Hvorfor flyder Veemodstaaren
I hver Afskedsstund,
Som om bort svandt Blomstervaaren
Brat af Livets Lund?
Hvorfor synes korte Reise
Dig saa svarlig lang.
Som om Farens Seil vi heise
Til vor Undergang?
„Kort er Tiden, som os skiller,
Stort det vide Rum;
Derfor Afskedstaaren triller,
Og giør Læben stum.
Mangen Fare skiult kan vente,
Selv paa Fredens Ø,
Værre svæver Farens Glente
Over Field og Sø.”
Kiære! Skiebnen ikke trænger
Til et Field, en Baad;
Over os jo Sværdet hænger
I den tynde Traad.
Mod maa styrke, Gud beskytte —
Her, som paa et Hav.
Nær ved hver en Livets Hytte
Staaer jo dog en Grav.
„Men det er ei Reisen heller,
Som os rører nu.
Svundne Glæder Hiertet tæller,
Kommer dem ihu.
Hvergang atter Afskedstimen
Skiller Støvet kort,
Ane vi den sidste Kimen,
Da Enhver maa bort.”
Ja, hvi skulde vi det dølge?
Timen slaaer, min Ven!
Da den Reisende, vi følge,
Kommer ei igien.
Denne Følelse besiæler
Hvert et kiærligt Sind;
Derfor ned sig Taaren stiæler
Selv af Kiækkes Kind.
Lad os leve med hverandre,
Som i Morgen vi
Eensomt skulde Veien vandre
Ad den mørke Sti;
Lad hver Atterkomst os bringe —
Thi vi mødes vist —
Vished paa sin Englevinge
Om et Møde hist!