Rahbeks Minde
Cantate,
Cantate,
Opført i Studenter-Foreningen den 16de Juni 1830.
Opført i Studenter-Foreningen den 16de Juni 1830.
Qvartet.
Et venligt Billed til os seer,
Fra Vuggen hist det smiler;
Men gamle Rahbek ikke meer
Nu til vort Samqvem iler.
Ak, dybt i Graven hviler
Vor Vens afsiælte Leer!
Chor.
Men med kiærlige Krandse vi pryde
Faderens, Vennens, Broderens Træk;
Og vore sønlige Sange skal lyde.
Harpe! kling, som veemodige Bæk,
Over den Bølge, med venlige Klage,
Ak — som aldrig vender tilbage;
Mens med kiærlige Krandse vi pryde
Faderens, Vennens, Broderens Træk.
Recitativ.
Vi høre ham ei meer fra Lærerstolen;
Han fører os fra Skyggen ei i Solen,
Hvor Kunstens skiønne Blomster staae,
Der aldrig visnede forgaae.
Den vise Gartner ikke længer
Giør os opmærksom paa det fine Blad.
Nu Sorgens Lilie skiller Kalken ad,
Og paa hans lille Grav med Stilken hænger.
Sang.
Men aldrig skal en Sang vi synge
Til Vinens Priis i Broderklynge,
Og mindes, Rahbek! ei din Sang.
De friske Blomster af dit Lune
Skal ingen høstlig Kulde brune,
De spire skal ved Bægerklang.
De skal med friske Farver dufte
I mangen Ynglings Foraarslufte,
Og stemme Siælen glad og mild;
Med Lastens fine Gift ublandet.
For Kongen og for Fædrelandet
Opflamme Kærlighedens Ild.
Efter Talen.
Sang.
Naar Fanen os til Marken vinker,
I Solen Bajonetten blinker,
Dit Minde, Rahbek! for os staaer.
Det Sværd, som rustent paa din Kiste
Din Kiærlighed til Standen viste,
Bar du i treti Hædersaar.
Skiøndt ikke du var vaabenøvet,
Din Aand dog var i Faren prøvet,
Begeistret var du for din Stand.
Og gierne havde strax du Livet,
Hvis Pligten kræved det, hengivet
For Konning og for Fædreland.
Duet.
Videnskaberne vare dig kiære,
I din Kundskab du satte din Ære,
Sad i den lille, skygfulde Krog,
Glad ved den Vises sindrige Bog.
Ak, nu stande de herlige Skatte
Støved’, forladte,
Savne den vittige, tænksomme Ven,
Spredes vel snart, som Avnerne, hen!
Chor.
Han var en brav Student,
Det er hans Monument,
Og derfor skal Studenten høit ham prise
Med hæderlige Vise
Til sildig Alder, velfortient.
Han Musers Ild i mangen Barm har tændt.
Og stod det ei paa Prent,
Vi vidste det dog alle;
Vi hørte ham i Axelhalle.
Vor elskte Lærer var en brav Student,
Taknemligt mindes vi ham alle.