Miguel de Cervantes (1547–1616)

Cervantes Saavedra,Miguel de, Spaniens ypperste Digter, født i Alcalá de Henares 1547 (døbt 9. Oktober), død i Madrid 23. April 1616. Det er for øvrigt gaaet med Cervantes som med Homer: mange Byer (hele 8, deriblandt Sevilla, Toledo og Madrid) har stridt indbyrdes om den Ære at være hans Fødested; men nu er det sikkert, at Alcalá var dette. Forældrene var en temmelig fattig Adelsmand, Rodrigo de Cervantes, og hans Hustru Leonor af Slægten Cortinas. Man ved i Virkeligheden intet om hans Barndom, Skolegang og Ungdom, i alt Fald intet sikkert eller væsentligt, før han 1568 skrev nogle Vers, der blev trykte i Anledning af Dronning Isabel’s Ligbegængelse. Aaret derpaa er han i Rom, maaske som Kammertjener hos Kardinal Giulio Acquaviva, der havde været pavelig Nuntius i Spanien. Snart bragte dog Cervantes’s Lyst til et daadrigt Liv ham til at lade sig hverve som Soldat. De nærmere Omstændigheder angaaende hans Liv i disse Aar er imidlertid højst uklare. Vist er det derimod, at han deltog i Søslaget ved Lepanto 7. Oktober 1571, hvor Don Juan de Austria sejrede over Tyrkerne; her viste Cervantes sig overordentlig modig og fik 3 Saar, af hvilke det ene blev ham en Mindelse for hele Livet, idet hans venstre Haand for en Del mistede Førligheden (el manco de Lepanto — med dette poetiske Hædersnavn er Cervantes ofte blevet betegnet). Siden var han med ved Tunis’ Erobring (Oktober 1573), og laa 1574 i Garnison i Neapel og derefter i Palermo. Trods sin udmærkede Tjeneste vedblev Cervantes at være i sin subalterne Stilling. 4 Aar efter Slaget ved Lepanto tager han Orlov fra Krigstjenesten og begiver sig om Bord paa et Skib til Spanien for, velanbefalet af sine Foresatte, at ansøge om Belønning eller Ansættelse; men 26. September 1575 bliver den spanske Galej overfaldet under den franske Middelhavskyst af algierske Sørøvere og taget af dem efter tapper Modstand. Cervantes var nu Fange hos de Vantro, han blev anbragt som Slave i Pirathøvdingen Dali-Mami’s Hus, og hans ærefrygtindgydende Personlighed og de Anbefalingsbreve, man havde fundet hos ham, foranledigede, at hans Herre ventede at gøre en god Forretning, naar en tilsyneladende saa fremragende Person blev udløst, imidlertid sendte Cervantes (men til ingen Nytte) et Rimbrev til den kgl. Sekretær Mateo Vasquez, hvori han skildrede de kristne Fangers haarde Kaar i Alger, og han gjorde det ene Flugtforsøg efter det andet i Forening med sine Ulykkesfæller, hvoriblandt hans egen Broder Rodrigo; engang var de naaet en Dagsrejse fra Alger, i Retning af Oran, som var spansk Besiddelse, da deres Fører, en Maurer, forlod dem, saa at de atter faldt i Hænderne paa deres Ejermænd. Naturligvis bidrog dette just ikke til at forbedre Cervantes’s Vilkaar. En Sum Penge, som hans Familie havde samlet med stort Besvær, var kun tilstrækkelig til at løskøbe Rodrigo (August 1577); ved Afskeden enedes Brødrene om, at et Skib skulde komme paa en bestemt Tid (28. September) til et aftalt Sted, hvor da Cervantes og hans Medfanger vilde være til Stede for at tages om Bord. Flugten lykkedes ved Hjælp af en Renegat, og i en Hule ved Kysten holdt de Bortrømte sig skjulte. Men i det afgørende Øjeblik strandede hele Planen: Maurerne opdagede det spanske Skib og bemægtigede sig det, og Renegaten forraadte de skjulte Flygtninge. Cervantes, der højhjertet paatog sig Ansvaret for det hele Forehavende, førtes for Deyen af Alger, der straks lod ham lægge i Lænker, købte ham af hans tidligere Herre og holdt ham i strengt Fangenskab. Dog vovede Cervantes endnu at gøre Forsøg paa at bryde dette, men Planen tilintetgjordes atter ved Forræderi — denne Gang af en (menes det) forhenværende Dominikanermunk, Juan Blanco de Paz — og Cervantes, der allerede havde unddraget sig Slavefogdens Opsyn, indfandt sig, ædelmodig som altid, paa Øjeblikket hos Deyen for at redde sine Medsammensvorne. Han truedes med Døden, men bevarede sin Standhaftighed; en spansk Renegat gik i Forbøn for ham; endelig; lod Fyrsten ham kaste i Fængsel, og September 1580 skulde han sendes som Galejslave til Konstantinopel. Hans Befrielse stundede dog nu til. Familien havde henvendt sig til Kong Filip II med Bøn om at lade ham løskøbe, og efter en Del Forhaling ankom Broder Juan Gil med et andet Medlem af Ordenen Los Redentores Trinitarios til Alger i denne Hensigt forsynede med en Sum, hvoraf Cervantes’s Moder og Søstre havde bidraget en stor Del trods deres Armod. Der maatte imidlertid forhandles og tinges med Deyen i 4 Maaneder, før Cervantes blev løskøbt; først 19. Septbr 1580 slog den længselsfuldt attraaede Time, idet han slap ud af Fangenskabet for 500 Gulddalere (ved et Udlæg fra nogle spanske Købmænd der paa Stedet). Cervantes’s Hændelser i Alger kender vi bedst af en Række vidnefaste Dokumenter i Archivo de Indias i Sevilla, som er Resultatet af nogle Forhør, der holdtes over Cervantes’s Lidelsesfæller efter hans egen Begæring, da den føromtalte Blanco de Paz havde bagtalt ham; Cervantes indgav dem selv som Bilag til en Ansøgning 1590. Men desuden har vi en god Kilde i Diego de Haedo’s Topografia é Historia de Argel (1612), hvormed kan sammenholdes »Fangens Fortælling« i Kap. 39–41 af »Don Quijote«, 1. Del.

Efter Hjemkomsten til Spanien havde Cervantes endnu ikke faaet nok af det urolige Liv. Ifølge Dokumenter var han i den nærmest følgende Tid i Portugal, i Cartagena, maaske i Oran; men det beror paa en Fejltagelse, naar man har troet, at han var med i det Felttog, hvorved Portugal erobredes, og paa Felttoget til Azorerne (hans Broder Rodrigo deltog i dette). 1584 udkom hans første Bog, Hyrderomanen Galatea, i hvis Hovedperson han skildrede Doña Catalina de Salazar y Palacios, som han ægtede 12. December 1584 (hun overlevede ham i 10 Aar). De bosatte sig i Nærheden af Madrid, og Cervantes fik nu Lejlighed til at komme ind i Hovedstadens litterære Kredse. Hans Hustru var ikke helt uformuende; men hvad hun ejede, var sat fast. For at ernære sin Familie — hvortil ogsaa hørte hans to Søstre og en uægte Datter, Isabel, hvis Moder var en vis Ana Franca de Rojas, og som han havde legitimeret — gav Cervantes sig en Tid mest af med at skrive for Teatret. Ifølge eget Udsagn forfattede han i Løbet af faa Aar nogle og tyve Skuespil, af hvilke adskillige gjorde ikke liden Lykke, inden Lope de Vega fik Eneherredømmet over den spanske Skueplads; især var det Tilfældet med La Confusa, som han ogsaa selv satte megen Pris paa. Af disse Stykker besidder vi nu kun to, nemlig den mærkelige Tragedie Numancia og Lystspillet El trato de Argel, hvor han ogsaa har benyttet sine egne algierske Minder og Erfaringer. Men derefter søgte han og forsøgte sig i det ene Embede efter det andet uden synderligt Held. Og Medlemmer af hans egen Familie, hvilken der i det hele, ifølge bevarede Procesakter og lignende, ikke var meget ved (heller ikke Datteren), skaffede ham adskillige Bryderier. Nogen videre dygtig Embedsmand synes han heller ikke at have været. 1588 havde han en lidet lønnende Post i Sevilla ved »den uovervindelige Armada«’s Provianteringsvæsen, og da dette Embede inddroges, blev han — takket være en Vens Protektion — ved at fungere som Skatteopkræver (for nogle af Kronens specielle Indtægter) i det sydlige Spanien, uagtet han som Kommissionær havde forløbet sig mod nogle gejstlige Myndigheder og var en Tid blevet ekskommuniceret. Han maatte som Opkræver rejse meget omkring og lærte derved at kende bl. a. Provinsen La Mancha ud og ind, men for øvrigt døjede han ogsaa i disse Aar adskillige ubehagelige Historier med udeblivende Løn og egen Gæld til det Offentlige, som han aldrig fik betalt. 1597 arresteredes han i Sevilla p. Gr. a. formentlig Regnskabsuorden; han slap dog ud ved Løfter —, som han ikke holdt. Det er bedrøveligt at se den store Digter midt i al denne økonomiske Jammerlighed. Et Sagn fortæller, at han noget senere blev sat fast i den lille By Argamasilla, som Følge af en Tvist med dens Beboere i et Embedsanliggende. Det Hus, hvor han skal have siddet fangen, viser man endnu, med den (rimeligvis helt ud af Luften grebne) Tilføjelse, at der begyndte han at digte »Don Quijote«.

Februar 1603 (synes det) flyttede han med sin Hustru til Valladolid og gjorde her første Del af sin udødelige Roman færdig. Den ældste Udgave af El ingenioso hidalgo Don Quijote de la Mancha, d. v. s. dens første Del, saa Lyset i Madrid 1605 (Kvart), trykt hos Juan de la Cuesta. Den er dediceret Hertugen af Béjar, Alonso López de Zùñiga y Sotomayor. (1905 mindedes dens Udgivelse ved en pompøs Jubilæumsfest i Madrid). De mange Udgaver, der hurtig fulgte efter hverandre, vidner om, at Bogen straks slog ypperlig an; ikke desmindre opkom i 18. Aarh. det Sagn, at Cervantes, da den ikke straks blev optaget med fortjent Bifald, udsendte et anonymt lille Skrift, El Buscapié, hvori han — for at gøre Reklame for sit Værk — fortalte, at »Don Quijote« egentligt var en Satire over Kejser Karl V, og at en stor Del af Personerne i Romanen var Portrætter af kendte Folk fra hans Tid. 1848 udgav Don Adolfo de Castro, en af sit Fædrelands Litteraturs ikke ufortjent Videnskabsmand, som dog i det hele ikke har noget godt Lov paa sig for Paalidelighed, en Bog i Cadiz, der skulde være den tabte Buscapié; men en grundig Kritik fik snart klaret, at her forelaa et Falsum. — Cervantes tjente ikke lidet ved sin Roman, men var dog i stadig Pengeforlegenhed. I Slutn. af 1608 træffer vi ham og hans Familie i Madrid. Han havde dog forinden i Valladolid (1605) oplevet en ærgerlig Hændelse, idet en ung Mand var blevet dræbt i en Tvekamp nær ved hans Bolig; man antog, at det drejede sig om en Kærlighedshistorie med en ung Pige i Cervantes’s Hus (maaske den før omtalte Datter eller en Søsterdatter, har man ment), og i den Anledning arresteredes omtrent hele Familien, men blev dog løsladt efter nogle Ugers Forløb. Hvordan Sagen egentligt hang sammen, vides ikke fuldt ud, skønt dens Akter for største Delen er bevarede. Cervantes havde i sine sidste Aar Velyndere og Beskyttere i Greven af Lemos, Vicekonge af Neapel og Hertugen af Lerma’s Svigersøn, og senere i Ærkebispen af Toledo, Don Bernardo de Sandoval; i temmelig trange Kaar var han dog lige til sin Død. 1613 udkom de ypperlige Novelas ejemplares, 12 i Tallet; en 13., La tía fingida, er fundet i Begyndelsen af 19. Aarh. Fra 1615 har man to Værker af Cervantes, nemlig Digtet El viaje al Parnaso, hvori han lader sine litterære Samtidige passere Revu, og et Bind dramatiske Arbejder, af hvilke 8 farceagtige Smaastykker (Entremeses) ubetinget er det bedste. Særskilt trykt er et 9. lille Stykke af samme Art, Los dos habladores, og der er maaske Grund til at tro, at to lgn. Entremeses ogsaa er af »Don Quijote«’s Forfatter.

Men medens Cervantes arbejdede paa 2. Del af sin Roman, havde han den Ærgrelse, at der 1614 pludselig dukkede en Fortsættelse — og det ikke nogen helt uheldig — af hans 1. Del op i Tarragona; paa dennes Titelblad angav en vis Alonso de Avellaneda sig som Forfatter. Nu skyndte Cervantes sig med at faa sin 2. Del ud (tilegnet Greven af Lemos); det skete i Slutningen af 1615. Avellaneda blev selvfølgelig taget grundig under Behandling i den; og Publikum blev betaget af denne ligesom af 1. Del. — Efter Udgivelsen af dette Værk beskæftigede Cervantes sig med flere digteriske Arbejder; men kun et af disse blev færdigt til Trykken: den fantastiske Roman Los trabajos de Persíles y Sigismunda. Den prægtige humoristiske Fortale til denne ellers ikke overdreven værdifulde Bog slutter med de Ord: »Farvel, Vid og Munterhed; Farvel I lystige Venner; thi nu skal jeg til at dø, og jeg haaber inden en føje Stund at se eder glade igen i det andet Liv«. Digteren havde i nogen Tid lidt af Vattersot, som nu tog stærkt Overhaand i Begyndelsen af April 1616. Endnu 19. April, efter at have modtaget den sidste Olie, skrev han et forunderligt gribende Brev til Greven af Lemos, i hvis Begyndelse han, spøgefuldt benyttende et gammelt Vers, siger: »Med Foden i Stigbøjlen og med Døden paa Læberne skriver jeg Eder til, høje Herre«. 4 Dage efter døde Cervantes; man har villet gøre gældende, at det var samme Dag som Shakespeare; men man har i dette Tilfælde ikke husket Forskellen mellem den julianske Kalender, som endnu brugtes i England, og den gregorianske, som var indført i Spanien. Han blev begravet i Trefoldighedsordenens Klosterkirke i Madrid; siden 1609 havde han været Medlem af Broderskabet Los esclavos del Santisimo Sacramento og blev Franciskaner-Lægbroder (Tertiarier) kort før sin Død, Cervantes’s Grav er nu ikke til at paavise. En Statue af ham blev rejst 1835 paa Pladsen foran Cortesbygningen i Madrid, men noget helt autentisk Portræt af Cervantes har man næppe. Det, der i længere Tid har tilhørt det spanske Akademi i Madrid og jævnlig findes gengivet, kan man ikke stole synderlig paa. 1911 fremdroges et Maleri, som adskillige — deriblandt det spanske Akademi, som har ophængt det i sin Mødesal — mente er J. de Jáureguis’ Originalbillede af Cervantes; men R. Foulché-Delbosc’s kritiske Undersøgelser (Revue hispanique, 25. Bind) har gjort dets Paalidelighed ret tvivlsom. Cervantes var, ifølge sin egen Skildring, middelhøj, med kastaniebrunt Haar, kraftig Ansigtsfarve, livlige Øjne og krum Næse. Fra Karakterens Side synes han at have besiddet fremragende Fortrin, især Mod og Udholdenhed.

Cervantes er et af Verdenslitteraturens største Navne. Sit Ry skylder han fornemmelig »Don Quijote«, i hvis aldeles originale Hovedfigurer, den idealistisk-sværmeriske Ridder fra La Mancha og hans realistisk-praktiske. Vaabendrager, Sancho Panza, han genialt har skabt to uforlignelige Typer, komiske og dog sympatetiske, nationale og dog almenmenneskelige. Om de to Skikkelser er en Række kostelige Folkelivsbilleder grupperede i broget Afveksling, og hvad Sproget angaar, har det Kastilianske aldrig udfoldet sin Rigdom som i »Don Quijote«, der af den Grund hører til de Digterværker, der taber mest ved at oversættes. Til Hensigt med sit Værk har Cervantes først og fremmest haft, at det ad Parodiens Vej skulde ramme en Pæl igennem de overordentlig yndede Ridderromaner, han — væsentlig med Rette — betragtede som en slet og usund Læsning og selv mente at have modtaget uheldig Paavirkning af i sin Ungdom. Dette lykkedes ham. Ubevidst har han tillige lagt mere deri, saa at hans Bog er blevet en uforgængelig Satire over al daarlig Romantik, over al malplaceret Idealisme; men hans ædle og humane Digteraand ledsager Satiren med et medfølende Smil over den evige Brydning mellem Ideal og Virkelighed i Menneskelivet. Af Cervantes’s øvrige Frembringelser er der Grund til at fremhæve de fortræffelig fortalte Noveller, hvori mange af »Don Quijote«’s Fortrin genfindes, endvidere de lunefulde Entremeses og den formløse, men dog ægte poetiske Tragedie Numancia, fængslende ved sin patriotisk begejstrede Tone. I bunden Stil var Cervantes for øvrigt i det hele taget ikke særlig heldig; en morsom Sonet om en Hugaf ved Filip II’s Katafalk nyder dog fortjent Berømmelse. De Comedias, han udgav 1615, er temmelig svage Forsøg i den af Lope de Vega indførte, udpræget nationale Smag. »Galatea« er meget velskreven, men temmelig kedelig, hvilket ligger i Genren, og noget lignende gælder om Persiles y Sigismunda, der kaldes Historia setentrional (en fremtrædende Person i Romanen er Arnaldo, Søn af Kongen af Danmark) og frembyder en saadan Masse mærkværdige Begivenheder, at den ikke er fri for at minde om de af Cervantes ombragte Ridderromaner; Sproget maa ogsaa i denne Bog betegnes som fortrinligt. (Sammenlign Karl Larsen, »Cervantes’s Forestillinger om Norden« [i »Tilskueren«, 1905]).

Udgaverne af Cervantes’s Værker er i høj Grad talrige. Af »Don Quijote«’s første Del udkom der allerede 1605 flere forskellige Udgaver i Madrid, Valencia og Lissabon, foruden den oprindelig; de er alle bibliografiske Sjældenheder. I en Madrid-Udgave (1608) foretog Cervantes en Del Rettelser og Tekstforandringer. Original-Udgaven af 2. Del (1615, Kvart), blev trykt hos J. de la Cuesta, Nu fulgte mange Udgaver af den hele Roman, baade i Spanien selv, i Italien og de spanske Nederlande. Ved det stærkt udbredte, indgaaende Studium af Cervantes og hans Hovedværk i Slutningen af 19. og Begyndelsen af 20. Aarhundrede er meget af tidligere Tiders Forskning og Udgiverarbejde paa dette Omraade stillet i Skygge. Følgende er dog at fremhæve: Det spanske Akademis Pragtudgave af »Don Quijote« (Madrid 1780, 5 Bd, Folio), Bowle’s kommenterede Udgave (London og Salisbury 1781, 3 Bd, 4°), J. A. Pellicer’s Udgave (Madrid 1797, 5 Bd), det spanske Akademis 2. Udg. (Madrid 1819, 5 Bd, med Biografi ved Navarrete) og Diego Clemencin’s Udgave (Madrid 1833–39, 6 Bd, 4°, ledsaget af en meget lærd og udførlig Kommentar). De nyeste er: Den af J. Fitzmaurice-Kelly og J. Ormsby besørgede Udgave (London 1899–1900, 2 Bd), C. Cortejón’s Udgave (Madrid 1905, ff.), The Hispanic Society’s Facsimile-Udg. (New York u. A., 3 Bind), F. Rodriguez Marin’s Udgave (Madrid 1911–13; en stor Jubilæumsudgave af samme Udgiver er bebudet til 1916); endelig er en Udgave af R. Foulché-Delbosc under Pressen. Oversatte’s Tal er Legio, og det paa mange forskellige Sprog. De bedste er vel nok Ormsby’s engelske (London 1885), L. Braunfels’ tyske (Stuttgart 1882) og V. E. Lidforss’ svenske (Sthlm 1892). Paa Tysk, i hvilket Sprog den første Oversættelse er fra 1621, er den ellers bl. a. gengivet af L. Tieck (1810–15); den ældste af de mange engelske Oversættelser (Shelton’s) er allerede fra 1612–20; den tidligste af de ligeledes talrige franske (Oudin’s og Rosset’s) fra 1616–18. Der er to danske Oversættelser, nemlig Charlotte Dorothea Biehl’s (1776–77, ny Udgave 1869) og F. Schaldemose’s (1829–31). Romanen er tit blevet efterlignet — mere eller mindre direkte — af andre Forfattere, som oftest uden synderligt Held; vi vil imidlertid nævne Butler’s Hudibras, Wieland’s Don Silvio de Rosalva, Smollett’s Sir Launcelot Graves og fremfor alt Charles Dickens’ Pickwick Papers samt i den dansk-norske Litteratur Holberg’s »Peder Paars«. A. Daudet’s fornøjelige Tartarin betegnes af Forfatteren selv som en Sammensmeltning af Don-Quijote- og Sancho-Typen. Helten i Cervantes’s Bog er ikke sjælden blevet set paa Teatret, endog som Balletfigur i København (ved Bournonville); i Digterens Fødeland har bl. a. Guillén de Castro og Calderón bragt »Don Quijote« paa Scenen. Den bildende Kunst har ogsaa gjort ham til Genstand for Fremstilling, og blandt Værkets Illustratorer kan nævnes Franskmændene Tony Johannot og Gustave Doré samt Tyskeren Adolph Schrödter; et morsomt Maleri af H. Daumier, forestillende Bogens to Helte, ejes nu af Statens Museum for Kunst i København, og i Danmark har V. Marstrand, hvis rige Lune var beslægtet med den store Digters, fremstillet Figurer og Optrin af »Don Quijote« i et Par udmærkede Malerier og en Mængde aandfulde Tegninger, hvoraf nogle er gengivne i 2. Udgave af Charlotte Dorothea Biehl’s Oversættelse. — Hvad Novellerne angaar, hvilke ogsaa er udgivne mange Gange, er bl. de nyeste at nævne: Cuervo’s Udgave af 5 Fortællinger (Strassburg 1908) og Amezua’s af to Fortællinger (Madrid 1912); en ny samlet Udgave ved Rodriguez Marín begyndte at udkomme 1914 (Madrid). Af Oversættelser gives ogsaa et betydeligt Antal; en dansk af Charlotte Dorothea Biehl med Titel »Lærerige Fortællinger« (1780–81); den danske Gengivelse af Titlen svarer nøje til Cervantes’s egen Forklaring af den. En enkelt Fortælling La gitanilla, er blevet særlig berømt og har givet Stof til P. A. Wolf’s Drama Pretiosa med C. M. v. Weber’s smukke og populære Musik. Numancia oversatte F. de la Motte Fouqué (1811); »Mellemspillene« er ligeledes gengivne i det tyske Sprog, ved A. F. v. Schack, d. v. s. 4 af dem i »Spanisches Theater« (1845), og H. Kurz, nemlig i M. Rapp’s »Spanisches Theater« (II, 1868), men hele Cervantes’s Théâtre har A. Royer oversat, til Dels i Uddrag (Paris 1862). — Fuldstændigere Udgaver af Cervantes’s Værker (de fleste dog med Udeladelse af de dramatiske) har man adskillige af, saaledes Madrid (1846) (ɔ: 1. Bd af Biblioteca de autores españoles, ved Aribau) og den store, meget smukt udstyrede i 12 Kvartbind (1883) — de Bind, hvori »Don Quijote« findes, er trykte i Argamasilla, de andre i Madrid; Udgiverne var Cayetano Rosell og J. E. Hartzenbusch, mod hvis Tekstkritik der er gjort berettigede Indvendinger. En engelsk Oversættelse af alle Cervantes’s Værker begyndte at udkomme i Glasgow 1900, under Fitzmaurice-Kelly’s Ledelse.

R. L. Máinez, Cervantes y su época [Jerez de la Frontera 1901]; E. Cotarelo y Mori, Efemérides cervantinos [Madrid 1905]; J. Fitzmaurice-Kelly, Miguel de Cervantes Saavedra [Oxford 1913]; C. Pèrez Pastor, Documentos cervantinos hasta ahora inéditos [Madrid 1897–1902, 2 Bd]; L.-Rius, Bibliografia critica de las obras de Miguel de Cervantes Saavedra [Madrid 1895–1905]; A. Morel-Fatio, Afh. »Don Quijote« som Kulturskildring, i Études sur l’Espagne, I, 2. Udg. [Paris 1895]; J. Martinez Ruiz, La ruta de Don Quijote [Madrid 1905]. Desuden en Mængde mindre Afh. i Tidsskrifter fra de senere Aar, navnlig i Revue hispanique).