Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Cantate

til

Bogtrykkerkunstens Jubelfest.

Den 24de Juni 1840.

Før Talen.

Chor.

Det lyser i Tidernes mørke Nat,

Som Maanen fra Skyens Rifter;

Det lyner i Dæmringen overbrat

Med Tanker og store Bedrifter.

Men Tanken svinder, Bedriften er glemt,

Og svundne de skiønne Dage;

Før Eftertiden har Harpen stemt,

Er Daaden — en Fabelsage.

Sang.

Ægypten tænkte vel tidligt paa

At standse Mindet i Tiden;

Ja, store monne dets Bøger staae —

Men dunkel var Pyramiden.

Paa Kampestenene, langt fra Syd,

Hvis Vægge for Stormene luner,

Skrev Odin med sit mægtige Spyd —

Men det var Gaaderuner.

Med brogede Farver Munken klog

Skiønt monne Skrifterne smykke —

Men eie stig en kostbar Bog,

Hvor sielden var den Lykke!

Recitativ.

Aandens aarle Glimt i Syd, i Nord

Svagt kun Lyset kunde fremme.

Videnskab og Sang gav Tanken Ord —

Men end mangled Ordet Stemme.

Hvo har bødet paa det lange Savn?

Han, hvem ingen Tid kan glemme:

Gutenberg var Heltens Navn.

Chor.

Som Vaabensmeden Sværd og Skiold

Til Helten bold

Snildt paa sin Ambolt danner,

Saa lød for Tænker, Lærd og Skiald

Dit Hammerskrald;

Da reistes Oplysningens Banner.

Nu ingen Omar øder brat

Vor bedste Skat

Med Mordbrand i en enkelt Nat;

Nu trives Viisdoms Have.

Thi Tankens Magt kan ei forgaae.

Saa sang alt Luther, vaer derpaa:

„Ordet — det skal de lade staae,

Og Tak derfor ei have”.

Men, Gutenberg! dig takke vi

Med Høisang for din Gave.

Efter Talen.

(Luthers Melodie: Vor Gud han er saa fast en Borg.)

Psalme.

Ja, ædle Kunst! dit skiønne Værk

Blev Tolk for Siælens Tanker.

I fire Sekler hialp du stærk

At bryde Mørkets Skranker.

Det Fyrtaarn, du har bygt,

Giør Skibet kiækt og trygt.

Ei Storm det staaer i Qvag;

Med Fragt ved høilys Dag

Det kaste skal sit Anker.

Og ærligt vorde skal det Ord,

Som ved vor Kunst udbredes.

Kun Sandhed være Skibets Ror,

Af Retfærds Haand det ledes.

Og Hiertets Engle smaae

Skal med, som Alfer, gaae.

De skienke Skibet Vor,

At over Hav og Søer

Trygt Veien det beredes.

Thi feire vi det ædle Hverv

Med Tak til kiære Døde.

Vel følger Høsten tidt Fordærv,

Og mange Farer møde,

Tidt Sæden uden Skiul

Blev Rov for Klippens Fugl;

Men brudt er Stormens Vold,

Og hundred-tusindfold

Gud skienker Fremtid Grøde.