp for en fri og sund Menneskeligheds Ret imod al Slags Snæversind og Smaalighed, som ogsaa i disse Aar er Kærnen i den Humanitet, som Oehlenschlägers Poesi forkynder, og som giver ham vel ikke noget dybt, men et overmaade sundt Blik i moralske og litterære Spørgsmaal (se Maanedsskriftet Prometheus 1832–34 og især hans Erindringer), var der dog i alt Fald en af Tidens mere almindelige Rørelser, som kom til Udtryk i hans Poesi. Medens Oehlenschläger i sit Hjemland var Genstand for Kritik og Ligegyldighed, var han blevet hyldet i Sverige og Norge. Ved en Universitetsfest i Lund 1829 havde Tegnér paa den ædleste Maade hilset ham som Nordens Digter, i hvis Værker Samfølelsen mellem de tre Folk først var kommet til klart Udtryk, og fire Aar senere, ved hans Besøg i Kristiania, havde ogsaa de norske Akademikere sluttet sig til denne Hyldest. Rigtignok viste den ganske private Maade, hvorpaa han modtog og takkede for Æren, at han ikke var eller vilde være sig dens historiske Betydning bevidst. Men i Værkerne fra disse Aar, i Heltedigtet »Hrolf Krake« fra 1828 (i kraftfulde Nibelungevers, noget løst i det episke Mellemværk, men med fortræffelige Ind- og Udgangspartier), der ellers læses som en loyal Forherligelse af Frederik VI.s landsfaderlige Kongemagt, og i Tragedierne »Tordenskjold« og »Dronning Margareta« udtaler han med Finhed og Varme sin Følelse for det naturlige Slægtskab mellem de tre Nationer, hvoraf hans Digtning, uden dansk Særpræg, havde givet et for hele Norden forstaaeligt Billede. Videre gik han ikke. »Dronning Margareta« bliver ikke det Festspil for det forenede Norden, som man af dens Emne og Tidspunktet for dens Tilblivelse umiddelbart efter Norgesrejsen kunde vente, idet han til dens Handling har valgt et Træk af Dronningens Liv, Episoden om den falske Oluf, der gør hendes Moderhjerte og ikke hendes Kongetanke til Midtpunktet i Tragedien. Oehlenschläger kunde saaledes vel med frelst Samvittighed modtage Studenternes Hyldest paa det nordiske Studentermøde i Kbh 1845, men i Ledelsen af den skandinaviske Bevægelse tog han ingen Del.

Mens Oehlenschläger arbejdede paa »Sokrates«, havde han den Sorg at miste sin elskede Datter Charlotte Phister. Spor af den Bevægelse, som dette Tab satte ham i, mærkes i de to efter hans egen Mening kristelige Tragedier »Olaf den Hellige« (1838) og »Knud den Store« (1839).

I dette Aar døde <a poerson="frederik6">Frederik VI</a>. Det var en almindelig Mening, at hermed var ogsaa Oehlenschlägers Tid ude, og under hans fortsatte Produktion undrede man sig, som Goldschmidt siger, over, at det døde ikke vilde gaa til Hvile, og at alt, hvad der hørte til det gamle Monarki, var saa sejgt og langsomt med at lade sig skrinlægge. Oehlenschläger selv havde en Følelse af, at han ikke mere hørte Tiden til, og skrev i den Stemning den nordiske Fortælling »Ørvarodds Saga« (1841), som er den mest betegnende Frembringelse af hans Alderdomsdigtning. Den fortæller paa Grundlag af de islandske Sagaer om Ørvarodd og Hervør i en renere nordisk Stil end den, han ellers har benyttet i sine »Sagaer«, om »den hedenske Vildmand, der blev kristelig tam«, og som i en fremmed Tid mister Mindet om sin Ungdom. Da Oehlenschläger læste dette for sin Ven Hauch, kom han til at græde og udbrød: »Det er, ligesom det var mig selv«. Den samme Følelse havde han tidligere givet Udtryk i et lille Vers »Hvor blev I røde Roser dog«, som paa en meget inderlig Maade udtaler Vemoden i hans Livs Historie.

Han havde dog ikke i Sinde at gaa til Hvile endnu; ved Frederik VI.s Død var han først lige fyldt de 60 Aar. 1842 indbød han til Subskription paa sine tyve Bind samlede Værker og tilføjede udtrykkelig, at »Prisen ikke vilde gaa meget over, hvad et Dagblad kostede i samme Tid«. Han tænkte sig, at det var den tiltagende politiske Interesse, som svækkede Sansen for hans Poesi. Men ogsaa æstetisk havde Smagen forandret sig, og i endnu højere Grad end tidligere vendt sig fra det simpelt store, som er Nerven i Oehlenschlägers ligesom i Thorvaldsens Kunst, paa den ene Side til den »elegante« eller »gratiøse« Bagatel, paa den anden til den »pikante« eller »interessante« Fremstilling af sjældne og sammensatte Karakterer, som betegner den galliske Romantisme. Med Hertz, der i disse Aar beherskede Teatret i København, søgte Oehlenschläger uden Held at kappes, som han i sin Tid havde kappedes med Heiberg, ved nogle varmt følte, men dilettantmæssig udførte Lystspil, der har paavirket Hostrups. Og med Romantismen søgte han at komme til Forstaaelse ved at give dens Præstinde paa Teatret, Skuespillerinden Fru Heiberg, som han tidligere ikke havde kunnet faa Brug for i sit Repertoire, Opgaver i sine Tragedier. Efter først at have indført hende paa sit Teater i Drengerollerne i Lystspillet »Den lille Skuespiller« fra 1837 og i »Knud den Store« skrev han for hende Tragedien »Dina« (opført 1842), der af Heiberg i en meget rosende Recension hilstes som et vellykket Forsøg i den moderne, »interessante« Digtart, og som til Trods for sin stærkt uhistoriske Karakter virkelig er et af Oehlenschlägers interessanteste Arbejder, et levende Billede af en ikke naiv, men reflekterende, ikke »poetisk« (som Valborg og Christiane Oehlenschläger), men (som Sophie Ørsted) æstetisk Natur og et varmblodigt Forsvar for det store og sjældnes Ret imod Hverdagslivet. Det er et Arbejde, hvori Oehlenschlägers Alderdoms Poesi mødes med hans Ungdoms, og som derfor ogsaa vandt den gamle Digter Ungdommens Hjerter og i det hele gav Stødet til, at Oehlenschläger i de sidste ti Aar af sit Liv, støttet af en ildfuld mod-heibergsk Kritik (P. L. Møller), atter blev det store Navn i den danske Litteratur.

Da Oehlenschläger var ved at fuldende »Dina« i Sommeren 1841, mistede han sin Hustru, som i mere end 30 Aar havde styret hans Hjem (til sidst endog forlagt hans Bøger) med en storstilet, men upraktisk Virkelyst og vaaget over sin Mand og sine Børn med en fuldkommen selvopofrende og ganske ukritisk Kærlighed. Hvad Oehlenschläger ved hendes Død skrev om hende, hvis Billede saa ofte møder i hans Poesi fra Valborg til Xantippe, staar ikke paa Højde med Hauchs Mindedigt, et patetisk Mindesmærke over en, hvis Væsen helt igennem var Patos. Aaret efter Hustruens Død rejste Oehlenschlägers yngste Datter, Maria, som han, især efter den ældste Datters Død, havde sluttet sig meget fortrolig til, til Norge, hvor hendes Mand, Nordmanden Dr. W. Konow, havde købt en Ejendom ved Bergen, og den gamle Digter var nu meget ene. Om Sommeren havde han ved Christian VIII.s Velvillie Bolig paa Fasangaarden ved Frederiksberg Slot, men foretog i de første Aar, efter at have holdt sig saa længe hjemme, nogle Rejser til Udlandet. 1843 var han i Norge for at besøge sin Datter og fuldendte her den uheldige Tragedie »Erik Glipping« (1844). 1844 gik han med sin yngste Søn William, der var hans stadige Selskab, paa en lang Udenlandsrejse og opholdt sig længe i Paris, som var den By, han elskede mest. Thi, skrev han til en Ven (Fr. Hebbel), »levende er Paris i højeste Grad, og det føler enhver, som elsker det levende«. Karakteristiske Indblik i hans Sjæleliv paa denne Tid giver Romancen »Tanhuser i Venusbjerget«, nok saa meget som Skuespillet »Landet fundet og forsvundet« (1846) med den om Romantismens stilistiske Kategorier mindende Undertitel »et nordisk Heltespil«, som han foruden et Par mindre betydelige Skuespil forfattede her i Paris, der ogsaa var den By, hvori han bedst kunde arbejde. Det er ellers et Tidens Tegn, at baade i det nordiske Heltespil og i Tragedien »Erik Glipping« staar der over for Sværmeren eller Skjalden »en fornuftig Mand« — en Tidstype, som Oehlenschläger havde haft over for sig i Borgertiden i sin Ungdom og nu følte vende tilbage i Bourgeoisitiden paa hans gamle Alder.

Efter Hjemkomsten skrev han atter et gammelnordisk Digterværk, Tragedien »Amleth« (1847), hvortil han vistnok havde faaet Ideen ved i Paris at se en efter hans Mening yderst skabagtig Fremstilling af Shakespeares »Hamlet«, som han hørte Victor Hugo rose. I Stedet for en saadan fransk-hysterisk Hamlet vilde han paa Grundlag af Saxo give en nordisk-historisk, heroisk Amleth, som dog unægtehg er blevet meget mindre interessant end Shakespeares Figur. Men Stykket, der blev opført paa Oehlenschlägers 67. Fødselsdag, indbragte ham paa ny Publikums Hyldest. Ogsaa den næste nordiske Tragedie, Oehlenschlägers sidste, »Kiartan og Gudrun« (1849) gjorde Lykke. Den er digtet efter den interessante Laxdølasaga, hvoraf N. M. Petersen havde udgivet en Oversættelse, og har faaet sin Varme af en ny Forelskelse hos den friske gamle Mand; i den varmblodige Kiartan giver den et Billede af den samme Ynglingenatur, som Oehlenschläger først fremstillede, og som altid var det, han bedst fremstillede, saa at hans Poesi sluttede, hvor den begyndte. Af denne Varme er der intet i de to sidste Værker. Saaledes efter Sagens Natur ikke i det Læredigt om »Digtekunsten«, han skrev i Sommeren 1848 (tr. 1849), og hvormed han vilde afslutte sin Virksomhed paa Universitetet, der aldrig havde betydet meget. Men ogsaa »Regnar Lodbrok« (1849) er væsentlig mat, et Heltedigt i »Helge«s Form, men uden »Helge«s Aand. Han skrev det umiddelbart efter det foregaaende Digt »for at forslaa Grillerne, og da det varer saa længe med Vaabenstilstandens Antagelse«, og fordi det »trøstede mig midt i denne Tid, fuld af politisk Smaalighed, Galskab og Kævleri, at ty hen til en kraftig, barbarisk Tid, hvor man dog var Mænd og vidste, hvad man vilde, og ikke med affekteret Sludder vilde gøre sig bedre, end man var«. Men man følte almindelig, at man ikke mere havde Brug for Regnar Lodbrog, siden »Jens« var ved at blive heroisk. Det virker som en Slutsten paa den Oehlenschlägerske Periode i den danske Kunst, at det blev Bissens »Den danske Landsoldat« og ikke Jerichaus »Thor«, der blev Mindesmærket for 1848.

Det var da godt, at Oehlenschläger kort før sin Død fik og brugte Lejligheden til at sige det afgørende Ord, der binder hans Betydning som Digter til Danmarks Historie. Efter at han i Sommeren 1847 paa en Rejse til Sverige (Stockholm og Uppsala) paa ny var blevet hyldet som nordisk Digter, samledes en Kreds af de bedste Mænd i hans Fædreland med ham paa hans 70. Fødselsdag for at hilse ham som dansk Digter. Ved denne Lejlighed var det bl. a., at Heiberg, der havde været hans Modstander, i en Sang hyldede ham som den første ret danske Digter, og at Grundtvig, hans Dommer, med en Tak rakte ham en Laurbærkrans fra de danske Kvinder. Og her oplæste Oehlenschläger som Svar paa Skuespiller Nielsens Festtale et Digt, der endte med at nævne »den danske Munterhed« som den Egenskab, hvorpaa Folkets aandelige Livskraft især beroede. Med dette jævne Ord har Oehlenschläger ganske rigtig betegnet det i sit Væsen og sin Virksomhed, som til Trods for alle Kultur- og Kunstforandringer lever videre i hans Nation. Det var ved denne Munterhed, hvormed han mener: Livslyst og Levekraft, han først var slaaet igennem. Aladdin er »Naturens muntre Søn« og hverken mere eller mindre; Digtet om Thor er »muntert«; selv i Tragedierne hersker der, som han siger, »en højere Munterhed«, en lys Kraft og en jævn Tone, den samme, som lever i Folket og er kommet til Udtryk i de mest betegnende Frembringelser af dets Kunst og Videnskab.

Men Oehlenschläger er ikke dansk Nationaldigter i den Forstand, at han ved sin Poesi skulde have gaaet ud paa at udvikle og indskrænke Folket i dets nationale Ejendommelighed. Han har altid fremhævet, at Kunst ikke er en national Sag, men en menneskelig Ting. Som den Skole, han oprindelig tilhørte, den Goethe’ske Romantik, har han tværtimod ved sin Poesi villet sprænge den nationale Grænse og udvide den danske Aand til en fri og alsidig Menneskelighed. Med rette kalder Heiberg ham i den nysnævnte Sang »en Adam paa det danske Parnas«. At han hed Adam er et Tilfælde, men det ser ud som en Tanke. Sikrest træffer Kamma Rahbek hans Væsen med det spøgefulde Bakkehusnavn »den uomvendte Adam«. Den Menneskelighed, der var i Oehlenschläger, var ikke, som hos Grundtvig, den vældige Natur, som ved Kristendommens Aand løftes ud over sig selv, eller, som hos Goethe, den dybe Natur, der begrunder sig i sig selv som et Kunstværk. Men det var den frodige Natur, der blomstrer af sig selv og uden noget andet Formaal. Det er den psykologiske Sandhed i Heibergs æstetiske Bestemmelse af Oehlenschläger som »umiddelbar«, at hans Kunst og han selv med ingen anden Udvikling kender end Naturens: fra hans Ungdoms blomstrende Foraar til Efteraarslyset i hans sidste Værker.

Som i Kunsten, saa i Livet. Om Oehlenschlägers Personlighed er der af hans Samtid fældet de mest forskellige Domme. Nogle har fundet ham stolt og selvfølende, andre kærlig og fuld af Gemyt; nogle har han ogsaa i Samtale forekommet i høj Grad interessant, ja genial, andre kalder ham i mundtligt Samkvem ubetydelig, ja enfoldig. Sandheden er, at han kunde være alt dette, fordi han altid uden at beregne Virkningen af sin Fremtræden fremstillede sig ganske bar for Folks Domme. Hvorledes han som gammel tog sig ud for dem af de unge, der kendte ham bedst, viser en Privatudtalelse af C. L. N. Mynster i et Brev til Hostrup, der forsvarer sin Plads her som en klog og kærlig Dom af en samtidig over Oehlenschlägers Personlighed: »Oehlenschläger er et rent Naturmenneske, et uhyre genialt Barn med al dets Uartighed og Elskværdighed. — Han befinder sig i en uafbrudt Overgang fra Besværethed og Urimelighed ved den ringeste fysiske Møje til en alt jordisk forglemmende Digterbegejstring, i en idelig vekslende Stigen mod det høje og Falden mod det lave. Ens egen Følelse for ham maa naturlig bestandig ledsage hans egen Vekslen; snart føler man fuldelig hele den nyere Skoles Ret imod ham, tager Parti for dem, der sætter en uendelig Arbejdsskærsild som Geniets Pligt og fordrer, at den fødte Digter skal vorde genfødt Digter — og saa, efter at have følt den blotte Umiddelbarheds Dorskhed og Egenkærlighed, opløftes man ved dens Skønhed, Friskhed og Barnlighed. — Han er vel, hvad Hverdagsmennesker dadlende vilde kalde »et gammelt Barn«; men er det ikke fra en Side stort og beundringsværdigt, at en Mand gennem et langt Liv kan bevare al Barnets Uskyld og herlige friske Følelse? Han har gennem Livets Besmittelser bevaret en fuldkommen Hjertets Renhed; som et Barn oprøres han ved alt slet og urent, han hører eller ser, om det end er noget, hvori han i Handling selv har gjort sig skyldig; som et Barn føler han ved hver lille Ulykke, der møder hans Blik, ved hvert Dødsfald, han læser i Avisen, ved hver Tigger, han ser paa sin Trappe; som et Barn bliver han da i alt, som fordrer praktisk Modenhed, saa elskelig ufornuftig (siger sine Piger op, og naar de græder, beholder han dem igen o.s.v.). Inspirationen er jo naturligvis heller ikke noget rent overnaturligt, det himmelske tager kun Bolig i et med det himmelske væsentlig beslægtet Sind. Nej, Oehlenschläger er aldrig »Digteren i Helvede« (i Heibergs »En Sjæl efter Døden«), han er Digteren i Paradiset, i Edens Have, om end med al den ved Menneskebarnet klæbende Arvesynd, Egoisme og Begærlighed. — Der er nok af tørre, udbrændte, udfølte og udlevede Sjæle i vor Tid, til at ikke ogsaa Mennesket Adam Oehlenschläger som deres Modbillede bør opbygge og glæde«.

Den samme sanselige Frodighed, der er Grundtrækket i Oehlenschlägers Personlighed, prægede ogsaa hans Ydre. Hans Ansigt og Skikkelse bar, selv da han var ældre, intet Mærke af Arbejde og Villieskampe, men gav Indtrykket af en naturlig Blomstring. Som gammel Mand mindes Steffens »hans højst indtagende Ansigtstræk, Ilden i hans smaa sorte (skal være: hverken smaa eller sorte) Øjne, den utaalmodige Bevægelighed i alle hans Miner, den vidunderlige Blanding af blød Længsel og trodsig Kækhed i alle hans Ytringer«. En Tegning af Riepenhausen fra Oehlenschlägers Ophold i Rom viser endnu samme Træk. Fra hans Alderdom har den svenske Forfatter Wilh. v. Braun gengivet sit Indtryk af ham med de Ord: »Det var en ældre, noget førladen Mand med ædle, skønne Træk; i Særdeleshed havde hans Mund et uendelig venligt og vindende Udtryk. Hans Kinder var blomstrende som en tyveaarig Ynglings, hans Haar glinsende og næsten sort. Alene paa de tætte Rynker ved Øjnene kunde man se, at han var over Middelalderen«. Gertners Maleri paa Frederiksborg er fra denne Tid.