Til en Stad, som var rig ved sin Handel og Havn,
Men hvor Spidsborger altid blev bister
Paa hver Fremmed, der kom blot med Kunstnerens Navn,
(Hovmods retteste Navn er: Philister),
Drog til Liniedands en fornøielig Flok,
Ved Placater den Byen lod vide,
At naar Dandsen var endt, den som Menneskeblok
Vilde staae i en spids Pyramide.
Og hver Spidsborger følte sig dybt indigneert,
Han ei brødløse Kunster belønner;
Men den Ungdom, den Ungdom, den tænker forkeert!
Der i Byen var Døttre med Sønner,
Og de Piger fornøied den smidige Svend,
Og de Sønner vel Smag kunde finde
(Hver af morende Kunst en usigelig Ven)
I den yndige Hest-Dandserinde.
Og saa kom de hver Aften, og fyldte det Huus,
Hele Skaren til inderlig Gammen;
Men i Vertshuset Gubben, med Øl i sit Kruus,
Kaldte Giøglere Flokken tilsammen.
„Vi maae see i en Hast at faae Ende paa Sligt,
Og til Raadet indgive vor Klage.
Alt min Søn skrev i Gaar et Beriderske-Digt;
Vi maae strax dem af Byen forjage.”
Men som Gubben gaaer hiem til det Huus, hvor han boer,
Vel for Kølighed hyllet i Kappen,
Seer han Luen, som rød ud af Vinduet foer,
Og i Røg brændte Døren og Trappen.
„Ak, du evige Gud! Alting mistet jeg har,”
Skreg han høit i Fortvivlelsens Tone;
Men en Nabo med Trøst ham beretted: „See, Faer!
Jeg har reddet dit Barn og din Kone.”
Men fortvivlet han stirred til tredie Stok.
„Ha, hvad hielper os Børn vel og Koner?
Med at redde mig dem, troer du, dette var nok,
Uden Banco med Obligationer?
Snart nu brænder mig Alt, som det visnede Straa!”
Han til Brandfolket hidsig sig vender:
„Straalemester! lad Straalen mod Vindverne slaae;
Seer I ikke, hvor diævelsk det brænder?”
Og de sprøited og sprøited, og Trommerne gik,
Og hver Vægter peb høit i sin Pibe;
Men ei Obligationerne Borgeren fik,
Hans Fortvivlelse kan man begribe.
Da saa let som i Dands man paa Gaden hist saae
Giøglerskaren, som hiem vilde vandre;
Men da Nøden og Faren de kunde forstaae,
Trængte Flokken sig giennem de Andre.
Og paa Skuldrene sprang under lystige Sang
Nu den Ene saa let paa den Anden;
Snart en Menneskestige paa Muren der hang,
Bygget op, hexet hid, som af Fanden.
Og den Øverste Vindvet slog ind, og han tog
Kassen ud af den hvirvlende Lue,
Stod paa Gaden igien, rakte Gubben den hen:
„See, der har I jer hele Formue!”
Selv den dummeste Hest bliver kiælen og mild,
Naar man kløer den bag Øret og klapper.
„I har reddet min Rigdom af frygtelig Ild,
Og, i Sandhed, I viste jer tapper.
Tag den Obligation! jeg er længer ei mut;
Til Belønning I skal den modtage.”
„Nei, brug I”, var Svaret, „den til Convolut,
Naar til Raadet I sender jer Klage!”
Lang i Ansigtet her Spidsborgeren stod,
Han fra Stedet knap Fod kunde flytte.
„Ei foragte man skal det letsindige Mod,
Jeg seer, det kan være til Nytte.”
Men Giøgleren loe: „Nu jeg ret jer forstaaer;
Skam jer ikke, kom dristig med Ordet:
Lærken agter I ei, naar i Marken den slaaer.
Men naar stegt jer den bringes paa Bordet.”