Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Først under Hiertet bærer

Ham underfuldt en Viv;

Han fødes, han begiærer,

Men Gaade blier hans Liv;

Han nyder, han undværer

I Kiærlighed og Kiv;

Han hader, elsker, ærer,

Alt efter Lunets Bliv;

Han glædes, Sorg ham tærer,

Snart haard, snart som et Siv;

Han tvivler, haaber, lærer,

Og bruger Sværd og Kniv;

Og — otteti Aar giærer

Høit denne Tidsfordriv —

Saa maa han Plads hos sine Fædre tage,

Og kommer ei tilbage.