Der stod hun — nei, hun svæved
Paa spæden Jomfrufod,
Og Morgenvinden bæved
I Slørets Sølverflod,
Og sædelig sig slynged
Det røde Purpurhæng,
Mens hun paa Armen gynged
Den tankefulde Dreng.
Hun stod ei som en Moder,
Men som en Søster skiøn;
Det Barn var hendes Broder
Langt meer, end hendes Søn.
Hun hæved ei sit Øie
Mod Himlens fierne Blaa;
Hun lod det ei sig bøie —
Sødt hen hun for sig saae.
Saa venlig og saa rolig;
Et Smiil paa Læben loe;
Uskyldig og fortrolig,
Saa salig pigefro;
Saa skiøn — ak, kan min Tale
Dig Sligt beskrive vel?
Det kan kun Engle male,
Som Englen Rafael.
Hvad da mit Hierte fatted,
Derfor er intet Navn.
Jeg følte sødt erstattet
Et langt og vældigt Savn.
Jeg stod for min Gudinde,
Jeg saae min Muse lee;
Jeg lod min Taare rinde.
Og lod mit Øie see.
Mod hendes Bryst mon helde
Sig Jesus tankefuld;
Skiult laae hans Guddomsvælde
Bag Barnlighedens Huld.
Jeg saae, hvad der staaer skrevet,
Nu tydelig og nær.
At Ordet Kiød er blevet,
Og boede blandt os her.
Med Lokker sølverhvide
Nedknælte Sixtus da,
Og paa den anden Side
Den fromme Barbara.
Han hæved trofast Øiet,
Hun slog det bønligt ned;
Hist mandig Viisdom bøiet,
Her qvindlig Blysomhed.
Og dybt i Grunden lutter
Cheruber i det Blaa,
Og nedenfor to Glutter
Med brune Vinger paa.
Med Haand paa Kind, alene,
Som Voxne grubled de.
To Aar kun var den ene,
Den anden høiest tre.
Den ældste var Fornuften,
Han stadig for sig saae.
Den yngste saae i Luften;
Hvad mon han tænkte paa?
Ak, paa sin Liliestængel
Og andet Rangleri!
Det var den lille Engel
For Kunst og Poesie.
Den lille Engel svæver
Nu om sin Malers Grav,
Og Harpestrængen bæver
Til Tak for hvad han gav.
Men Harpens Toner svinde,
Forglemt er Sangens Søn,
Naar endnu din Gudinde
Staaer hellig, ung og skiøn.
Og selv naar Tavlen falder
Ned i sit Støv til Jord,
Skal dog den sidste Alder
Dig kalde høi og stor.
Et værdigt Eftermæle
I Krøniken skal staae,
Og sene Slægt besiæle
Til i dit Spor at gaae.