Solen skinner ikke meer paa dig,
Meget Solskin ei du nød i Livet.
Veemodsfuldt erindres du af mig,
Du til Hustru blev af Gud mig givet.
Kiærligt mindes jeg din Ungdomsvaar —
Der, som Sommerfugl, min Tanke sværmer,
Levende jeg seer den, som i Gaar,
Naar sig Mindet atter Siælen nærmer.
Du var kraftig, du var sund og skiøn,
Deilig Rosenknop i Morgenrøden.
Hvilken Forskiel, da du laae i Løn
Bleg, og droges ubevidst med Døden!
End som Moder kan jeg grandt dig see
Med de Smaae — o, hvilken yndig Scene!
Gode Gud! beskyt de kiære Tre;
Christiane slumrer hos den Ene.
End jeg seer dig: Intet du attraaer
For dig selv, du lever kun for Andre.
Og naar Solen høit i Zenith staaer,
„Kiærlighedens Sti” jeg seer dig vandre.
Søde Urter du os hente vil,
Du ved Bordet vil os gierne fryde;
Men du selv — vi faae dig ei dertil,
Vi skal nyde, du vil Intet nyde.
Ak! du var saa ivrig og saa tro,
Men du vandred ei ad Glædens Bane.
End jeg seer dem hist, de gamle Skoe,
Og din brune Kaabe, Morgiane!
Din Aladdin var jeg, skiøndt din Mand;
Og igiennem alle Livets Kampe
Trøstede dig i din Ægtestand
Poesiens underfulde Lampe.
Denne Verden ei du ret forstod,
Derfor ængsted dig for megen Smerte.
Ivrig var du — men du var saa god,
Naar ei spændt, uroligt var dit Hierte.
Nu er Hiertet roligt. Du er glad
Hos din Gud — din Huusbond er bedrøvet,
Skiøndt jeg veed, vi kort kun skilles ad,
Salig Aanden svinger sig fra Støvet.
Følg mig som en Skytsaand paa min Vei,
Vift i mine høstliggule Blade,
Smiil i Vaar som en Forgietmigei!
Aldrig du din Digter maa forlade.
Giv til mangen Sang mig Ild og Lyst,
Lær med Jordens Sorg mig at forsone,
Og naar Døden isner dette Bryst —
Salige! bring mig til Naadens Throne.