Cantate
til
til
Kong Christian den Ottendes og Dronning Caroline Amalias Kroningsfest.
Kong Christian den Ottendes og Dronning Caroline Amalias Kroningsfest.
Den 28de Juni 1840.
Den 28de Juni 1840.
Chor.
Skiøn er den Fest, som Ætten fryder
Paa Faders, Moders Fødselsdag;
Skiøn er den Krands, som Æren byder
Af Laurens, Egens Bladelag:
Men skiønnere Dag, naar kronet Konning
Smiler til Folket faderhuld;
Naar Himlen ham og elskte Dronning
Skienker Krandsen af helligt Guld.
En Skiald ved Harpen
Jeg seer, det flokker sig, det danske Folk.
I samlet Stimmel ikke meer de raabe.
De dele sig i flere Hobe;
Hver være vil sin egen Tolk.
Fiskerne.
Fra den Tid, Gefion pløied sin Ø
Til Østresaltets Vove,
Stod Fiskerleiet ved sølvblaa Sø
Strax under grønne Skove.
Den første Danske var Fiskermand;
Derfor bør Fisker begynde
Vor nye Konning paa Danerstrand
Skiøn Fremtid at forkynde. —
Vi lære daglig paa salten Hav
At vorde skipperkloge
Og værdige Banneret, Gud gav
Dit Land i Dannebroge.
Gud signe dig, Konge, viis og blid!
Vi ham for dig paakalde;
Han lade stedse til rette Tid
Sit Banner fra Himlen falde!
En bedre Gave blier aldrig bragt,
End denne hellige Gave.
Den viser dig Vei til Roes og Magt
Paa de sortladne Have.
Bønderne.
Paa Danerkongens Kroningsfest
Hør det, som vi bede,
O, skienk ham, Gud! din Gave bedst,
Vær os alle naadig med din Glæde.
Christian bar Bonden kiær;
Bonden dyrker Landet,
Som med Marker og med Træer
Staaer saa grønt og lifligt over Vandet.
Og Bonden finder Danmarks Guld,
Det for Lyset kommer;
Han aarlig pløier det af Muld,
Hvor det ligger skiult kun nogle Tommer.
Men i Kamp og Heltefærd
Skienker Modet Vinger;
Plougen vorder til et Sværd,
Som den danske Mand for Kongen svinger.
Skienk ham, o Gud! lyksaligt Liv.
Hør det, som vi bede:
Kong Christian og hans vene Viv —
Vær dem naadig med al Livets Glæde!
Skialden.
Jeg skued Kongens Mænd og Landets ædle Qvinder;
De vilde nærme sig med Sang,
Men standsed hist, thi Skioldeklang
I Luften lyder. Synet mig forblinder.
Jeg saae paa Sky en Gudekrands,
Den svæved langsomt ned mod Jorden,
Den dalede mod Isefiorden;
Og hellig Glands —
Og Storm — og Tordenskrald bebuder —
At det er Valhals Guder.
Chor af Guderne
langt fra, derpaa nærmere.
Vort Væsen, vor Bedrift paa Jorden
Forsvandt, bortrulled som en Torden;
Men aldrig droge vi fra Norden
Vor Haand.
Paa Danmarks lykkelige Dage
Med Glæde vende vi tilbage.
I Varetægt du Danmark tage,
Vor Aand!
Odin.
Christian Konge! du skal finde
Steds en Ven i mig.
Mine Fugle Hu og Minde
Har fortalt om dig.
Du med Viisdom Landet bygge,
Ætling af min Skiold!
Dæmpet var mit Lys af Skygge,
Taaget var min Old.
For at kiende Livet nøie,
Skille Drøm fra Sandt,
Satte jeg mit ene Øie
Sværmerisk i Pant.
Deri vil du mig ei ligne;
Nei! med sølvgraat Haar,
Vaagen end, med begge dine
Du til Kilden gaaer.
Tømmer der du Viisdoms Bæger,
Danmarks første Mand!
Som en Foraarsregn det qvæger
Hele Danmarks Land.
Freia.
Amalia! kiender i Sky du mig atter?
Fra Folkvangur sank jeg til Danemarks Hav;
Jeg kaldte dig, Barn, alt min yndige Datter,
Min Siæl jeg dig gav, jeg min Skiønhed dig gav,
Dig viste paa Himlen min funklende Stierne,
Min prægtige Rok — som aldrig forsvandt.
Dit Øie sig hæved, du saae det saa gierne,
Naar Hørren jeg spandt.
Den fineste Traad, som Baandet frembringer,
Der knytter forenende Hierte til Aand,
Blev snoet af min Finger,
Gik ud fra min Haand.
Spind Traaden, Amalia! Haabfulde Tanker
Giør Freia saa fro.
Lad Snoren i Touget til Christians Anker
Med Purpur sig snoe!
Freia.
Danmark! dine Dale
Dyrke Freden;
Lidet kun er Landet,
Loven hegner.
Frækne fandt dog Fiender
Frodes Sønner;
Helte, som sig hented
Hammertegnet.
Kraft er i den Kiærne,
Thor har kastet.
Længe kan den ligge,
Længe blunde;
Christian! men din christne
Kæmpe seirer
Stærk, som stærken Hedning
For sin Skioldung.
Mimer, Bragi og Ydun.
Viisdoms Brønd i Dalen stander
Klar, som før, i Skovens Læ;
Mimer end med Kilden vander
Yduns, Bragis Æbletræ.
Mimers Brønd er ikke siunken,
Stammens Frugt end lædsker sødt;
Den er ikke tør og runken,
Yduns Træ er ikke dødt.
Viisdoms Bæger, Kunstens Gave
Række vi ved Harpeklang.
Christian dyrker selv sin Have,
Caroline ynder Sang.
Held det Land, hvor Fyrster nyde
Denne friske Sundhedssaft!
Aandeligt sit Liv at fryde —
Det forøger Livets Kraft.
Baldur.
Forbilled af den Evighøie,
I Oldtids Nat
Jeg lukket, tidligt fromt mit Øie;
Nord stod forladt.
Men skiøndt den Blide maatte daane,
Vandt Isen ei, fra kolde Pol;
Ned gik min Maane,
Men mere skiøn oprandt en Sol.
Seer Christen-Munken hisset komme
Til Folkets Fest!
Velsigne Kongeparret vil den fromme,
Det gamle Nordens første Præst.
Valhallas Aser blegne, svinde
Uagtet Yduns Æblekar.
Nu om det Værk Ansgar skal minde,
Hvis Anelse kun Baldur var.
Ansgar.
Mig Kiærligheden
Drog fra mit Kloster, fra Freden
Til sølvblaa Bælte,
Til danske Drotter og Helte.
Ei Herskesyge,
For kraftige Slægt at ydmyge,
Som mange Andre,
Bød mig til Norden at vandre.
Reen var min Stræben,
Guds Ord var ei blot mig paa Læben,
I Hiertets Kammer
Det lyste med salige Flammer.
I Dag tilbage
Jeg fro fra Himlen mon drage.
De To at signe,
Som kiærligt mig efterligne.
Jeg lyser Freden —
Og svinder i Evigheden.
Absalon.
Jeg ogsaa var Biskop; i Fromhed dog vige
Jeg maatte den Blide, som aned ei Svig.
Jeg agter hver Klerk udi Danmarks Rige,
Ansgarius liig.
Han Hedning omvendte, jeg Hedning bekæmped,
Som spotted hans Færd;
Jeg Vendernes Vold i mit Fædreland dæmped,
Mit Kors var mit Sværd.
Og hvergang en Drot til min Valdemars Sæde
Opstiger igien,
En Danemarks Ven,
Til Danemarks Glæde, —
Nedsvæver min Aand, ham en Hilsen at qvæde,
Velsignelsens Ord;
Og Danfolket siunger med Axel i Chor.
Chor.
Og Danfolket siunger med Axel i Chor.
Olger Danske.
Skiøndt Krønikegrandskeren vrager min Færd,
Og troer ei ret paa min Sage,
Jeg kommer dog tidt med mit Kæmpesværd
Fra hine Bedrifternes Dage.
Den danske Bonde troer paa mig vist;
Han seer min Brille paa Fælleden hist —
Ja, Livet med Kraft og med Snille
Jeg saae i en Kæmpebrille.
Jeg forestiller det Heltery,
Som bredte sig vidt om de Danske;
Den Seier, som lærte Fiender at flye:
De Franske, de Velske, de Spanske.
Jeg forestiller den Aand fra Nord,
Der bredte sig over Europas Jord.
Min Aand end ofte sig svinger
I Sky paa mægtige Vinger.
Og hvergang en Drot her kronet blier,
Da fro tilbage jeg vender,
At signe det gamle Kongespiir.
Nu fremmede Folk mig sender,
At lykønske Fyrsten paa Danerstrand,
Som agtes høit i hvert fremmed Land.
Og Lauren i Egen jeg fletter,
Som Ydun i Kronen ham sætter.
Qvinder.
Amalia! seer du i Skyen hist
En deilig Engel svæve?
Af Navnet kiender du hende vist
Og hendes Eftermæle.
Dagmar var denne Dronnings Navn,
Dagmorgen, frisk som Flora.
Hun tænkte kun paa Folkets Gavn,
Den Danemarks Aurora.
Chor af Qvinder.
Hun smiler til dig med kiærligt Blik,
Din Fødselsdag hun signer;
Paa den du hendes Krone fik,
Du, som skiøn Dagmar ligner!
Og Landets Qvinder for dig fremstaae,
Vi ønske dig Livets Goder,
Du Moder for de fattigste Smaae!
Du Landets første Moder!
Mænd.
Kong Christian! Borger og Embedsmand
Dig Hiertets Ønsker skylde;
Som Fisker og Bonde paa Danerstrand,
Vi dig vor Konning hylde.
Din Borg til Festen valgte du godt:
Naar der er Fryd paa Færde,
Da viser sig i sit gamle Slot
Kong Christian den Fierde.
Chor af Mænd.
Seer du ham hisset i Hallen staae
Stærk, som i Livets Dage?
Sin Høitidskofte Drotten har paa,
Sit Øie fik han tilbage.
Det Mørke, som indhylled ham, svandt
Brat for Oplysningskerte.
Han glædte sig, da han sin Navne fandt
Sin Aandskraft og sit Hierte.
Slutningschor.
Alfader! hør Danfolkets Bønner,
Smiil fra din Himmel til os ned,
See Landets Konge, Landets Sønner
Forenet i din Kiærlighed.
Ei Skygger mørkne denne Glæde!
Varmt Christians Bryst for Danmark slaaer.
Samdrægtighedens hellige Kiæde!
Din Styrke voxer Aar for Aar;
Dig hylder hver oprigtig Kiæde,
Som lyder Hiertets Viisdomsbud,
Du Dannebrogens ægte Fane,
Som Fædrelandet fik fra Gud!
Vift høit i Dag, o Dannebroge!
Paa hver en Mast, ved hver en Kyst,
Paa Stormands Tag, ved Hyttens Kroge,
Til Kongeparrets Ære, Folkets Lyst.