Phantasien svinger
Sine lette Vinger,
Svæver hid fra Ganges til sin Skiald.
Kort var grønne Sommer,
Hvide Vinter kommer,
Folket samler sig i lune Hal.
Medens Stormen tuder,
Sneen slaaer paa Ruder,
Brænder Arnens Flamme klar og huld.
I den dunkle Stue
Ved den røde Lue
Føler Siælen sig saa underfuld.
Kold og mørk er Norden,
Længer ned paa Jorden
Ønsker den Forfrosne sig at boe,
Hvor i Floras Arme
Solens hulde Barme
Stedse giør ham lykkelig og fro.
Støvet sine Lænker
Føler tungt, og tænker:
„Var du dog engang saa lykkelig,
Sligt et Liv at nyde,
Vilde Skiebnen yde
Hvad Indbildningen kan ønske sig!”
Og hvorfor da ikke?
Livets Øieblikke
Svinde hurtigt, som de hurtigt kom;
I din Aand sit Sæde
Har den sande Glæde,
Følelsens og Tankens Helligdom.
Hvad du føler, tænker,
Dig jo Lykken skienker;
Det er virkeligt, det lever du.
Lad da Stormen tude
Frygteligt derude:
Bundet er til Vintren ei din Hu.
Vil du ned til Syden?
Hør paa Harpelyden!
Skialden ved dit Ønske fryder sig.
Isen staaer om Kysten;
Du kan ei til Østen?
Vel, saa kommer Østen hen til dig.
Lad den indre Lue
Vintrens Harme kue!
Himlens Ild jo smelter Jordens Iis.
Kulden kan kun qvæle
Følesløse Siæle.
Musen svinger dig til Paradiis.
I et broget Billed
Har hun her dig stillet
Livet frem paa sit bemalte Blad:
Overflod og Nøden,
Nydelsen og Døden,
Himmel, Helved, Kiærlighed og Had.
Hvad dig her er skrevet,
Har du ofte levet;
Bland ei Mandens Digt med Barnets Tant!
Skialden kan kun samle
Sig det Ny af Gamle.
Læs, og du vil finde Digtet sandt.
Kaldt fra Østens Strande
Mon Aladdin lande,
Ført herhid ved Digterskibets Gang.
Musen smiilte yndig,
Aly og Gulhyndy
Egne Børn af Skialdens Hierne sprang.