Skiøndt Victor Hugo tydske Sprog forsmaaede,
Dog Werner, Müllner og Grillparzer naaede
Til Øret ham, Ideen ham leveerte,
Da han poetisk revolutioneerte.
I Dramer fra den nye franske Skole
Man paa Talent og Aand kan sikkert stole.
Bizart, men lifligt Characteren tegnes;
Paa vildest Lidenskab dog Alt beregnes.
Dyd, Fromhed, Pligt som noget udtient Gammelt
Betragtes, næstendeels som noget Vammelt.
Kun Agt i Hiertet disse Helte bære
For en afskylig Afgud, kaldet Ære.
Thi hvilken Ære! Vitzliputzli hisset,
Som den, var om sit Offerblod forvisset;
Baal i Carthago saadan Æren brugte,
Naar gloende paa Torv han Barnet slugte.
Moderne Frankerhelt med Døden spaser,
Som Giek han med det Sandselige fiaser,
Og spotter Alt med cavaleerske Fagter,
Mens han sig selv i Hiertet dybt foragter.
Men siges der et Ord, som Hovmod prikker,
Da ridderligt sin Ven ihiel han stikker;
Med kolde Blod udøser han det varme.
Det er en Ære, saa sig Gud forbarme!
Skiøndt franske Melpomene før har baaret
Fiskebeens-Skiørter, Skiønplet, Pudder i Haaret,
Og kiendes paa sin affecteerte Tunge,
Jeg foretrækker hende for den unge.
Corneille, vingestækket Ørn, opdraget
Ved Ludvigs Hof, fløi høit dog over Taget;
Britannicus, Athalia — Racine!
Til Frankrigs Roes er disse Værker dine.
Men Victors Melpomene nerverystet,
Som Theorigne de Mercour, af Brystet
Udriver Hierter, og angiver Tonen,
Mens hen man slæber hende paa Kanonen.
Natur! i vore skiebnesvangre Dage
Til Seinen vender du maaskee tilbage,
Til syge Kunst. See, Vinket er alt givet!
Sit Præg, sin Næring Kunsten faaer af Livet.