En Ungersvend gik stærk og tryg,
Med Stav og Bylten paa sin Ryg,
Ad Biergets Sti;
Men først da han var klavret op,
Blev fra den høie Klippetop
Udsigten fri.
Han glædtes over Dal og Elv;
I Vaarens ungdomsfriske Dage
Han blomstred selv,
Og vendte siungende tilbage.
Som ned han steg, ved Klippens Rand,
Paa Veien mødte ham en Mand,
En Jæger stærk;
To Flinter han paa Skuldren bar,
Og over Panden var et Arr,
Vel Kampens Værk.
Lidt skummel saae den Jæger ud.
Det ei den Unge
Blev vaer; han tænkte paa sin Brud,
Og han blev ved at siunge.
Med Knokkelhaandens stærke Tag
Ham ønskte Jægeren: „God Dag!” —
„God Dag igien!” —
„Hvem er I, om jeg spørge maa?” —
„Skiøndt før vi ei hinanden saae,
Jer gode Ven.
Jeg kalder hele Verden Ven:
Helt, Borger, Bonde.” —
„Saa er I altsaa Hvermands Ven?” —
„Nei, Fiende har i mig den Onde.”
Ad Stien hen de sammen gik,
Og tidt faldt brune Jægers Blik
Paa Svendens Dragt,
Og paa Demanten reen og klar,
Som han i Ring paa Fingren bar.
„Tag jer i Agt;
Her øves mangt et Røveri.
Man skal ei frygte;
Men Veien her er ikke fri,
Den har et farligt Rygte.
Heel kostbar vist er denne Ring.” —
„Ja, Jæger! der er Ingenting,
Som den, mig kiær.” —
„Det er en sielden Diamant,
Den kaster rigt fra slebne Kant
Sit stærke Skiær.” —
„Jeg Ringen af min Pige fik;
Men skiøndt den funkler,
Tro mig dog, Henriettes Blik
Demanten selv fordunkler.”
Som saa de gik ad Stien ned,
Paa Kildemosset Jægren gled,
Og havde brat
Ham Ungersvenden favnet ei,
Da var han styrtet Dødens Vei
I dybe Krat.
„Min gode Ven! tag jer i Agt.
Man maa ei frygte;
Men I har selv om Veien sagt:
Den har et farligt Rygte.”
Med selsomt Blik hiin paa ham saae:
„I Fred du nu din Vei kan gaae,
Du Yngling god!
Du frelste mig fra bratte Død,
Jeg farver ei min Daggert rød
Med Frelserblod.
Farvel, farvel! Nu er vi qvit:
Du skienkte mig paa Klipperanden
Mit Liv; jeg her dig skienker dit.”
Saa taled — og forsvandt den Anden.