Christian 4. (1577–1648)

Christian IV, 1577–1648, Konge, fødtes 12. April 1577 paa Frederiksborg. Med en vis Spænding havde man set hen til hans Moder Dronning Sophie af Meklenborgs Svangerskab; hendes og Frederik II’s Ægteskab havde hidtil kun været velsignet med Døtre, og først Fødselen af en Søn gav Sandsynlighed for Opretholdelsen af den regelmæssige Tronfølge. 2. Juni s. A. døbtes han i Frue Kirke i Kjøbenhavn, og umiddelbart efter toge hans Moders Forældre, Hertug Ulrik og Hertuginde Elisabeth, ham efter Tidens Skik med til deres Hjem i Meklenborg. Opholdet her varede 2 Aar. Nogen Tid efter sin Tilbagekomst til Danmark blev han paa Herredagen i Odense i April 1580 valgt af Rigsraadet og samtykt af Adelen til Tronfølger; Hyldingen foregik i Sommeren 1584 i de forskjellige Provinser.

Rimeligvis allerede i Efteraaret 1582 var den pommerske Adelsmand Henrik Ramel bleven udnævnt til Prinsens Hofmester; omtrent samtidig hermed udnævntes en Lærer (Tugtemester) for ham, og Valget faldt paa Hans Mikkelsen, der var en Elev af en af Datidens bekjendteste Pædagoger, Johan Sturm i Strasburg, og som havde været Rektor paa Herlufsholm, indtil han 1580 var bleven Hofpræst. I Nov. 1583 beskikkedes Ludvig Munthe som Undertugtemester. Kongen gav temmelig strænge Ordrer angaaende Sønnens Opdragelse, der særlig gik ud paa at holde ham afsondret fra skadelige Omgivelser, og disse Ordrer skærpedes senere, da han skulde studere nogen Tid i Sorø Skole; paa den anden Side opdroges to unge danske Adelsmænd en Tid lang sammen med Prinsen. Undervisningen havde selvfølgelig Religion og Latin til Grundlag; af Sprog lærte han desuden Fransk og Italiensk, medens det er tvivlsomt, om han har modtaget nogen egentlig Undervisning i Tysk foruden den, som han fik ved at omgaas sin tyske Moder og Hofmester. Imellem de andre Undervisningsfag lagdes der særlig Vægt paa Mathematik, Tegning og Musik. Det fremgaar af Prinsens bevarede Stilebøger, at Hans Mikkelsen maa have anvendt betydelig Omhu for at vænne sin Elev til en klar Iagttagelse af, hvad der mødte ham paa hans Vej, og til en naturlig, utvungen Meddelelsesmaade, noget, som fik en ikke ringe Betydning for hans Udvikling. Fast Opholdssted var der ikke Tale om; der vexledes navnlig mellem Koldinghus, Skanderborg, Sorø, Kronborg og Frederiksborg.

Midt under C.s Opvæxt døde Frederik II 4. April 1588. Der blev indsat en Formynderregering af 4 Rigsraader til at forestaa Riget i den udvalgte Prinses Mindreaarighed; imidlertid fortsattes hans Opdragelse. Men der havde inden for den danske Adel udviklet sig en stærk Misfornøjelse med, at en tysk Hofmester skulde have Tilsynet med den tilkommende Regent, og de misfornøjede satte 1590 deres Vilje igjennem, i det Henrik Ramel fjærnedes fra sin Stilling og fik til Efterfølger den danske Adelsmand Hak Ulfstand; omtrent samtidig, og maaske ikke uden Forbindelse dermed, udtraadte Rentemesteren Christoffer Valkendorf af Regeringsraadet. Forandringen af Hofmester bevirkede, at Forholdet mellem Enkedronning Sophie og Rigsraadet, der næppe nogen Sinde havde været godt, i høj Grad forbitredes. Sophie klagede i de heftigste Udtryk over Hak Ulfstands Mangel paa Dannelse og paa Evne til at lære hendes Søn kongelige Øvelser og Sæder, og hendes Vrede vendte sig lige saa stærkt mod Hans Mikkelsen. Hun beskyldte denne for at arbejde paa at gjøre alle Tyskere forhadte hos den unge Konge og endog for at ville stifte Ufred mellem hende selv og hendes Søn, hvilket alt skulde skrive sig fra hans Iver for at indsmigre sig hos Regeringsraaderne. En anden af hendes Klager gik ud paa, at C. ikke fik Lov til at øve sig tilstrækkelig i Ridning og i det hele i de Idrætter, som den nye Tid i Modsætning til, hvad der var Tilfældet for 40–50 Aar siden, krævede af en Prins. I C.s Stilebøger sporer man til sine Tider noget af en Stemning, der svarer til disse Klager; ogsaa han var tydelig nok utilfreds med at holdes for meget inde, og der forekommer Udbrud af Misfornøjelse over, at han saa for lidt til sin Moder. Men naar Sophie bebrejdede Hans Mikkelsen Mangel paa tilstrækkelig Lærdom, maa det erindres, at hun vistnok selv har været taget med paa Raad af sin Ægtefælle ved hans Ansættelse, og i det hele maa det vistnok siges, at C. IV’s Opdragelse, om end maaske ledet uden større Overlegenhed og større Finhed, har medvirket til at udvikle adskillige af de gode Egenskaber, han senere besad.

I Sept. 1593 overtog C. IV personlig Regeringen i Hertugdømmerne, og i Kongeriget besluttede Rigsraadet 1595, at Kroningen skulde finde Sted det næste Aars Sommer. 17. Avg. 1596 underskrev Kongen sin Haandfæstning og kronedes 29. Avg. i Frue Kirke i Kjøbenhavn. Tronbestigelsen synes at have været ledsaget af et delvist Brud med det hidtil regerende Rigsraads vigtigste Mænd. Christoffer Valkendorf blev allerede i Juni 1596 udnævnt til Rigshofmester, og Henrik Ramel optoges samtidig i Rigsraadet som første Mand af 8 nye Medlemmer. At der til Kansler udnævntes Christian Friis til Borreby, en Brodersøn af Johan Friis, hvis Indflydelse havde været saa stor under Christian III og Frederik II, tyder ligeledes paa en Tilbagevenden til Traditionerne fra den sidste Konges Tid. Der findes ogsaa i den første Periode af C. IV’s Regering, Tiden fra 1596 til Kalmarkrigen, Spor til Modsætning mellem Kongen og Rigsraadet, saaledes ved Forsøg fra Kongens Side paa Forhandlinger med Borgerstanden. Men hans personlige Initiativ mærkes dog i denne Periode mest i hans Virksomhed for at ophjælpe Forholdene i Norge, i Paabegyndelsen af de nye Slotsbygninger (Frederiksborg og Rosenborg), i Arbejdet paa Udvidelsen af Land- og Sømagten samt særlig i Politikken over for Sverige. Han havde endnu ikke opgivet de gamle Unionstanker og forestillede sig Muligheden af en Erobring af Naboriget. Krænket ved forskjellige Overgreb fra Carl IX’s Side tiltvang han sig Rigsraadets Samtykke til Krigen. Under denne (1611–13) lagde han en ikke ringe personlig Kraft og Tapperhed for Dagen, men viste sig ikke i Besiddelse af tilstrækkeligt Talent til at værdsætte sin Modstanders Styrke.

Afsnittet fra Kalmarkrigen til Deltagelsen i Trediveaarskrigen betegnes ved de store Byggeforetagender, de talrige, til Dels dog mislykkede, Forsøg paa at forøge Landets Handel og Industri samt udvide Avlen paa Krongodserne, de noget famlende Bestræbelser for Oprettelsen af en Landmilits og, hvad den ydre Politik angaar, ved dens stærke Drejning mod Syd. Hævdelsen af Herredømmet over Østersøen og Erhvervelsen af nordtyske Bispestifter for sine Sønner vare sikkert i en særlig Grad C. IV’s egne Tanker; det var paa den Maade, at Tidens Souverænitetsideer stærkest prægede hans Stræben. Mindre, i alt Fald mere planløst, spores de i Kongens indre Politik. Forholdet til Adelen var gjennemgaaende ret venskabeligt, og først hans Planer om Deltagelse i Trediveaarskrigen aabenbarede en større Uenighed mellem ham og det forsigtigere Rigsraad. Disse Planer vare bestemte af en Blanding af religiøs Følelse og politiske Hensyn, især Ønsket om at skille Vestmagterne fra Sverige og hævde den eftertragtede Stilling i Nordtyskland. Men i en langt højere Grad, end Tilfældet var ved Kalmarkrigen, forregnede Kongen sig her i Bedømmelsen af sin egen Styrke og skuffedes tillige denne Gang i, hvad han havde ventet af sine allierede. Hans uheldige Fald med Hesten paa Hamelns Volde 20. Juli 1625 bidrog til, at dette Aars Felttog endte uden større Resultat. Det følgende Aar afgjordes Krigens Skæbne ved Slaget ved Lutter am Barenberg; C. IV lagde Skylden for Nederlaget over paa General Fuchs, men var næppe selv uden Ansvar ved den Uoverlagthed, hvormed det afgjørende Sammenstød var indledet. 1627 og 1628 bleve Ulykkesaar for Kongen, under hvilke Grunden lagdes til den Spænding mellem ham og hans Adel og til den bitre Følelse af Forladthed, som nagede paa ham i Slutningen af hans Liv.

Efter Freden i Lybek 1629 og under den paafølgende stadig voxende finansielle Tilbagegang kunde der ikke være Tale om Trivsel for større indre Reformer. Vi mærke Kongens personlige Indgriben paa forskjellige Punkter, saaledes i Planerne om Vornedskabets Afløsning, men hans Sind fyldtes dog mest af den ydre Politik. Hans Opgave i denne Henseende var Fredsmæglingen i Tyskland for at forhindre Sveriges Erhvervelse af Pommern og for at bevare Stifterne Bremen og Verden for hans Søn Hertug Frederik; en staaende hvervet Hær skulde dække Grænsen mod Syd, og en vidtdreven Forhøjelse af Sundtolden sammen med Skatter skaffe Penge i Kassen. Han havde imidlertid ikke forudset det kraftige Stød, Sverige formaaede at rette imod ham, ikke haft tilstrækkelig Sans for det farlige i at fjærne Nederlandene fra sig og ikke taget Hensyn nok til Følgerne af det haarde Skattetryk.

Ulykkerne kom. Men den gamle Konge fik under dem en Lejlighed som aldrig før til at vise sin Handledygtighed, sin Uforsagthed og sin Evne til at færdes til Søs. Hans Tilstedekomst i Fyn umiddelbart efter Torstensons Indfald i Halvøen, hvorved der skabtes forholdsvis Orden, og hans Heltemod i Slaget paa Kolberger-Heide 1. Juli 1644, hvor han mistede Synet paa det ene Øje, høre til Glanspunkterne i hans Historie. Men havde selve Krigen ikke bøjet Kongen, saa blev det Tilfældet med Fredslutningen i Brømsebro (1645) og dens store Ofre. Trods de forskjellige Forsøg, han gjorde paa at rejse Riget igjen og give Kongemagten ny Styrke, var han dog brudt paa Sjæl og Legeme.

Store Forsøg, Ulykker til Resultat, det er det Indtryk, som C. IV’s Historie først og fremmest gjør. Aarsagen var for en stor Del Tidsforholdene, navnlig Danmarks Afmagt over for Sveriges Storhed. Men heller ikke C. IV selv var uden Skyld deri. Der var et Misforhold mellem hans Tilbøjeligheder og hans Evner. Han besad en ubetvingelig Handlelyst. Han vilde udvide sit Dynastis Besiddelser og sit Riges Grænser; han vilde nedbryde i alt Fald nogle af de Skranker, som Forfatning og Vedtægt satte for hans Myndighed, og han vilde forøge Kronens og Befolkningens Indtægter; han vilde rejse Kongeborge, der kunde fordunkle hans Forfædres, og han vilde skabe Fæstninger, der kunde sikre Rigets Modstandskraft, og bygge Byer, der kunde danne nye Midtpunkter. Men hans Evner svarede ikke til disse Forsætter. Han manglede Sans for at beregne Maal efter Midler, og han havde ikke Selvbeherskelse til at standse i det rette Øjeblik. Netop fordi hans virkelige Evner ikke laa for det store, kunde han i sin Iver for at gjøre noget kaste sig over Tilløb, der kun virkede udfordrende og tirrende over for dem, han burde have søgt at gjøre til sine Venner. Naturmæssig dreves Danmark til Kamp med Sverige, men lige saa naturmæssig drev Kongens Sundtoldpolitik Nederlandene over til Venskab med hans østlige Modstander og hans Planer om Herredømme i Nordtyskland de derværende Fyrster og Stæder over til Had og Mistænksomhed mod ham selv. Og var det saaledes med den ydre Politik, kom lignende Forhold til Syne i den indre. Ikke alene tilintetgjorde Krigsulykkerne saa godt som alle Frugter af Kongens Forsøg paa at forbedre Handel og Industri, men naar han paa visse Maader stræbte at ophjælpe Bondestanden, saa lagde han til Gjengjæld et voldsomt Tryk navnlig paa de sjællandske Bønder ved Arbejdet paa Slotte og Fæstninger, og i sin Iver for at forbedre Avlen paa Krongodset naaede han ikke alene ikke sit Resultat, men gav Adelen et uheldigt Exempel ved talrige Nedlæggelser af Bøndergaarde. I Styrelsen af sit Pengevæsen kunde han være husholderisk til dagligdags, men i den Grad ødsel ved enkelte Lejligheder, at det ophævede Virkningen af den vanlige Sparsomhed.

Ogsaa paa et andet Punkt viser der sig en Slags Modsigelse mellem hans Handlemaade og, hvad man kunde vente sig efter det umiddelbare Indtryk af hans Personlighed. Der var i hans ydre Fremtrædens Jævnhed, i hans Tale- og Skriftsprogs Naturlighed og fremfor alt i hans ægte Humor noget, som var i Slægt med det bedste i den danske Nationalkarakter, og som gjør det naturligt, at han, navnlig med sine fleste Forgængere og Efterfølgere paa Tronen som Baggrund, har staaet for Folket i mange Slægtled som den typisk nationale Konge. Og dog gik en Del af Samtidens Klager ikke med urette ud paa, at han begunstigede tyske Adelsmænd, gav det tyske Kancelli Overvægten over det danske og en Tid lang forlagde Regeringens Sæde og Tyngdepunkt saa langt syd paa som muligt, til den af ham anlagte og saa meget yndede Fæstning Glückstadt ved Elben. Helstøbthed og Selvstændighed vare ikke hans Egenskaber.

Langt lysere er Billedet af C. IV, naar man betragter ham paa de Omraader, hvor hans Evner sloge til. Vi have allerede nævnet hans Heltemod i Krigen og hans Pligtopfyldenhed under Farer og Ulykker; vi have antydet hans Bestræbelser for at forbedre Tilstanden i Norge, Bestræbelser, som han fortsatte under hele sin Regering, særlig ved hyppige Rejser til det nævnte Rige. Men navnlig bør dog fremdrages hans utrættelige daglige Arbejdsomhed og den store Interesse, han viste de forskjelligste Foretagender. Om det end sandsynligvis næppe er rigtigt at antage ham selv for den, der har gjort Hovedudkastene til hans mærkelige Bygninger, saa er det paa den anden Side sikkert, at han med den største Omhu fulgte deres Opførelse, og han har uden Tvivl givet Tegningen til adskillige Enkeltheder. Paa samme Maade virkede han med ved Bygningen af sine Orlogsskibe. Mangfoldige Koncepter til Kancelliskrivelser vidne om hans Deltagelse i de almindelige Regeringsforretninger, og ikke den mindste Ting ved hans Hofholdning eller ved hans Sønners Opdragelse unddrog sig hans Opmærksomhed.

Det største Bevis paa hans Virksomhed foreligger dog i hans omfattende Brevvexling. Denne Brevvexling tjener til Belysning af en Mængde faktiske Forhold, men den har maaske størst Interesse som et fuldgyldigt Udtryk for Kongens Personlighed, for hans Karakters bedste Sider og for hans Begrænsning. Den viser hans vexlende Stemninger af Selvtillid og af Nedtrykthed, hans Skarphed i Tankegangen, hans Sans for Humor og Spøg, men ogsaa hans opfarende Heftighed og hans Tilbøjelighed til at anse sig for forurettet. Dens Stils Ejendommelighed er først og fremmest dens Naturlighed, dens Tilnærmelse til den daglige Tale og dens Evne til træffende, endog malende Udtryk; den er et Brud saa vel med den Konveniens, der havde præget den nærmest foregaaende Slægts Brevform, som med Samtidens tunge Kancellistil. Men den er trods sin Naturlighed ikke sjælden ubehjælpsom, og Fremstillingen vidner ikke om Belæsthed eller om et dybere psykologisk Syn, den hæver sig ikke til større Overblik, til almindeligere Slutninger eller til højere Flugt, den er ikke Udtrykket for nogen fint dannet Aand.

Dybere Dannelse, vunden gjennem Selvbeherskelse og Personlighedens Tilegnelse af grundige Kundskaber, var da ogsaa det, som C. IV mest manglede. Det viste sig i hans svigtende politiske Sans, i hans Tilbøjelighed til Smaalighed og særlig i det Fald fra mægtig Værdighed til Drukkenskabens Raahed og Ynkelighed, som ikke sjælden skæmmede hans Færd, og som kun hans overordentlige fysiske Kraft bar ham saa længe over. En fremmed Gesandt fortalte med Undren, hvorledes han kunde blive baaren drukken bort om Aftenen og dog ved Dagbrækningen tage paa Jagt.

Mangelen paa Harmoni og dermed følgende Lykke prægede hans private som hans offentlige Liv. 27. Nov. 1597 havde han paa Haderslevhus ægtet den brandenborgske Prinsesse Anna Cathrine (s. I, 287); men hun døde allerede 29. Marts 1612. Endnu medens dette Ægteskab bestod, havde han staaet i Forhold til en ellers ubekjendt Kvinde, Kirstine Madsdatter, og med hende avlet Sønnen Christian Ulrik Gyldenløve. 1613 knyttede han en Forbindelse med Karen Andersdatter (s. I, 216) og fik med hende en eller to tidlig døde Døtre og Sønnen Hans Ulrik Gyldenløve. Forbindelsen afbrødes, da Kongen fattede Kjærlighed til den 17aarige adelige Jomfru Kirstine Munk, en Datter af Ludvig M. og Ellen Marsvin. 23. Avg. 1615 tilsagde han hende skriftlig et uopløseligt Samliv og viedes 31. Dec. s. A. til hende, vistnok i al Stilhed. Hun blev Moder til en Række Børn, hvoraf de fleste kom til at spille en ikke ringe Rolle. Ægteskabet forløb rolig i 10–11 Aar; da forstyrredes det ved Kirstine Munks Lidenskab for Rhingrev Otto Ludvig af Salm, og efter voldsomme Sammenstød kom det endelig i Jan. 1630 til en faktisk Skilsmisse, i det Kirstine Munk for bestandig forlod Frederiksborg. Men den fortsatte Strid mellem Kongen og hende, i hvilken hendes Børn og Svigersønner paa forskjellig Maade toge Del, kastede stærke Skygger over hans senere Liv, og det saa meget mere, som han efter Afbrydelsen af det ægteskabelige Samliv med Kirstine Munk, men før hun forlod Hoffet, havde knyttet en Forbindelse med en af hendes Piger ved Navn Vibeke Kruse, en Forbindelse, der bestod til hans Død. Hun fødte ham Sønnen Ulrik Christian Gyldenløve og Datteren Elisabeth Sophie Gyldenløve. Dette nye Kuld Børn, paa hvem Kongen ødslede store Gaver, forøgede Spliden ved Hoffet, ogsaa af den Grund, at Elisabeth Sophies forlovede, Claus Ahlefeldt, stod i et meget spændt Forhold til de øvrige Svigersønner. Hertil kom den udvalgte Tronfølger Prins Christians Svagelighed og stadige Pengeforlegenhed, Kongens Mangel paa Fortrolighed med sin næstældste Søn, Hertug Frederik, og endelig Tronfølgerens Død 2. Juni 1647. Den gamle Konge kunde ikke i sit Privatliv finde Trøst for sine skuffede Planer og sit Riges Ulykker.

I Efteraaret 1647 paadrog C. IV sig en Mavelidelse, der berøvede ham Appetiten og tog hans sidste Kræfter fra ham. Han laa syg paa Frederiksborg til 21. Febr. 1648; paa denne Dag flyttedes han til Rosenborg, hvor han i 8 Dage kæmpede med Døden. 28. Febr. om Eftermiddagen Kl. 5endtes hans Liv stille og rolig i hans 71. Aar. Datteren Leonora Christina trykkede hans Øje til.

Christian IV’s egenhænd. Breve ved Molbech, 1848, og ved Bricka og Fridericia, 1878 ff. Schlegel, Saml. zur dän. Gesch. II (Kalenderoptegn. 1607, 8 og 21). Suhms Nye Saml. II (Kal.-Opt. 1614 og 16). Nyerup, Mag. f. Rejseiagtt. IV (Kal.-Opt. 1618, 19, 20, 25 og 35). Danske Saml. V (Kal.-Opt. 1617, 29 og 39); 2. R. III (Udtog af Kal.-Opt. 1609, 22, 24, 26, 27, 30, 33, 34, 36, 37, 38, 40, 41 og 42). Nyt hist. Tidsskr. III.