Cantate
til
til
Efterslægtselskabets Jubelfest
Efterslægtselskabets Jubelfest
den 4de Marts 1836.
den 4de Marts 1836.
Før Talen.
To Stemmer.
„Knap gryer den næste Morgenstund,
De froe til Arbeid ile;
Nu staaer en sval og løvrig Lund” —
Chor.
Ja, nu staaer en Lund,
Hvor Fremtids Frugter som Blomster smile,
Fred være med de Saliges Been!
Som Skole staaer deres Mindesteen.
Recitativ.
Humanitetens Dag frembrød
Af Nattens Skiød.
De gamle Skoler vare — Fangehuse;
Ei vinkte der til Videnskab og Kunst
En venlig Muse.
Med Riis og Ferle sad i Taagedunst
Den vrantne Skolemand, og fordred Pligter
Og Flid og Læselyst ved blodig Tvang;
Og som et Smerteskrig lød bedste Sang
Af Latiums og Hellas’ ædle Digter.
Saadan den Lærde dannet blev,
Naar ei en skiøn Natur ham selv opdraged;
Og hvad i lærde Sprog han skrev,
Det skrev han kun for Folk af Faget.
Men — Borgeren var udelukket;
Og tidt det gode Hoved sukked.
Duet.
En ædel Kreds af Dannemænd
I Axelstad her bødte først paa Savnet.
Nu Læreren blev Barnets Ven,
En ædel Hal den Lille favned.
Sin Krop bevæged han i friske Luft,
Alt mens hans Hoved nyttig Kundskab lærte;
Hukommelsen ei blot, men hans Fornuft
Udviklet blev, ja — endnu meer — hans Hierte
Chor.
Tak være Fædrene, thi Planteskolen staaer
End frist og kraftig efter femti Aar!
Efter Talen.
Chor.
O, skiønne Haab, som ei har daaret
En svunden Old! straal os endnu.
Paa første Dag i Fremtidsaaret
Som Morgenstierne blinker du.
Halvhundred Aar vil atter svinde
Til Held ved Himlens Varetægt,
Og denne Fest med Hædersminde
Gientages af lyksalig Slægt.
Sang.
Men hvor Blomster groede,
Fædreland til Gavn,
Ædle Storm og Tode!
Signes eders Navn.
Og hvor Sang istemmes
For hver Lærer kiær,
Dichman! ei du glemmes,
Du har Venner her.
I vort Broderstævne —
Skiøndt af Alle kiendt —
Kan ei Sangen nævne
Hver en Ven fortient.
Den har selv sin Gammen
Dybt i Hiertet nydt.
Som i Kundskabsflammen
Har sin Olie gydt.
Chor.
Og signe nu Gud vor Broderpagt,
Og signe nu Gud jer, Børn saa kiære!
At Spiren, som her til jert Held er lagt,
Maa blomstre, modnes til Frugt og Ære
Saa at „i Axelstad den Gaard,
Der strunker stolt udi Østerstræde”,
Maa vorde Forældres og Landets Glæde,
Med Ønsket indvie vi Fremtids Aar.