Til munter Fest skal Barders Harper klinge,
Hvor Glæden er, der lyder Sang;
Den grønne Fugl udspiler alt sin Vinge,
Og venter Kuglen paa sin Stang,
En Phønix, som paa ny opstaaer
Af Asken, atter Aar for Aar.
Som Haabet grøn, den vil os aldrig svigte,
Hver Sommer giester den vor Strand.
Den laner til det høie Maal at sigte,
Til Hæder for vort Fødeland.
Den øver Øiet, over Arm,
Og føier Barm til Broderbarm.
Den minder om et helligt Laug i Norden,
Som gnaves ei af Tidens Tand.
Den viser, at i Solskin og i Torden
Fornøiet staaer den danske Mand,
At Munterhed kan aldrig døe
Paa Siællands skiønne Bøge-Ø.
Fra Arilds Tid Dankongen var en Fader,
En Hyrde bag sin Bøgeskov;
I Leirelund, i Roeskilds gamle Gader
Ved Bægret lod Skjoldungens Lov.
Han sad, med sine Mænd i Ring,
I Hallen og paa Kongething.
Da kom en Tid, hvor Sydens kiælne Sæder
Fortrængte Nords Enfoldighed:
Stormanden gik i guldbestukne Klæder,
Og skued stolt paa Folket ned;
Foragtet blev den danske Mand,
Og Bonden sank i Trællestand.
Nu Drotten staaer blandt Nansens, Svanes Sønner,
Forskiønner os vor Borgerfest,
Med venligt Smiil han Skytterne belønner,
O, Held vor kongelige Giest!
Som Rolf han smiler blandt os her,
Og Viggo føler sig Enhver.