Naar jeg fra min lave Dal
Og fra Bakken ved Slottet til Søen henskuer,
I den muntre Lindesal,
Under Grenenes hvælvede Buer —
Ha! da mindes jeg med Lyst
Hine Klipper, som stolte, som vældige stande,
Trodse Vind med blottet Bryst,
Hilse Solen med skaldede Pande.
Ja, da mindes jeg det Field,
Hvor jeg mig befandt saa vel;
Hvor jeg under Himlens Blaa
Stod paa Skrinten og Sletterne faae.
Naar jeg drikker af min Bæk,
Naar jeg smilende drømmer ved rislende Kilde,
Ved den fulde Rosenhæk —
O, da mindes jeg Fossene vilde,
Som med uophørligt Brum,
Medens Regnbuen hvælves i evige Taage,
Slaaer et steds fornyet Skum
Giennem Stenenes kløftede Kroge.
O, da mindes jeg den Flod,
Hvorved norske Bonden stod,
Hvor han glædte Skialdens Hu
Med det stolte, fortrolige Du.
Naar jeg sidder i min Kreds
Mellem Venner fra Ungdommens fagreste Dage,
Naar jeg skuer der tilfreds
Paa de bortfløine Timer tilbage —
O, da glemmer jeg vist ei,
For den Danske, den Norske, som venligt i Møde
Kom mig paa min Manddoms Vei,
Som en Yngling i Morgnen hiin røde.
Hvad jeg søgte, der jeg fandt,
Dølen Skialdens Hierte vandt.
Iduns Drik af Kampe-Field
Viger ikke, Castale! dit Væld.
Men skiøndt gierne jeg en Flugt
Giør imellem til Nors og Germaniens Lande,
Snart igien til Axelbugt
Længes Hiertet, hvor Bøgene stande.
Nei, for intet Field i Nord
Kan jeg siællandske Marker og Østresalt glemme,
Og den hulde Plet af Jord,
Hvor med Livet først tømte min Stemme.
Elskte Fredrik! ved din Sø
Vil jeg leve, vil jeg døe.
Danemark en Krands mig gav,
Som ei visner paa Digterens Grav.