Uagtet tusind Farer true,
Han iler dog med freidigt Sind.
Det underfulde Vædderskind
Ham vinker med sin gyldne Lue.
I Colchis, i det fierne Land,
Det hænger ved skovklædte Strand.
Den lette Argo han bestiger,
Det bedste Skib, som Havet bar;
Og ingen Snekke løb saa snar.
Nu giestes fierne Land og Riger.
Farbroderen, den onde Drot,
Gav Helten hiin Befaling blot
For ham ved Livet lumsk at skille;
Men Bølgerne saa venlig trille,
I Masten en Dryade boer,
Som lærer Jason, stærke Ror
At styre giennem Skiær og Klipper.
Ved ingen Fare Modet slipper.
Forgieves bag en kulsort Sky
Han skuer blodige Harpye,
En pigehovdet Ugle, græde.
Han seiler giennem fæle Stræde,
Hvor ingen Klipper stille staae,
Men voldsomt mod hinanden slaae.
Dog ingen Fare Helten hænder.
Han saaer paa Marken Dragens Tænder,
Og meier med sit skarpe Sværd
Den hele harniskklædte Hær,
Som voxer frem af pløiet Ager.
Med væbnet Haand han Skindet tager,
Og iler, fulgt af Kiærlighed,
Igien til Helteskibet ned.
Der staaer han mandig nu og rolig,
Bevæbnet i sin Fædrebolig,
Med Vædderskindet paa sin Arm,
Og smiler i en ædel Harm
Til Nidingen, der seer den Høie,
Og neppe troer sit eget Øie.
Men axlende sit Kæmpeskaft
Hiin føler sig som Fyrste hiemme.
Speil, Yngling! dig i Heltens Kraft,
Og lær en Niding at beskamme.