En gammel Philosoph, som elskte Freden,
Har kaldt Tragediens Blomst: Medlidenheden,
Der læger Hiertet, mens den Hiertet saarer.
Fra Weimar kom en selsom Skræk for Taarer.
Først i Clavigo, Stella, Werther længe
Slog Goethe grædende sin Harpes Strænge;
Saa fik han Taareskræk, liig Skræk for Vandet,
Forviste Følelsen fra Digterlandet.
Og Tieck, som græd, imedens efter Noder
Han med Novalis sang og Wackenroder,
Brød over ømme Stemning ogsaa Staven.
Begrædes Ingen maatte meer i Graven.
Og tydske Theoretiker, hvem Sindet
Tidt gustent var og tørt, som ofte Skindet,
Forviste Følelsen fra Kunstens Rige,
Og kaldte den: det svage Qvindelige.
Antikt nu Alt og plastiskt skulde være;
At staae med Øiet tørt, det var en Ære.
De glemte, paa hvor mange hundred Steder
Homer, Virgil, Ovid, Horatius græder,
Og Sophocles, Euripides. De glemte,
Petrarca kun sin Elskovsharpe stemte
For kiærlig Graad; at Shakespeare, naar han vælter
Fra Hiertet Stenen, just os Hiertet smelter.
Og Schiller — Men hvi skulde jeg gientage
En slig urimelig, ugrundet Klage?
En hyllet Rørthed giør vist ei Poeten;
Skield den kun ud: Sentimentaliteten!
Selv Ondskab, øieblikligt nerverystet,
Kan græde, troer ved Angersgraad sig trøstet;
Men disse Taarer, som saa falske trille,
Det er kun Graaden af en Crocodille.
Foragter den, og al den usle Klynken,
Der vækker ei Medlidenhed, men Anken;
Dog giør jer ei, af Frygt for tomme Farer
I Kunsten, til steenhiertede Barbarer!
Foragter du den Graad, som Øiet væder,
Naar hen for den Korsfæstede jeg træder?
Var Jesus Christus qvindlig, af de Svage?
Skal heller jeg din Trods til Mønster tage?
I Siælens Vindve Taaren, Siælens Datter!
I Vittighedens Dør fra Læben Latter!
De tyde begge, kiærligt søsterlige,
Oprigtige, hvad Ordet ei kan sige.