Endelig revned de hængende Skyer,
De forsvandt i en Kant;
Kulden med Taagerne flyer.
Himmelen skinner saa klar og saa puur,
Som en Demant, som en sleben Azur.
Varmen opliver den dødkolde Jord.
Eia see, Herre je!
Alt staaer Violen i Flor.
Finken er kommen, den var ikke seen:
Tirrelit Qvirrelit!
Qviddrer paa gyngende Green.
Græsset alt speiler sig spædt i vor Sø,
Isen og Sneen paa Bierget maae tøe.
Løvene flette det maigrønne Tag,
Vifte hid, vifte did
Høit i den venlige Dag.
Hvad er saa herligt, som Rosen i Vaar?
Hvad saa rødt, hvad saa sødt?
End den ei blomstrende staaer,
Endnu den slutter paa tornede Stub
Grønt under Løvet sin spirende Knop;
Men kun en Dag i den varmende Luft —
Giver Agt, hvilken Pragt!
Mærker I Purpurets Duft?
Blusser alt Rosen, da kommer og snart:
Trileree, Filomee!
Hurtig paa Vingernes Fart
Listige Nattergal, bygger i Træ
Hurtig sin Rede bag Grenenes Læ,
Holder sit Bryllup, og synger sin Sang:
„Søde Lyst i mit Bryst!”
O, du livsalige Klang!
Phyllis! saa kom, lad kun hist ved vor Dam
Med mæ mæ og bæ bæ
Græsse de kridhvide Lam.
Lammene hytte sig selv, kan du troe;
Her kan vi sidde bag Bøgen i Ro,
Favnes og kysses bag grønlige Skiær.
Hys hys! tys tys!
Ingen opdager os her.
Ingen kan trænge sig her til os ind,
Uden snart med en Fart
Zephirens bævende Vind.
Kom kun, o Zephir! jeg trænger til dig;
Køl mine Flammer, de qvæle jo mig.
Løs hendes Lokker, og blæs til min Lyst
Med et Kast i en Hast
Silken fra svulmende Bryst.