Trøst
i et mismodigt Øieblik.
i et mismodigt Øieblik.
Stakkels Digter! du beklager dig, at paa din Gammelalder
Mænd, selv uden Kraft og Vinger, stundom dig en Fusker kalder?
See dig dog engang tilbage, hvis du det endnu ei veed:
Groer ei bedst af Alt paa Jorden Tidslen Utaknemlighed?
Sophocles i Oldingskraften skrev, hvorpaa nu Verden skiønner,
Sin Ødip — og blev for Retten stævnet da af egne Sønner
Som en svag vanvittig Daare, der ei kiendte Faderpligt.
Vise Dommer Skialden frelste; Talsmand blev hans eget Digt.
Don Qvixote skrev Cervantes; selv Apol ham Krandsen bragte,
Bogen morede Kong Philip — Skialden ingen Skierv han rakte.
Snart en uforskammet Smører bedre Don Qvixote skrev;
Skialden pisked ham med Nelder, han til Spot for Verden blev.
Shakespeare lyste som en Stierne; længe dog ei Stiernen funkled,
Beaumont-Fletcher Himmelstiernen med Raketters Blus fordunkled.
Garrick, Schröder, Tieck og Schlegel hylded ham, snart godt, snart slet.
Store Shakespeare! endnu Verden aldrig har dig fattet ret.
Holberg skrev sin Kandestøber — og det var ei i en Kande,
Verdens Bly til Kar han støbte; det var i hans egen Pande.
Men en Paulli meget bedre sig forstod paa Poesie,
Lærte Holberg med sin Dumhed bedre Kandestøberi.
Stakkels Holberg! dine Skatte danske Skueplads du skienkte;
Men i bælmørkt fugtig Kielder du paa Væg din Lampe hængte.
Ingen kom dens Lys at skue; Tiden, fuld af Regn og Slud,
Trued med at slukke Lampen — o, men aldrig gaaer den ud!
Ei forglemmer jeg de Dage — Tiden kaldte sig romantisk,
Vingen fri man havde faaet (før man stækked den pedantisk) —
Da du, store Fredrik Schiller! heller intet Bifald vandt;
Drengesmagen, Modesmagen ogsaa kaldte dig Pedant.
Goethe, kraftig som Apollo — som Apol lidt uretfærdig!
Mangen Marsyas flaaede dig levende, som os uværdig.
Din Natur, din friske Skiønhed vakte lunken Sympathie,
Og tilsidst kun i dit Ukrudt Daarlighed fandt Poesie.
Saadan paa utallig Maade Smaahed kæmper med det Store.
Saare kan vel Myggen Huden, men ei Manden giennembore.
Overslaae kan Tidens Bølge Klippen, naar sit Skum den slaaer,
Skummet synker dog tilbage — synlig atter Klippen staaer.