Hvor ligger Holberg? Første Gang jeg Kirken her betræder,
Jeg aldrig saae hans Mausolee. Hvor er han, Danmarks Hæder?
Han lidt sig kun i Livet brød om Pragt; men jeg kan tænke,
Thalia! du har smykt hans Grav, som en bedrøvet Enke.
Nei, ikke du! thi, Musa skiøndt, est du en fattig Pige;
Lidt Laurbær har du, det er Alt; du est ei af de Rige.
Og Melpomene heller ei med Guldet overlæsser;
Hun planter paa sin Digters Høi kun venlige Cypresser.
Men, det er sandt, du var Baron — ei Fader, Ægtemage;
Den Skierv, du sammenspared dig i alle Livets Dage,
Den skienkte du dit Fædreland, og man i Kirken satte
Til Tak et Minde for den Mand, som bortgav sine Skatte.
Ret saa! der staaer en Sarcophag hvid bag det sorte Gitter.
Men intet Digterattribut, selv ei en brusten Cither!
Der staaer: „Baronen hviler der” — men hvor er Digterkronen?
Jeg græder ved dit Sprinkelværk, og glemmer reent Baronen.
O, elskte Holberg! hviler her dit Støv, min Fader kiære?
Du Barnets, Mandens, Gubbens Lyst, vort Danmarks Moliere!
Jeg læste dine Skuespil — jeg nød den søde Gave
Som lille Pog paa Bierget alt, fast før jeg kunde stave.
Jeg læste dig som Yngling, Mand, og jeg dig oversatte;
Jeg ærgred mig, naar flaue Tid ei meer dig kunde fatte;
Naar man det Pæne foretrak, det Spasende, det Fine,
Der, som en Krøbling fløielsklædt, gav sig en fornem Mine.
Uvisnelig dog er din Krands, ophængt i Digterlunden,
Du, som den gode sunde Sands med Lunet har forbunden!
Ja, selv din Overgivenhed gav Glimt som Diamanter,
Til Glæde for hver frisk Natur, til Afsky for Pedanter.
Tak, Holberg! for den lille Sum, som Skialden hente maatte,
Den Medgift, som hun fik fra dig, min stakkels salig Lotte!
Hun elskte dig. — Den bar ei Frugt — derfor du Intet kunde,
Nu hilser den forklarte Siæl dig hist i hine Lunde.