Der Noget er, mod hvilket vi os væbne
Kun slet, vi Mennesker, det kaldes Skiebne;
Men Skiebnen selv har Skiebnen tidt erfaret
Heel tungt, naar den saa ravgalt blev forklaret.
Forudbestemmelse — til dennes Faner
Ei sværger Christen, men Mahomedaner;
Vor Tro, vor Aand, vort Hierte taaler ikke
Paa Livets Skaktavl blot at være Brikke.
Gud gav os Frihed. Der er ingen Skryden
I dette Ord; det er: Gud gav os Dyden.
Og uden Himmelgaven paa vor Klode
Var Forskiel ei paa Ondskab og det Gode.
Skiebnetragødie! du er en Tidsel.
Hvad er din Helt? En Ganger i et Bidsel,
Som lystrer Rytteren; snart sig formindsker
Et dyriskt Mod, og styrtende den vrinsker.
Hvad skal vi føle her? hvori deeltage?
Beundre hvad? hvorover føre Klage?
Hvad styrker skiønt vor Aand? hvad har os glædet?
En hæslig Rystelse paa Retterstedet!
„Er der da ingen Skiebne?” — Vi udtrykke
Med sligt et Ord blot Uheld eller Lykke.
Ulykken er der, mangen jordisk Smerte;
Men Villien hersker i vort eget Hierte.
Der synder ingen Siæl, fordi den maatte;
En saadan Tro blot Ondskab kunde gotte.
Men Lidenskabens Magt vort Støv forleder;
Bekæmpe den, var ei Umuligheder.
Ei Æschylos, ei Sophocles, som vare
Kun Hedninger, foer vild i denne Fare;
Hos dem er Skiebnen Lykken blot, som brister,
Omstændighedens Magt, som Hiertet frister.