Den røde Sol gaaer ned bag gyldne Væng,
I Skumringen jeg stemmer Harpens Stræng,
Og synger dig, min Barndoms friske Minde!
Den store Sværm har Træerne forladt;
Nu skinner Maanen i den klare Nat,
Og Busken gyser i de sagte Vinde.
O, elskte Barndomsegn! hvor mangen Gang
Har jeg med Veemod lovet dig en Sang,
Naar dine Syner stod for Siælens Øie;
Naar langt fra dig, paa Floder eller Field,
Jeg skued dine Sølver-Kildevæld
At vinke mig til Siællands Blomsterhøie.
Jeg sang min Sorg i Aftnens dunkle Stund,
Naar Nattens lyse Skive, guul og rund,
Paa een Gang saae til mig og mine Kiære;
Begræd mit Savn, med Haanden under Kind,
Og bad den flygtige, den snare Vind
Mit Suk hen over Østersøen bære.
Nu er jeg her, nu atter her jeg staaer.
For første Gang igien i tretten Aar
En Hytte jeg af dine Grene bygger.
Min Graad, min Ild forvandler sig til Ord.
Jeg veed, at her min Sanggudinde boer
Bag Valnød- og Kastanie-Træets Skygger.
Kom, I velsignede. I elskte Børn!
Med eder vil jeg staae for Rosens Tiørn,
Og dvæle ved ethvert mærkværdigt Minde.
End er jeg Barn, og glæder mig, som I;
Den søde Blomstertid er ei forbi,
Nei, nei, med Døden skal den først forsvinde.
Endnu I ikke denne Sang forstaaer;
Men naar som Olding jeg med Sølverhaar
Mit sidste Ly ved eders Arne finder,
Da skal Charlotte læse mig min Sang,
Og jeg skal smile venligt hver en Gang
En Taare lister sig paa hendes Kinder.
Men har alt Søvnens Broder venlig lukt
Den kiære Faders Øie, Flammen slukt,
Og hviler han med Moder hist i Haven,
Da skal I læse Digtet alle Tre
En Vinteraften, naar den hvide Snee
Med sine Englevinger dækker Graven.