Adam Oehlenschläger (1779–1850)

En sydlig Genius, som Kunsten følte,

Drev Skiebnen høit til Nordens fierne Strand,

Og dog et halvt Aarhundred ikke kølte

Den Ild, han bragte fra sit Fædreland.

Ukiendt med Sprog, han glemte halv sit eget,

Men Mandens Aasyn bedst er Siælens Tolk,

Og Galeotti vidste, der er meget,

Som rører Hierterne, blandt alle Folk.

Dog, for at male, trængte han til Toner,

Som yttre Heltemod og Kiærlighed;

Da fandt han under Siællands Bøgekroner

En indfødt Mand, som Sligt at tolke veed.

Og huldt forbandt med Nordens Veemodssukke

Sig friske Livlighed fra Arnos Stad.

Da tonte det, som Nattergalens Klukke,

Naar Zephir vifter i det unge Blad.

Den muntre Gubbe slumrer. Strengelegen

Med Længsel sukker over Gravens Skiød.

Den ædle Harpe hænger taus paa Egen,

Og Pollux sørger over Castors Død.

Ja — følg ham, Pollux! men vil du ham følge,

Vord Olding først, som han, med muntert Sind,

I Sølverlokken Foraarslufte bølge,

Mens Sundhedsrosen blomstrer paa din Kind.

Lad Harpen tone, Schall! naar Hiertet kalder,

Ei taus endnu den hen paa Egen hæng;

Og til du naaer din Galeottis Alder,

Ei røre Parcerne din Buestræng!