Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Jeg tidligt hørte Brøndsted nævne:

En Græker og en Digterven.

Ved Elben vi os satte Strevne —

I dig og Koës jeg fandt mit Danemark igien.

I Dresden skiønne Toner, Tavler

Vi sammen hørte, saae; det var i Livets Vaar.

I Weimar mellem gamle Gavler

Vi fandt den store Goethes Gaard.

Og Salve ved hans Dør velkommen bød de Danske.

Vi hilste Tydskland, da i Kamp

Det overvandtes af de Franske;

Napoleon stod i Røg og Damp.

Og Alting adlød Seierherrens Villie.

Vi fulgte ham til hans Paris.

„Où peut on être mieux qu’au sein de sa famille?”

Sang Folket der i Hundredtusindviis.

Vi skiltes ad. I Rom vi atter fandtes;

Der, store Thorvald! glædte du vort Sind.

Og fastere Venskabsbaandet bandtes,

Hvor Jasons Kunstner fandt sit gyldne Skind.

I Fædreland, i elskte Norden

Vi atter boede sammen, Dør ved Dør;

Og Venskabs Blomst sprang ud ved Isefiorden,

Som hist ved Tibren, Seinen, Elben før.

Og Alderen har ikke giort os gamle,

De fordums Glæder ei os flye;

Vi ikke blot de visne Blomster samle,

End i vort Urtebed der spire nye.

End Danerskialdens Harpe klinger,

Og Brøndsted fra sit Grækenland

Os herlige Cypresser bringer,

Der fæste Rod, som Graner, ved vor Strand.

Min elskte Ven! gid længe vi tilsammen

Da nyde maae den unge Alderdom

Med samme Friskhed, samme Gammen

I Axelskad, som i Paris og Rom!