Sex hundred og tredive Aar vi troede,
At end vi eied Absalons Ho’de,
Sat i et Kammer i Fædrelandet;
Men — Kongen opdaged, det var et andet.
Ei siette Frederik kunde taale,
At Hovedet til saa stor en Straale,
At Dødninghovedet — som nu tier —
Man viste blandt Snurrepiberier.
Den gamle Grav man igien oplukte.
Men Axel ikke det Hoved brugte;
Sit eget var han aldrig berøvet
I Livet — ei heller her i Støvet.
Her ligger han med sit Hoved begraven;
Men Huen smuldnet, og trøsket Staven.
Dog trøsket er ikke derfor Bedriften;
Den blomstrer frodigt i Sagaskriften.
At skienke Saga den sieldne Gammen,
Der maatte træffe saameget sammen.
Først var det klogt, at han lod i Tide
Sig Ætling føde til en Skialm Hvide.
Saa var det godt, at Natur Forstanden
Og sieldne Gaver gav Adelsmanden.
Saa var det herligt for Danmarks Haver,
At ret han dyrked de sieldne Gaver;
At disse Gaver han ei misbrugte,
Saa Egenkærlighed alle slugte.
Som Kongens Raad og hans Ven tillige
Han voved dristig sin Mening sige.
Og han og Kongen tilsammen fore;
Og derfor Valdemar blev den Store.
Ei længer Venderne Danmark skrækked,
Da Afgudsbilledet hist var knækket.
Hvor Svantevit stod med Horn og Bue,
Der kunde man nu Crucifixet skue.
Afguden ei meer efter Blod mon tørste.
De Danskes Konge blev „Venders” Fyrste.
Men som hos Græker Pallas Athene
Var ei Gudinde for Kampen ene,
Men ligesaa viis, som uforfærdet,
I Bogen kyndig, som stærk med Sværdet;
Saa var vor Axel en Bisp, der kunde
Gaae i sin Videnskab vel til Bunde.
Og den, som selv er stor i Bedrifter,
Maa elske Sangen og gamle Skrifter.
Han Saxo lod sin Krønike skrive,
Han monne dertil ham Stoffet give.
Ei Saxo havde den Bog os foræret,
Hvis ikke Absalon havde været.
Og ligefrem var den gode Herre.
For Dannemanden var Intet værre,
Det følte dybt han i al sin Hæder,
End daarlig Hovmod og stolte Sæder.
Engang — det monne sig ofte hænde —
Stod han i Skoven og hugged Brænde;
Da, ham at søge fra fremmede Stater,
Kom fornemme, pyntede Legater.
Men lidt han brød sig kun om det Velske. —
En Axelhuser maa Axel elske;
Han bygte Borgen, hvor Skibene seile,
Hvor før kun skuled den fæle Steile.
Vor Thorvald! naar du engang hiemkommer
Til Høst, til Vinter, til Vaar, til Sommer
Udhugge du Axel burde med Rette,
Høit over Vesterport ham sætte.