Christian 7. (1749–1808)

Christian VII, 1749–1808, Konge, var født 29. Jan. 1749. Hans Forældre vare Frederik V og dennes første Dronning, Louise af England, Datter af Georg II. Efter sin Faders Død 14. Jan. 1766 besteg han Tronen, ikke endnu fyldt 17 Aar. Alle Beretninger tyde paa, at han som Barn havde noget i høj Grad vindende ved sin ydre Personlighed og tillige i visse Retninger endog paafaldende gode Evner, baade en hurtig Fatteevne og en ypperlig Hukommelse. Men han var tillige et Barn, som maatte behandles med megen Omhu, hvis der skulde komme noget heldigt ud af ham. Der var noget uroligt, springende, overfladisk i hans Begavelse, saa det var svært at holde hans Opmærksomhed ved, hvad der ikke strax morede ham; alvorlige Samtaler vare ham en Plage. Men, hvad der var endnu langt mere faretruende, skarptsynede Iagttagere vilde kunne opdage Træk hos ham, der tydede paa, at der laa en Spire til Vanvid hos ham. Ulykkeligvis blev der taget med Jærnhænder paa denne ængstelig sarte Konstitution. Hans Fader brød sig ikke det mindste om hans Opdragelse, der ganske blev lagt i Hænderne paa hans Overhofmester, Grev D. Reventlow, holstensk Godsejer og senere Medlem af Konseillet. Man kunde ikke have gjort et ulykkeligere Valg. Reventlow var vistnok ikke uden Paalidelighed og Samvittighedsfuldhed, men brutal og barsk uden det ringeste Gran af pædagogisk Forstand. Han gjennemførte et sandt Pryglesystem i Opdragelsen af den snart aldeles forkuede Prins, i hvem han vilde indbanke en vis Masse af positive Kundskaber, ligegyldigt, om de bleve fordøjede eller ikke. Om at vække Prinsens Sans for store og skjønne Opgaver, om at forsøge at give ham højere Interesser eller forædle hans Følelser havde han ingen Forestilling. Den af Prinsens Lærere, som havde mest at gjøre med denne, G. H. Nielsen, senere Bibliothekar ved Kongens Haandbibliothek og Konferensraad, var med al sin personlige Hæderlighed en aandløs, udtørret, rationalistisk Natur, som mindst af alt kunde virke vækkende og befrugtende paa Prinsen. Derimod var det et heldigt Valg, da den franske Schweitser Reverdil blev indkaldt for at være en af hans Lærere. Han fik tidlig et klart Blik for de truende Sider i Prinsens Personlighed og for det skammelige i den Behandling, han var Gjenstand for fra Reventlows Side. Maaske skortede det Reverdil noget paa Friskhed; men han søgte med Omhu at knytte Prinsen til sig og virkelig at opdrage ham paa en sund og god Maade til at blive Konge for sit Folk. Hvilke Anstrængelser han imidlertid end gjorde sig, blev Resultatet af C.s Opdragelse, taget i sin Helhed, kun slet. Hvad hjalp det, at han lærte baade Dansk, Tysk og Fransk til Fuldendthed – Dansk, som det karakteristisk hedder, «bedre end nogen dansk Konge i lang Tid» –, eller at han dansede fortrinlig og kunde optræde med megen Anstand? Ingen, der saa lidt dybere til, kunde, da han besteg Tronen, haabe paa noget godt af ham som Regent. Reventlows Mishandlinger havde kvalt Spirerne til milde og kjærlige Følelser hos ham, han var bleven paa én Gang sky og ondskabsfuld, hævnlysten og uden Tro paa andre Mennesker. Det Talent, han stærkest havde udviklet, og som han unægtelig ypperlig forstod at bruge, var Spotten, Persiflagen. Blottet for virkelig religiøs Følelse fandt han Fornøjelse i kaade Spotterier paa dette Omraade, og det var ham en Yndlingsfornøjelse at efterabe eller stikle paa Ministre og, hvem han ellers kom i Berøring med. Oven i Kjøbet havde han allerede faaet Smag paa Udsvævelser. Ogsaa i den Henseende var han bleven uforsvarlig behandlet som Barn. Han havde faaet Pager, der vare fordærvede unge Mennesker, og da han, skræmmet af sin Overhofmesters Tyranni, kastede sig i deres Arme, havde de let ved at forføre ham. Det havde, fortæller Reverdil, været hans Haab, naar han blev voxen, at have en Tid, inden han blev Konge, i hvilken han kunde «være rask», d. v. s. hengive sig til alskens Udsvævelser, for dog endelig at blive holdt skadesløs for den Tvang, han havde været Gjenstand for. Bag alt dette lurede endelig Vanviddet som en forfærdelig ødelæggende Magt, næret ved den gyselige Opdragelse.
Da han blev Konge, tog han efter Reverdils Opfordring til Valgsprog de smukke Ord «gloria ex amore patriæ» (Fædrelandskjærlighed være min Hæder), og Konseillet, der vedblev at være det samme, som det havde været i Frederik V’s Tid, med J. H. E. Bernstorff som sin egentlige Leder, havde Lejlighed til at forbavses over, hvorledes han undertiden kunde tage sig sammen til at arbejde med Klarhed og Skarphed. Men, som det var at vente, traadte Skyggesiderne i hans Natur, formørkede af det voxende Vanvid, snart frem for al Verden, nu da de kunde vise sig frit uden Skranker. Niebuhr har et Sted i sine Skrifter sagt, at C. VII havde en Del i sig af en Caligula. Bemærkningen er sand. De vare beslægtede Naturer, men lykkeligvis vare Forholdene her hjemme vidt forskjellige fra Roms i Kejsertiden, og lykkeligvis havde C. langt mindre Vildhed i sig end den vanvittige romerske Kejser. At give efter for sine skadefro og ondskabsfulde Luner og at volde Folk Ubehageligheder var imidlertid en Nydelse for ham. Da han kort efter at være kommen paa Tronen blev bragt til at afskedige General Saint-Germain fra hans høje Plads i Spidsen for Krigsstyrelsen, sagde han med et Udtryk af Glæde: «Han har gjort Springet». Og den Slags Fornøjelser skaffede han sig i rigeligt Maal. Det blev derfor en højst uhyggelig Tid, i hvilken den ene Intrige imellem fremragende Personligheder eller Mænd, der havde Kongens Øre, fulgte den anden i Hælene. Han var let at lokke for dem, der kunde sværte Mænd af hans Konseil eller i andre høje Stillinger. Bernstorff følte Jordbunden vakle under sig og var ved at fortvivle ved Tanken om, hvor let den vigtige Underhandling, han førte med Rusland om det holstenske Mageskifte, kunde briste under alt dette.
Imidlertid var Caroline Mathilde bleven C.s Dronning (s. ovfr. S. 392); men det var strax fra først af klart, at denne Forbindelse ikke kunde virke til at bringe Ro i Kongens Liv. Maaske endnu mere efter sit Bryllup med hende end tidligere hengav han sig med en Kreds af Svirebrødre, hvoriblandt Grev Holck og en Lieutenant Osborn, til de raaeste Udsvævelser, besøgte i Forening med dem Kjøbenhavns berygtede Huse og satte sin kongelige Værdighed paa Spil ved at slaas med Vægterne og rave drukken hjem igjennem Gaderne. Et ejendommeligt Træk, der blandede sig ind i alt dette Uvæsen, var en vis Ødelæggelseslyst hos ham. Det var ham tit uimodstaaeligt at slaa Spejle og Møbler itu i de Knejper og Kipper, hvor han søgte.
Man kan forstaa, at Forfærdelse greb Bernstorff og andre af de høje Embedsmænd, da Kongen 2 Aar efter sin Tronbestigelse fik Lyst til at foretage en Rejse til England, Frankrig og Tyskland. Skulde Skuepladsen for hans skandaløse Optrin nu forlægges til London og Paris? Men det gik bedre, end man kunde vente, paa denne Rejse (6. Maj 1768 til 1. Jan. 1769). Det var, som om det nye, Kongen saa, holdt ham i Aande og fængslede ham i den korte Tid, han opholdt sig paa de forskjellige Steder, saa han ikke fristedes til at henfalde til sine vante Laster. Og den Evne, han havde til, naar det endelig skulde være, at vende den elskværdige Side udad og endog komme med pikante, aandrige Svar, svigtede ham ikke. Saaledes kunde Fortællinger komme i Omløb om, hvor ypperlig han ved flere Lejligheder havde slaaet ind i den rette Tone. Ludvig XV, fortalte man f. Ex., havde forestillet en Søster til Hertugen af Choiseul for ham og spurgt ham, hvor gammel han holdt hende for at være. C. svarede intet. Nu vel, vedblev da Kong Ludvig, hun er over 50 Aar. «Sire», svarede C., «on ne vieillit pas à Votre cour» (ved Deres Majestæts Hof bliver man ikke gammel). Det almindelige Indtryk, han vakte, var Forbavselse over, at han var saa langt bedre end de Rygter, der havde været i Omløb om ham. Bernstorff havde Grund til at føle sit Hjærte lettet ved at se Rejsen løbe saaledes af.
Men dette var ligesom den sidste Opblussen af de opvakte Sider af hans Natur. Netop snart efter at han var kommen hjem, sank han mere og mere sammen i Sløvhed og Sindsforvirring, medens Caroline Mathildes og Struensees fuldstændige Herredømme over ham udviklede sig. Der havde kun været én Side af Styrelsen, han havde haft virkelig Sans for: det var for, hvad der stod i Forbindelse med Landboreformerne. For dem havde Reverdil vakt hans Sans. Maaske har han da med nogen Interesse fulgt, hvad Struensee vilde gjennemføre paa dette Omraade; ellers har han ganske sikkert tankeløst laant sin Underskrift til hans store Omdannelser. Om Struensees Forhold til Caroline Mathilde havde han en tydelig Forestilling; men han var for sløv til at kunne andet end raillere over dem og over sig selv. Den Behandling, han personlig var Gjenstand for, var kun alt for tit i mange Maader hensynsløs. Til sit daglige Selskab havde han en Tid lang en Negerdreng, og naar Ødelæggelseslysten kom over ham, kunde han more sig med i Drengens Selskab at kaste Spejle, Porcellæn o. a. ud af Slottets Vinduer. Dog fik han det bedre, da Reverdil, som han i et af sine Luner havde jaget ud af Landet 1767, blev kaldt tilbage i Eftersommeren 1771 for at være ham til Selskab. Den fremherskende Følelse hos ham imod Struensee og Brandt var vistnok Frygt og med Hensyn til den sidste ligefrem Had, efter at han endog var bleven pryglet af ham (s. ovfr. S. 6).
Lige saa viljeløst som han havde ladet Struensee og Caroline Mathilde regere, lige saa viljeløst gav han sin Underskrift om Morgenen 17. Jan. 1772 til deres og deres vigtigste Tilhængeres Fængsling, og uden Vilje var han i den følgende Tid Konge af Navn indtil sin Død i Rensborg 13. Marts 1808. Werlauff har fortalt, at han endnu saa sent som 1801 har set ham danse Menuet med stor Ynde, og han bevarede forholdsvis længe den Egenskab at kunne optræde med en vis Anstand; men hans Tilstand var i høj Grad sørgelig. Det var paa hans forstyrrede idelige Snakken med sig selv klart, at han syslede med mørke, mismodige Tanker, og ikke sjælden brød den bitre Side af hans Natur løs ved skarpe Udtalelser til eller om andre. Da han i Sept. 1807 under sit Ophold i Kolding en Søndag var i Kirke, hørte man ham tale med sig selv paa vanlig Maade. «Wer kommt heute in die Kirche?» sagde han, og derpaa svarede han: «Der König und seine elende Suite». Selv til Kronprins Frederik kunde der komme de hvasseste Udfald fra hans Side. Naturligvis bevarede Folket en vis Medlidenhed med den ulykkelige, sindssyge Konge; men desto værre kunde denne Følelse ikke finde en Forøgelse ved Mindet om skjønne eller hæderlige Træk fra hans første Regeringsaar, inden Vanviddet endnu havde lagt sin Taage over hans Forstand og knust hans Vilje.
I C.s Ægteskab med Caroline Mathilde fødtes Sønnen Frederik (f. 1768), den senere Frederik VI, og Datteren Louise Augusta (f. 1771), der blev gift med Hertug Frederik Christian af Augustenborg.
Reverdil, Struensee. Nyt hist. Tidsskr. IV, 471 ff.
1749
Christian 7. født på Christianborg Slot.
1755
Jordskælv i Lissabon dræber 60.000.
1756
Syvårskrigen (1756–1763) udkæmpes i Europa og kolonierne.
1764
Josef II krones til romersk konge. Han bliver tysk-romersk kejser i 1765.
Jens Schielderup Sneedorff død.
1766
Aalborg Stifttidende udkommer første gang.
Christian VII (1749–1808) udråbt til konge.
1767
August Wilhelm Schlegel født i Hannover.
1768
James Cooks opdagelsesrejser i Stillehavet (1768–1779).
1769
Dampmaskinen begynder at få industriel anvendelse.
1770
Trykkefrihed indføres indtil censurens genindførelse 20/10 1773.
1771
Struensee ved magten.

Jens Juel:
Johann Friedrich Struensee, 1771. Schloss Celle.
1776
De amerikanske kolonier vedtager deres uafhængighedserklæring.
1781
Immanuel Kant udgiver Kritik der reinen Vernunft (Kritik af den rene fornuft).
1783
Brødrene Montgolfiers varmluftballon gennemfører den første frie bemandede flyvning i Paris.
1784
Den 16-årige Frederik VI (1768–1839) overtager regeringsmagten fra sin sindssyge far.
1788
Ophævelse af stavnsbåndet.
1789
Den franske revolution bryder ud.

Jean-Pierre Houel: Vue du siège et prise de la Bastille.
Den franske nationalforsamling vedtager Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder.
1790
Danmarks første dampmaskine i Holmens Ankersmedie.
Immanuel Kant udgiver Kritik der Urteilskraft (Kritik af dømmekraften).
1791
Mozarts opera Tryllefløjten uropføres i Wien.
1793
Louvre åbner som offentligt kunstmuseum i Paris.
1796
Alois Senefelder opfinder litografien.
1797
Caspar Wessel, bror til digteren Johan Herman Wessel, giver en geometrisk fortolkning af de komplekse tal.
1798
Napoleon invaderer Egypten.
Peter Frederik Suhm død.
1799
P. A. Heiberg idømmes landsforvisning pga. artiklerne »Politisk Dispache« og »Sprog-Granskning«.
1801

C. A. Lorentzen:
Slaget paa Rheden 2. april 1801, 1802, olie på lærred, 123 × 205 cm.
Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. ⌘1802
Oehlenschlägers Digte (1803) udkommer.
1803
Napoleonskrigene (1803–1815).
1806
Det Tysk-romerske Rige opløses.
Napoleon besejrer de preussisk-sachsiske tropper ved Jena og Auerstedt. Weimar plyndres af franske tropper.
1807
København bombarderes af englænderne.

C.W. Eckersberg:
Københavns Bombardement, 1807. Københavns Bymuseum.
1808
Christian VII død. Frederik VI (1768–1839) som har haft regeringsmagten siden 1784, udråbes til konge.
Danmark erklærer Sverige krig.
Christian 7. død i Rendsborg.