Du stærke Damp, usynlig i din Vælde,
Med Lynet i din Tordensky,
Som fordum monne Helteskaren fælde,
Naar ud du sendte mordersk Bly!
Kied af at dræbe nu, kied af at vække
Den grunnne Tvedragt, slumrer du;
Kun for at drage fredelige Snekke
Du fylder dine Lunger nu.
Ei over fierne Vove gaaer din Bane,
Som Skibets med det høie Bryst,
Der spiler sine Vinger, som en Svane,
Fra Verdenskyst til Verdenskyst.
Som Støtterøgen høit i Ørken over
Det Folk, der drog til Canaan,
Saa vinker du paa Østresaltets Vover
Fra Naboland til Naboland.
Og Freden følger dig, og Venskab følger
Fra fremmed Stad til fremmed Stad;
Og over Ægirs rolig kruste Bølger
Gaaer Qvinden med sin Husbond glad.
Du flinke Post med dine raske Heste!
Vi skyde dig dog snelt forbi.
Var dine Landeveje selv de bedste,
Vi følge her en anden Sti;
En Sti, hvor aldrig Broen sønderkiøres,
Endskiøndt den aabner sig med Brum;
Hvor der om Sand og Bakker Intet høres;
Hvor toldes ei til nogen Bom;
Hvor ingen Regn os drøvelig forfølger,
Til Dynd forvandler tykke Støv;
Kun Hiulet suser i de klare Bølger,
Og Seklet skygger som et Løv.