I lang Tid Digterne beundred Dyden;
Men Fløiten pludselig forandred Lyden:
Foragt nu Godhed døied, og Forkasten,
Og Mode blev det, at beundre Lasten.
„Beundre Dyd! En triviel Philister
Gror Sligt endnu. Nei, Kraften, gram og bister,
Kun hyldes bør, som uden Skaansel brænder,
Og Øllebrøds-Medlidenhed ei kiender.”
En kraftig Last! Er Sygdom da mandhaftig?
Last er en Sygdom, Sygdom er ei kraftig.
Et kraftigt Menneske, som Synd bedriver —
Af dem Exempler nok os Verden giver.
Dog Kraften i ham, skulde jeg formode,
Tilhører ikke Lasten, men det Gode;
At Godt til Ondt misbruges, ofte hænder.
Saadan den ægte Digter det erkiender.
Og det er tragisk. Men selv Lasten rose,
Tragødien til Last-Apotheose
Forvandle — Kiære! mon det vel var værre,
Fromt at tilbede Diævlen som Vorherre?