Medlidenhed har vi med Brødres Smerte,
Men physiskt lider intet Digterhierte,
Og røre kan os derfor ei de Svage,
Som støiende, selvkiærligt sig beklage.
Men hvor taalmodig blidt den Ædle lider,
Der rørtes Hierterne til alle Tider;
Hvor den Uskyldiggode taaler Plage,
Men klager ikke selv, der maae vi klage.
Ulykken maa med Kraften sig forene,
Hvis den skal virke tragisk paa vor Scene.
Medlidenhed, som du for Helten fatter,
Maa være Kiærligheds, Beundrings Datter.