Amor.
O, Moder! skiønne Venus! see:
En Bi har stukket mig, o Vee!
Jeg, som sædvanlig, gik med Sang,
At frydes i min Rosengang;
Een stod saa huld, saa purpurrød,
Og lued af en hellig Glød,
Jeg vilde tage den men, ak!
Forræderen hun Finger stak,
Og Rosen, som paa Amors Bryst
Vist havde følt sin bedste Lyst,
Maa uden Glæder hist nu staae,
Og uden Kiærlighed forgaae.
Venus.
Vær ei saa feig! Hvor kan en Bi
Dig jage fra din Blomstersti?
Hør mig: det var en ussel Myg
Fra Hecate, saa fæl og styg.
Den haded Rosens skiønne Glands,
Og skiulte sig bag Bladets Krands,
At giøre Blomsten dig forhadt.
Men see, hvor hist den svæver mat!
Dens Hevn har skaffet den sin Død;
Sin Braad den i din Finger brød.
O, iil igien til Rosens Barm,
Og glem din barnligsvage Taare!
Misundelse maa døe af Harm,
Naar den vil Kiærligheden saare.