Hulde Fyrstinde, som elsker de Steder,
Hvor fine hellige, barnlige Glæder
Digteren nød!
Tør mellem Iduns besiælede Sønner
Een dig velsigne, forbi du forskiønner
Vældet hvoraf hans Lyksalighed flød?
Tidlig som Barn var jeg vant til at skue
Blidhedens, Dydens og Fromhedens Lue
Stærkt i dit Blik.
Hvergang jeg saae dig i Kirken andægtig,
Hvergang jeg saae dig i Høisalen prægtig,
Anelser jeg om det Ædleste fik.
Vel har du vidst, at i Sommer forvoven
Med mine Smaae jeg mig sneg giennem Skoven,
Hegnet for dig;
Men du har gierne tilladt mig at tænke
Taus paa min Ungdom fra hellige Bænke.
Hvor mine Minder tilsmilede mig.
Aldrig en Skov jeg saa yndig har funden,
Kiær for mit Hierte, som Søndermarks-Lunden.
Aldrig et Tag
Huldt majestætisk og skiønt for mit Øie,
Som Fredriksberg med de lysgule Fløie
Paa en forfriskende Midsommerdag.
Und da nu Skialden den festlige Glæde,
Henrykt med Harpen i Hallen at træde,
Und ham din Glands!
Og hvis opmærksom til Sangen hun lytter,
Dronningens Bifald, o Daphne! jeg bytter
Ei for din Laures livsaligste Krands.