Visselulle nu, Barnlil!
Sov nu sødt, og sov nu længe,
Skiøndt din Vugge stander stil,
Uden Duun og uden Gænge.
I din Sommers første Tid
Storm ei hvined over Stubben;
Morgenen var blaa som blid,
Da som Blomst, du sprang af Knoppen.
Frisk som Rose blussed du
I din Skiønheds feire Dage.
Atter vorder ung min Hu,
Naar paa dem jeg seer tilbage.
Da med os hver Hyttens Giest
Christianes Fødsel signed;
I den muntre Rosenfest
Selv hun sine Roser ligned.
Juli! du i Aar oprandt
Ung, som før, med Rosenrøden —
Christiane du ei fandt,
Livet skifted om med Døden.
Hulde Roser samme Glands,
Som i hendes Ungdom, viste;
Men de skienkte kun en Krands
Til den Bleges sorte Kiste.
Visselulle da, Barnlil!
Sov nu sødt, og sov nu længe,
Skiøndt din Vugge stander stil,
Uden Dunn og uden Gænge.
Som Aladdin staaer din Ven —
Halvt Aarhundred snelt bortiilte —
Tænker paa den Tid igien,
Da til første Sang du smiilte.
I din Lottes Blomsterbed
Hviil, hvor alle Sorger tie;
Smiil fra Himlen Lykke ned
Til din elskede Marie!
„Tag dem, Gud! i Varetægt,”
Lød til Himlen dine Bønner.
Hulde Skytsaand! følg din Slægt,
Sign din Husbond, dine Sønner.
Børnebørn, de kiære Smaae,
End ei veed, hvad de forliste,
Vil den Kiærlighed forstaae,
Som du dem i Svøbet viste.
Moder var du blot ei dem —
Armod vilde du beskytte,
Og du fandt dit Hiertes Hiem
Atter i saamangen Hytte;
Følte dybt, hvad Næsten leed,
Og for Svages Hielp at fremme,
Du med skiøn Veltalenhed
Hæved bedende din Stemme;
Negted selv dig Fryd og Lyst,
Tarveligt du monne vandre,
Oftest med bekymret Bryst,
Thi du deelte Sorg med Andre.
Ingen Veemod føles nu,
Hist forstumme Støvets Klager,
Salig gienfødt smiler du,
Ingen Sorg dit Hierte nager.
Christiane! — men dit Savn —
Hvor skal jeg min Lindring finde?
Hvad har jeg igien? — Dit Navn
Og dit dyrebare Minde.
Og de Børn, som du mig gav,
Elskte Sønner, elskte Datter,
Trøste skal mig til den Grav,
Hvor vi gienforenes atter.
Stedse, til du mig forlod,
Mine Sange var dig kiære;
Ja, din Aand min Aand forstod,
Og min Ære var din Ære.
Naar jeg nu har endt en Sang,
Søger, efter gamle Vane,
Dig — da lyder Harpens Klang
Aldrig meer for Christiane.
Ved din Grav, til sorgfuldt Sind,
Harpen toner svagt og ene,
Som en vildsom Nattevind
I de vaade Vintergrene.
Visselulle da, Barnelil!
Sov nu sødt, og sov nu længe!
Skiøndt din Vugge stander stil,
Uden Dunn og uden Gænge.