Cantate
i Anledning af
i Anledning af
Kongens Fødselsdag,
Kongens Fødselsdag,
afsiungen i Regentskirken den 4de Februar 1826.
afsiungen i Regentskirken den 4de Februar 1826.
Før Talen.
Lyd høit, vor Sang!
Med Jubelklang;
Nu Fredriks Fødselsfest vi hædre.
Hvor skiønt, at kalde sig hans Søn,
Den bedste Fader iblandt Fædre!
Bort Norden kiender ingen bedre;
Thi lønner ham med Hiertets Løn.
Ved Bautasteen
En fager Green
Af Ygdrasil nedsatte Balder.
Den oldenborgske Stamme steg,
Hvor frugtbar Urdurs Kilde falder;
Og skiøn den blev i moden Alder,
Da Stormen taug, og Taagen veg.
Med Laurbær ei,
Med unge Mai
Af denne Stamme vi os smykke.
Vor Fredrik! din er Danmarks Sag;
At være din, er Danskens Lykke.
Ei meer skal tunge Taager trykke
Vor Valdemar, vor Atterdag.
Efter Talen.
At elske sin Konge, det byder sig selv.
Naar elsked ei Dalen en rigelig Elv,
Som venligt befrugter hver blomstrende Kyst,
Og slynger sig huldt mellem Bakkernes Bryst?
Men Kiærlighed, skiøndt i hver Alder saa god,
Især dog besiæler ungdommeligt Mod;
Thi siunger, I Svende! saa høit nu i Sky:
Vi hædre vor Konning i Absalons By.
Soldaten, naar han har sin Fælled forladt,
Og iler til Hiemmet med Løv i sin Hat;
Matrosen, som stiger fra Dækket paa Strand,
Og gienhilser henrykt sit Fædreneland;
Selv nyttige Svend med en Bylt paa sin Ryg
Jo raaber et Hurra for Kongen, saa tryg:
Og skulde Studenten ei raabe mod Sky,
Hvor Høiskolen blomstrer i Absalons By?
Jeg elsker min Drot, og i Død for ham gaaer,
Saa sikkert som Danmark og Stormgaden staaer.
Naar Faren os truer, Studenten er kold,
Da møder han rolig paa Mark og paa Vold;
Men giensmiler Freden, da banker min Barm,
Som varmt for min Pige, for Frederik varm.
For Fredrik, for Danmark vi leve, vi døe,
Og Gud skienke Held til det spirende Frø!