Sangens Musa
Digtet til en Melodie af Schall
Digtet til en Melodie af Schall
Du hulde Sang, min Ven i Livet!
Kom, skienk mig din Fortrolighed.
Du blev til Trøst vor Længsel givet,
Thi du bønhører Kiærlighed.
Du saarer ei med stolte Kulde
Den Barm, som ømt du smeltet har;
Erato! Musa! Bennehulde!
Thi vær mig evig dyrebar.
I Manddoms Aar, som modne Siælen,
Du skienker Fred og Harmonie;
Ei følesløs, og ei for kiælen,
Ei alt for streng, og ei for fri.
Den Samklangs Fryd, som Viisdom savner,
Det Baand, som holder Livets Krands,
Det finde vi, naar du os favner,
Opløst er hver en Dissonans.
Da hyler meer ei Sorgens Ugle,
Med Blomster dækt hver Tidsel staaer;
Thi dine Roser, dine Fugle
Forvandle Vinteren til Vaar.
Usynligt er dit skiønne Rige
I Luften blaa, dit Ætherhav.
Opsving mig ad din Himmelstige,
Naar du har tonet ved min Grav!