Hurtig sin Hest og sin Hast og Alt blev af Degnen forglemt, da
Hist vi, uventet, paa Thee bød ham til Giest, og Tobak;
Selv Tobakken tilside blev sat, for ey at fordærve
Theens fortræflige Smag; Manden blev myg og human.
Snildt min Staldbroder loe, mig Lysten opkom til at græde;
Alt for troe et Symbol saae jeg paa Tidernes Gang.
Havde Chinesernes Thee ey fortrængt dig, vort straalende Miødhorn!