Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Natur og Sundhed hylder

Med Fest den hele Jord;

Natur og Sundhed skylder

Sin Glæde dette Bord.

Natur og Sundhed sammen

I Kredsen os har kaldt,

Og stærkt de nære Flammen

Hos os — som overalt.

Thi ei blot for at læge

Og for Natur forstaae

Skal Aanden sig bevæge,

Skal Forskeren omgaae:

Nei! Mandens klare Tanke

Nedriver Fordoms Muur;

Hvor ædle Hierter banke,

Der er en stor Natur.

Hvorefter Mange ledte.

Hvad ei man længe fandt:

Det Baand, hvormed Margrete

Saa løseligt os bandt,

Det var ei reent forsvundet,

Erstattet blev dets Tab;

Thi det blev atter fundet

Af Kunst og Videnskab.

Bort svandt de gamle Fagter,

Enfoldigt Nabohad,

Hver aandfuld Nordbo agter

Nu gode Nabo glad.

Og i vort Samfund finder

Sig Ingen udenlandsk;

Den lille Forskiel svinder

Fra Svensk, fra Norsk, fra Dansk.

I Musafredens Haver

Ei trives Tvedragts Tiørn;

Her er vi Skandinaver

Og Videnskabens Børn.

Og vore Drotter tænke,

Mildtfølende, som vi.

Den svandt, den snevre Lænke,

For Venskabs Harmonie.

Dog — alle Fædreskikke

Ei reent forsvinde maae:

I Venners Skaal at drikke,

Vi slægte Faedre paa.

For Forskere, for Læger

Er bedste Medicin

Af fyldte Høitidsbæger

Den broderlige Viin.