En sværmersk Lilie prægtig stod,
Og hæved Kalken paa sin Stængel,
Og troede selv, den var en Engel,
Og haaned Rosen ved sin Fod.
En Olding kom, og venlig saae
Den røde Blomst i grønne Vraa,
Men gik for Lilien tilside.
Fordi han ei den kunde lide.
„Hvad?” tænkte den, „du foretrækker
Et jordisk Blus i lave Hækker
For høie Stigen, høie Flugt
Og himmelskærke, søde Lugt?”
„Din Duft er mig for qvalm, din Himmel
Giør mig kun ør og hovedsvimmel,”
Giensvarte Gubben; „og din Top —
Hvi kneiser den saa hidsig op,
Og viser Fromhed ved at blegne?
Hvad søger du i Luften der?
Troer du dig Himlen mere nær?
Er Verdens Gud ei allevegne?”