William, min elskte Søn!
Ja, Gud høre vil min Bøn,
Lykke dig ledsage.
Livets Blomster, Kraft og Held,
Ved dets skiønne Kildevæld
Fryde dine Dage!
Første Vers du faaer af mig,
Som saa høit dog elsker dig.
Giem det, William kiære!
Naar din Fader er ei meer,
Som en lille Blomst, der leer,
Lad da Verset være!
Trolig du som Dreng har fulgt
Den, der aldrig dig har dulgt,
Hvad hans Indre fyldte.
Mangeri Fryd i stille Krog
Jeg min lille kiære Pog
I min Hytte skyldte.
Nu, da du est vorden Mand,
Holder dog dit Hierte Stand,
Barnligt end det banker.
Ja, min William! jeg det veed,
At en sønlig Kiærlighed
Følger dine Tanker.
Elskte Moder fra os gik,
Snart er nær det Øieblik,
Da Maria reiser.
William og Johannes blier
End her, hvor mit Kirkespiir
Fromt mod Himlen kneiser.
Vær mig stedse, hvad du var;
Da mig mangt et Saar til Arr
Vorder uden Smerte.
Glæden har mig ei forladt;
Til min allerbedste Skat
Regner jeg dit Hierte.