En Reisende, som søgte sieldne Sager,
Fandt, først i eet, saa andet Naboland,
To skiønne Smykker paa den fierne Strand,
Som skienkes ham, og som han med sig tager.
O, hvor Klenodiet ham høit behager,
I Hytten, langt fra Sværmens Larm og Støi,
I Nærhed af en gammel Kæmpehøi!
En Morgen triner ham en Ven i Møde.
Da denne seer Armbaandene, som gløde
Paa Væggen hisset i den lille Hal,
Han siger til sin Ven, som var en Skiald:
„Min Broder! see, du fryder dig med Rette,
Og skiønt det var, dig skienktes disse Baand;
Til fierne Brødre binde de din Aand.
Men kun endnu jeg vil tilføie dette:
Tidt søges i det Fierne — dyrebar
Den Skat, som alt man i sin Nærhed har.
Tag Spaden, grav i Høien ved din Hytte!
Lidt Jord maaskee behøver du at flytte,
Saa vil du see!”
Han grov i Høiens Muld,
Og fandt — et herligt Offerhorn af Guld,
Hvorpaa der stod:
„Lad Ringene dig smykke!
At du dem fandt, det var en sielden Lykke.
Men dette Guldhorn, som i Dag du fik,
Dig bringe med sin Skiønhed til at tænke:
Det Bæger, som blier fyldt med Livets Drik,
Maa Fædrelandet skienke.”