Nu Natten stærkt sig nærmed;
Dog næsten lod det,
Som Dagen endnu dvæled,
Og kun i Dæmring
Laae Mark og Eng og Mose.
Og mægtigt Stiernen
Fra Himlens klare Hvælving
Saa helligt lued.
Den Aand, som hist ved Aaen
Min Aand besøgte,
Den Salige, som svæved
For Siælens Øie,
Nu som en Fee, en Fylgie
Med Fingren vinkte.
Charlottes Aand med Længsel
Jeg længe fulgte.
Da den forsvandt bag Skoven.
Og der, paa Marken,
Brat for en liden Bakke
Mig fremmed Bonde
Saa høi og herlig hilste,
Han tog til Hatten —
Den var af Staal; der svæved
En Svanefieder.
Og rusten var hans Rustning,
Af Jern dens Ringe;
Bred var han over Barmen,
Og lange Lokker
Vildt flagred hen i Vinden.
Ved Hoften Hialtet
Af Sværdet endnu straaled
Med Ædelstene.
Men aldrig kan hans Ansigt
Jeg atter male.
Der blinked under Brynet
En selsom Blanding
Af Venlighed og Vildskab,
Forstand og Vrede.
Til mig han dog med Mildhed
Saalunde mæled.
Ei dog jeg strax forstod ham,
Thi sært var Sproget.
Og næsten — gammelnordisk —
Det klang, som Nornens
Forskrækkelige Stemme,
Naar høit i Storm en
Hun taler. Dog var Talen
Ei uden Tække.
Sin Haand, den stærke Høire,
Udstrakte Helten.
Den trykte min; ved Taget,
Skiøndt venlig tæmmet,
Det lod, som grumme Løve
Med Labben krysted.
Dog tvang jeg mia til Taushed.
Da taled Manden:
„Jeg maa dig dog for Mindet
I Modersmaalet,
Skiøndt Tiden det har svækket —
Jeg maa for Sangen
Dog, Skiald! min Tak dig sige.
Du mig fremstilled
For Nutids Folk og Fyrster,
Jeg var dem fremmed.
Du gav — hvad du kan give.
I Digterglaret
Du saae min fierne Stierne,
Lod den gienstraale.
Snart mindre, Ven! snart mere
Jeg vorde maatte,
End virkelig i Verden
Jeg fordum virked.
En Skiald kun eier Sproget;
Hvad ei kan skrives.
Det Skialden ei kan skildre,
Han hylder Skiønhed.
Du danned mere dannis
Mig Dømmekraften;
Men Kraften du til Kampen
Ei virke kunde.
Farvel! Jeg ønsker fagre
Dig Fremtidsdage.
Syng kraftigt end om Kæmper
Som Gubbe, Kiære!
Gaa gierne til vor Gravhøi,
Hent rustne Ringe,
Og smed dem paa din Smedie
Til Staalet blanke.”
Saa taled den store Skygge — forsvandt.
Ad Morgen monne det lakke,
Alene jeg mig i Duggen fandt
Paa den nedpløiede Bakke.
Da kom en Bonde mig hist forbi,
Mens endnu Stiernerne blinked;
Da han mig saae fra den fierne Sti,
Med begge Hænder han vinked.
„Christ fri mig! tør I hvile jer der
Paa Palneshøien den lede?
Og frygter I ei ved Stierneskiær
For Spøgelsets grumme Vrede?”
Hvad? — spurgte jeg — her er Palnes Høi?
„Ja vist, og der spøger Loke.”
O, — raabte jeg henrykt, og kyssed dens Græs —
Min elskede Palnatoke!