Til Hetsch
fra taknemmelige Haandværkere.
fra taknemmelige Haandværkere.
Den 29de Marts 1846.
Den 29de Marts 1846.
Nu, Brødre! siunger høit en Sang.
Det skeer jo ikke første Gang
Af raske Haandværksflokke.
Hans Sachs var selv en Haandværksmand,
Og dog en Mestersanger han,
Som Tiden ei skal rokke.
Og Albrecht Dürer Maler var,
Og Ting han ud i Træet skar,
Heel kunstige, med Haanden:
Kunst, Haandværk — søsterlig foreent!
Thi det var først i Tiden seent,
At Haand ei lystred Aanden.
I Hansestæders skiønne Tid
Foreente Kløgten sig med Flid,
Da blomstred Haandværksstanden.
Dog længe vared ei det Held;
Tilsidst blev Haandværksmanden Træl,
Og Tiden — var en anden.
Dog hvad der dygtigt er og godt,
Det agter ikke Tidens Spot,
Det klarer sig med Tiden;
Sig hævet har igien vor Stand,
Nu er den flinke Haandværksmand
Ei ringe meer og liden.
En Mand fra Albrecht Dürers Land,
En ærlig Schwabe, snild som han,
Foer hid paa danske Smakke;
Og skiøndt vort Danmark selv har Folk
Som Kunstens Fremmer, Smagens Tolk
Vi ham oprigtigt takke.
Han Haanden lærte bedre Sving
I Malm og Træ til mange Ting
I Borgen og i Hytte.
Han lærte: „Sindrig vær, som stærk!
Dit Værk bør være Kunstens Værk,
Og ei blot giøre Nytte.”
Høit alle Brødre stemmer i:
Vor ædle Hetsch! varmt ønske vi,
Med Held dig Himlen lønne!
Du Talsmand for den gode Smag,
Som ener Nytten med Behag,
Du Kæmper for det Skiønne!