Til visse Dadlere
Juni 1815.
Juni 1815.
I kalde det Skam, som Hesten at trække?
I troe, det sætter i Dyrets Række,
Naar raske Gutter Konningen drage?
Hvor ubeføiet er eders Klage!
At binde den Arm, som sin Kraft vil skienke,
Det er, at smedde Manden i Lænke;
Men den, som yder en frivillig Gave,
Den Mand giør ikke sig selv til Slave.
Den Fattige Haandens Formue kun eier;
Men ædle Villie dog Alt opveier.
Hans Drot er i Karmen! han griber Stangen,
Og hædrer ham derved meer, end Mangen —
End Mange, der sig forfængeligt smykke
Til Høitidsfesten for egen Lykke.
Selv Oldtids stolteste Kæmper bolde
Bar kneisende deres Drot paa Skiolde.
Lastdrageren dog I ei foragte.
Skiøndt Byrden saa nær ham Dyret bragte.
Mon Fader og Moder som Heste trille
Til Skoven hisset den elskte Lille?
Hvi skulde Folket i Jubelchore
Ei ogsaa stundom drage den Store?
En faderlig Ven paa Hænderne bære —
Er os ei en Skam, men ham en Ære.
Seer! Alle vil dele Byrden den lette,
En Hiertekrands om Konningen flette,
Tilsmile den elskte Drot fornøiet,
Og see hans venlige Siæl i Øiet.
Mon Kiærligheden sin Adel forliser,
Fordi den kraftigt sit Kiærtegn viser?
Mon Mennesket har sig som Dyr borthyret,
Fordi han viser Kræfter, som Dyret?