Under køle Myrtekroner
Sydens muntre Ungdom sad,
Hørte Vaarens søde Toner
Bag det friske Laurbærblad.
Smaae Zephyrer, vevre, glade,
Hid fra Sølverbækken kom,
Brød de farvesprængte Blade,
Boltred dem i Luften om,
Hvirvled dem tilsammen, standsed
Aldrig med den lette Gang;
Overgivne Vaargud dandsed,
Medens alle Fugle sang.
Sammensat af lutter Blade,
Rød og grøn og guul og blaa,
Foer han over Markens Flade,
Bøielig fra Top til Taa.
Halv bekymret, halv fornøiet
Stod i Hest en Ungersvend;
Skielmsk, med Munterhed i Øiet,
Tankefuld han stirred hen:
„Flora svandt, nu Storme bruse;
Hulde Glands! hvor flygted du?
Hist i Stadens dunkle Huse
Sidder Egnens Ungdom nu.”
Pludselig, som saa han taler,
Han et herligt Indfald saaer:
Pudsigt han sit Ansigt maler,
Skiuler sine brune Haar,
Sniger did sig, hvor hans Moder
Giemte mangen nyttig Klud;
Ivrig han i Kisten roder:
„Sy, min Søster! pynt mig ud!”
Mens det skyller ned derude
Paa den visne Sommerpragt,
Syer hun ham af lutter Klude
Flux en spraglet Dandsedragt.
„Tag din Cithar nu, Camilla!
Kom, og skynd dig hen med mig;
Hisset i den store Villa
Mængden har forsamlet sig.”
Under Cithrens Klang han træder
Frem i svævende Galop;
Paa de eftergivne Bræder
Giør han mangt et luftigt Hop.
Cithren er en Fuglestemme,
Han et let bevæget Blad;
Alle frydes, Alle glemme,
At de fængsles i en Stad.
Alle glæde sig tilsammen
Bed den muntre Tidsfordriv.
Saadan nu til Alles Gammen
Arlequino fik sit Liv.
Nordens Søn i lutter Taage
Havde nærved tabt al Sands.
Med opsvulne Øienlaage
Glæde han paa denne Dands.
„Hvad er dette? Himmel! Himmel!
Hvad er dette for et Spil?
Hvad skal denne Farvevrimmel,
Hvad skal disse Krumspring til?
See, nu hopper han! hvor luftig!
Hu hu hu hu hu hu hu!
Er han sindig og fornuftig?
Hvis hans Been nu gik itu?
Ih, fy skamme dig, du Daare!
Hvilket Galskab! Gode Gud!
Det har rørt mig fast til Taare,
Og dog leer mig Knegten ud.
Det er bedre, Mad at spise
Og at gotte sig i Ro.
Jeg mig holder til de Vise,
Jeg og Viisdom vi er — To.
Ingenting kan tæmme Knøsen,
Panden er ham alt for huul.
See, nu render han med Tøsen!
Jeg fortære vil mit Suul.”
Denne Aabenbaring skatter
Alt det hele velske Land;
Med en vældig Skoggerlatter
Hilse de den vise Mand.
„Kiære! det er bedst, du træder
Af din tykke Taage der;
Kom kun op paa vore Bræder!
Vi har dig af Hiertet kiær.
For din hvide Taagekappe
Skalst du een af Vadmel faae.”
Høit med Latter Alle klappe,
Da de see ham saadan staae.
Mager i den vide Kiole
Staaer han der, og maaber stiv,
Styrter over Bord og Stole,
O, det er et Liv, et Liv!
Rynket, vigtig, melancholisk
Som en gammel Abekat,
Blier hans Hoved fast catholisk:
Hvordan er dog dette fat?
Meer fornuftig, end den Anden,
Er naturligviis han jo;
Og dog fnise de som Fanden.
Han veed knap, hvad han skal troe.
Men hvad Publicum den Taabe
Kalde skal, det veed Enhver;
Rundtom alle Stemmer raabe:
„Kiære Piero! er du der?”