Frederik 3. (1609–70)

Frederik III, 1609–70, Konge, Søn af Christian IV og Anna Cathrine af Brandenborg, blev født 18. Marts 1609 paa Haderslevhus. Hans Stilling som yngre Søn fik Betydning for hele hans Liv. Der var i hans Barndom og første Ungdom ingen Udsigt til, at han skulde komme til at bestige Danmarks Trone, og Christian IV bestemte sig derfor til at sikre hans Fremtid uden for dette Rige. Han skulde tillige være et Middel for sin Faders Planer om Udvidelsen af Dynastiets Besiddelser og derved ogsaa af Danmarks Magt i Nordtyskland. Trods stærk Modstand lykkedes det Christian IV at drive hans Valg igjennem til en Række Magtposter, der indeholdt Løfter om en indflydelsesrig Løbebane. 1621 blev han Koadjutor i Bremen Stift, 1622 Koadjutor og 1623 Biskop i Verden, 1624 Koadjutor i Halberstadt. Kun 18 Aar gammel blev han 1627 af Faderen udnævnt til Præsident for det i Stade indsatte Krigsraad og fik overdraget Regimentet i Bremen Stift i Egenskab af Kongens Stedfortræder som Kredsoberst. Saaledes blev han som ung vænnet til Tanken om Regentvirksomhed, og vinkede end ingen Kongekrone ad ham som ad hans ældre Broder, saa behøvede han paa den anden Side ikke stadig at tænke paa den Magt, han havde Udsigt til at vinde, som bestemt til at deles med den danske Adel. Ingen Traditioner bandt hans Fremtid i den Grad som en kaaret Tronarvings.

Medens saaledes Æresposter tilfaldt ham fra hans Barndom, var hans Opdragelse og Uddannelse bleven afsluttet. Ingen af hans Lærere har vundet noget særlig fremragende Navn, men de have uden Tvivl bibragt ham en solid Kundskabsmasse og medvirket til at skabe hos ham Interesse og Sans for boglige og videnskabelige Sysler. Han tilbragte nogle Aar (1624–26) ved Sorø Akademi, var 1628 en Tid i Friesland ved sin Frænde Grev Ernst Casimirs Hof og opholdt sig fra Maj 1629 til Sommeren 1630 i Frankrig; han har næppe forsømt Lejligheden til at nyde godt af de forskjellige Indtryk, han paa denne Maade modtog.

Livets Alvor traadte ham imidlertid hurtig i Møde. Christian IV’s Nederlag syntes for bestandig at berøve ham de Fremtidsudsigter, der havde tilsmilet ham. Fra Aaret 1632 have vi den første Karakteristik af ham; en engelsk Gesandt skildrer ham som mørk og indesluttet, men med gode Anlæg, fri for sin Faders Raahed i Nydelsen af stærke Drikke, men noget tilbøjelig til Udsvævelser. Hvad Udholdenhed kunde føre til, lærte han snart. 1634 opnaaede han trods Freden i Lybek at blive Ærkebiskop i Bremen Stift, og 1635 kom han ogsaa i Besiddelse af Verden Stift. Han var saaledes bleven tysk Fyrste, men Fyrsteværdigheden bragte ingen Dans paa Roser. Stifterne vare medtagne af stadige Troppeindkvarteringer, den politiske Stilling var vanskelig, og han kom i Strid med Stænderne. Han optraadte endog i disse Stridigheder saa skarpt, at hans Fader maatte paaminde ham om at vise Maadehold. I finansiel Henseende vedblev han at være afhængig af Christian IV, der maatte støtte ham med store aarlige Tilskud til hans Hofudgifter. Der havde været Tale om hans Ægteskab med Dronning Christina af Sverige, men Forhandlingerne derom førte ikke til noget, og i Marts 1640 forlovede han sig med Hertug Georg af Brunsvig-Lyneborgs Datter Sophie Amalie. Fra da af mærker man en større Interesse hos ham for at sikre sig en Fremtid ogsaa inden for det danske Rige; han forespørger ængstelig, om han kan være sikker paa at blive valgt til Konge, hvis hans svagelige Broder skulde dø, og faar et beroligende Svar af sin Fader. Men dreven frem af det brunsvigske Fyrstehus tragtede han efter større Sikkerhed for sin Fremtid, og 1642 opnaaede han ogsaa Kongens Samtykke til, at han, hvis Prins Christian efterlod Arvinger, skulde have Segeberg og Hanerau Amter som sin Arvedel af Hertugdømmerne foruden livsvarig Besiddelse af Amtet Svabsted. Heller ikke hermed vilde han dog lade sig nøje, og efter skarpe Forhandlinger mellem ham og Broderen kom det i Okt. 1643 til et nyt Arveforlig med denne, hvorved den F. tidligere forbeholdte Andel i Hertugdømmerne ikke alene tilsikredes ham allerede for det Tilfælde, at Prins Christian blev Konge ved Faderens Død, men ogsaa forøgedes med forskjellige Slotte og Godser. Lige før dette Forligs Afslutning havde han 1. Okt. 1643 paa Glücksborg Slot ved Glückstadt fejret sit Bryllup, og der stod fra dette Øjeblik af ved hans Side en Kvinde, hvis Tilbøjeligheder og Vilje kom til at gribe dybt ind i hans og dermed i Danmarks Skæbne. Sophie Amalie bragte med sig en livsglad Lyst til Festligheder og Fornøjelser, der til sine Tider kunde bevirke en Afbrydelse af Kongens Regeringsvirksomhed, men ved Siden deraf et bestemt Initiativ og en lidenskabelig, hadefuld Ærgjerrighed, forenet med det brunsvigske Fyrstehuses dynastiske og enevældige Tendenser.

F.s Ungdom havde fjærnet ham fra Forholdene i Danmark og givet ham væsentlig tyske Omgivelser. Til nogen Spænding med den danske Adel havde der dog hidtil ikke været Anledning. En saadan kom først med Christian IV’s sidste Krig. I Marts 1644 udnævnte Kongen ham til Generalissimus og Præsident for det Krigsraad, der skulde oprettes i Glückstadt. De meget vanskelige Forhold tjene som Undskyldning for, at F. ikke i disse Egenskaber vandt Lavrbær; han formaaede hverken at bringe Hæren i god Orden eller lægge videre Hindringer i Vejen for Fjenden. Til en større aktiv Optræden gik han først over i Slutningen af Dec. 1644, da den svenske Oberst Wrangel havde vovet sig gjennem Hertugdømmerne til Nørrejylland. I Dec. bevægede F. sig med sin Hær langsomt mod Nord og forenede sig med Rigsmarsken Anders Bille ved Kolding; her kom det imidlertid til en alvorlig Uoverensstemmelse mellem de to Hærførere (s. II, 206). Imod Anders Billes Raad rykkede F. ikke nord paa mod Wrangel, men vendte sig mod Ribe og stormede 30. Dec. det af Svenskerne besatte Riberhus. Efter modtagen Ordre fra Kongen rykkede han umiddelbart derpaa tilbage til Kolding og forenede sig atter med Rigsmarsken; men her kom det strax til nye og skarpe Stridigheder imellem dem, og F. trak sig tilbage til Hertugdømmerne og opslog igjen sit Hovedkvarter i Glückstadt. Hans noget uenergiske Fremgangsmaade havde til Dels sin Aarsag i Christian IV’s Ordre om at beskytte Marsklandene, men skyldtes sikkert tillige Frygten for Svenskernes Angreb paa hans Stift Bremen, hvilket i de nærmest paafølgende Maaneder faldt i Fjendens Hænder. Den væsentligste Betydning af det skete laa imidlertid deri, at der havde fundet en Rivning Sted mellem F. og den danske Adel eller i alt Fald en af dennes Hovedrepræsentanter. Rigsmarsken og en stor Del af hans Standsfæller saa for Fremtiden med Frygt og Mistanke hen til Hertugen, og denne saa til Gjengjæld i Adelen en Modstander.

Ved Freden i Brømsebro 1645 blev F. optagen i dens Pacifikationsbestemmelser; hans Stifters Skæbne blev henvist til direkte Forhandlinger med Sverige. Trods dette tænkte han paa ved en Tilslutning til Kejseren at vinde dem tilbage med Vaabenmagt, men opgav dog atter dette. Han tog 1646 Ophold i Flensborg, men hans Pengeforhold vare daarlige, og han søgte stadig sin Fader om Hjælp, hvilket dog i Regelen indbragte ham temmelig skarpe og bitre Svar. Ved Siden heraf anstrængte han sig for at opnaa en ny Virksomhed med nye Indtægter og blev i Juli 1647 udnævnt til Statholder i Hertugdømmerne. Kort i Forvejen havde han formelt givet Afkald paa sine Bispestifter. Til Beslutningen herom medvirkede et nyt Moment.

Tanken om at vinde Danmarks Trone var naturlig bleven stærkere og stærkere hos ham, jo mere hans ældre Broders Svagelighed gav Udsigt til hans snarlige Død og i alt Fald Sikkerhed for hans Barnløshed. Men paa den anden Side var det ham ikke ubekjendt, at Stemningen hos den danske Adel var ham alt andet end gunstig. Derfor ønskede han Spørgsmaalet afgjort inden Faderens og Broderens Død. I Nov. 1646 virkede han for et umiddelbart, subsidiært Tronfølgervalg, skjønt den valgte Tronfølger endnu var i Live, og Udtalelser i hans Skrivelser fra denne Tid vise, hvorledes allerede nu Arvekongedømmet stod for ham som det egentlige Maal; men han opnaaede ikke noget. Saa meget ivrigere tilskyndede hans Omgivelser ham til at opgive Bispestifterne, da de vidste, at den danske Adel, der i Forvejen ikke nærede Sympathi for ham, tilmed skræmmedes tilbage fra at vælge ham til Konge, fordi den frygtede for, at hans Strid med Sverige om hans Stifter skulde fremkalde et nyt Brud med dette Rige. Ved en af hans Kansler Dietrich Reinking i Münster strax efter Prins Christians Død i Juni 1647 sluttet Overenskomst blev Spørgsmaalet om Bremen og Verden ogsaa, i alt Fald foreløbig, afgjort, i det F. slog sig til Taals med et Løfte af Kejseren om en Pengeerstatning. En Hindring for hans Succession i Danmark var saaledes ryddet af Vejen, men noget Kongevalg havde dog endnu ikke fundet Sted, da Christian IV 28. Febr. 1648 fulgte sin Søn i Graven.

F. var ikke tilstede ved sin Faders Dødsleje, først en Uges Tid efter hans Bortgang kom han til Kjøbenhavn. Hermed afsluttedes den første store Periode af hans Liv. Han havde, da han blev Konge, en Fortid betydningsfuldere end nogen anden af hans Slægts med Undtagelse af Frederik I’s.

Hans Valg og Haandfæstning kom først i Stand efter en flere Maaneders Strid mellem ham og Rigsraadet. Selve Valget blev afgjort i de første Dage af Maj 1648 og bekræftedes ved Hyldingen 6. Juli og Kroningen 23. Nov. s. A. Det var for saa vidt en Sejer for ham, som Valget ikke havde været paa den Maade givet og sikkert som hans Forgængeres, men nogen virkelig Modstand havde ikke været tilstede. Den Valget ledsagende Haandfæstning, som han undertegnede 8. Maj, var derimod vel paa flere Punkter et Kompromis, men dog som Helhed et Nederlag for ham. Det var lykkedes Rigsraadet i dets Frygt for hans avtokratiske Tendenser og for hans og Dronningens vante tyske Omgivelser at sætte Bestemmelser ind i den, som skulde værne herimod; det havde end videre hindret ham i at tilegne sig Norge som et Arverige. Men den bestaaende Forfatnings Udlevethed kunde det ikke for Alvor raade Bod paa, og Aristokratiets Magt rokkedes ved Corfits Ulfeldts Fald. F. III mistænkte ham, til hvem han i tidligere Tid havde staaet i ret venskabeligt Forhold, for som Gesandt i Frankrig 1647 at have modarbejdet hans bremiske Politik; hertil kom saa dels Forhandlingerne om Valget og Haandfæstningen, dels Spændingen og Skinsygen mellem Dronningen og Leonora Christina; Bruddet endte med Ulfeldts Landflygtighed 1651. Om nogen bestemt, i alle Enkeltheder forfulgt indenrigsk Politik fra Kongens Side efter denne Tid vilde det næppe være rigtigt at tale; der kunde endog komme Perioder som 1654, hvor hans og Dronningens Sans for Fornøjelser og Festligheder lagde Beslag paa hans Opmærksomhed i en næsten alt opslugende Grad; men adskilligt viste dog hen til Kongehusets dynastiske Tilbøjeligheder, saaledes den stadig stærkere Anvendelse af fremmede Raadgivere, den fortsatte Interesse for Norges Anerkjendelse som Arverige og endelig det paa ny opdukkende Haab om ved Kejserens Hjælp at vinde Bremen Stift tilbage. Det var uden Tvivl ogsaa Tanken herom, der spillede en stor Rolle under de Overvejelser, som Følge af hvilke Kongen kastede sig ind i sit Livs ubesindigste og skæbnesvangreste Gjerning, Krigen med Sverige 1657.

Medens under denne Krig den hidtilværende Forfatnings indre Uholdbarhed viste sig stærkere end nogen Sinde før, rokkede Kongen ved dens Grundstene. Han opnaaede i Maj 1658 for sig og sine Arvinger en fuldstændig fri Stilling over for Rigsraadet med Hensyn til Slesvig, i det han fik afstaaet Souveræniteten over den kongelige Del af Hertugdømmet, ligesom den gottorpske Hertug havde tvunget den igjennem for sin Dels Vedkommende. Et Aar efter fik han Bornholm lagt ind under Kongehuset som dettes Arv og Eje. End videre formindskedes stadig mere og mere Rigsraadets Indflydelse, og fremmede Officerer trængte sig frem i tilsvarende Grad. Ikke nok hermed, det er meget sandsynligt, om end ikke fuldt bevist, at Kongen efter Freden i Roskilde har haft Planer om en ligefrem Statsomvæltning, støttet til Hæren. Dog fik han snart ved Carl Gustavs fornyede Angreb (Avg. 1658) foreløbig andet at tænke paa. Og nu brød frem den smukkeste og mest sympathivækkende Periode i F. III’s Liv, de Dage, hvor han lovede at ville dø i sin Rede og gav Kjøbenhavn store Privilegier, og de mange Maaneder, hvor han ved sit Mod og sin Udholdenhed under Hovedstadens Belejring satte sin Person ind paa Forsvaret af Landets og Dynastiets forenede Interesser. Men netop herved vandt han ogsaa en uhyre Fordel. Den noget ubestemte, traditionelle Tillid, hvormed de uprivilegerede Stænder Generationer igjennem havde set hen til Kongedømmet som et Værn mod Adelstandens Overgreb, formedes nu især hos Kjøbenhavns Borgerskab til en taknemmelig, loyal Tilslutning til F.s Person. Han blev, om end kun for en kort Tid, den populære Konge.

Ved Hjælp af denne Popularitet og med Hæren og dens tyske Befalingsmænd som den Baggrund, der skræmmede Modstanderne, dreven frem af sin Dronning og støttet af dygtige Raadgivere med Sans for at benytte Øjeblikket, vandt han saa sin Sejer i Efteraaret 1660. 16. Okt. kasseredes Haandfæstningen, 18. Okt. og paa ny 15. Nov. hyldedes han som Arvekonge. Han standsede ikke hermed; ved den senere med rette saakaldte Enevoldsregeringsakt af 10. Jan. 1661 fik han af Stænderne overdraget Arveret, Souverænitet og absolut Regering. 14. Nov. 1665 traadte hans Underskrift paa Kongeloven til som endelig Afslutning.

Danmark havde faaet den Regeringsform, det beholdt i henved 200 Aar. Den gamle Forfatning med Rigsraadet som Indehaver af Souveræniteten og med Adelen som den lovmæssige Parthaver i Statens Styrelse sank i Graven. Dens Undergang skyldtes ved Siden af F.s Indgriben talrige Aarsager, som han var uden Del i. Hans Indsats blev Kvælningen af de Spirer, som fandtes til en paa et bredere stændersk Grundlag hvilende konstitutionel Regering, hans Ansvar er den ubetingede Enevælde. Dynastisk Interesse havde, støttet til det Overskud af Magt, som Kongedømmet besad under den almindelige Opløsningstilstand, hidført dette Resultat. Den ikke alene hos Adelen, men ogsaa hos Borgerskabet ulmende Misfornøjelse vovede sig kun spagt frem. Cai Lykkes og Corfits Ulfeldts Domfældelser vidnede om det nye Regimentes tunge og haarde Haand.

F. skildres enstemmig af Samtiden som en Mand af lange Overvejelser, med Vanskelighed til at bestemme sig, med Tilbøjelighed til at gjemme og ikke glemme. Han var indesluttet og hemmelighedsfuld, kunde ofte le højt, men talte kun lidet, skrev endnu mindre. Hans Ansigt minder ikke lidt om Christian IV’s, men dennes Træk, der kom igjen afslappede hos Broderen Prins Christian, vare hos ham blevne grovere. Hvor stor en Modsætning var der ikke i det hele mellem ham og hans Fader! Medens denne trængte til at meddele sig og gav sig hen i Øjeblikket med hele sin Naturs oprindelige Styrke og med hele dens oprindelige Svaghed, var F. ganske anderledes selvbehersket. Ved denne Selvbeherskelse blev hans Optræden og Livsførelse finere. Der var ikke lidt sanseligt i hans Ansigtstræk, og han omtales som udsvævende i sin Ungdom, men af uægte Børn vides han kun at have haft Sønnen Ulrik Frederik Gyldenløve, der var født før hans Ægteskab, og han var afholdende med Hensyn til stærke Drikke, efter Sigende fordi han vidste, at han daarlig kunde taale dem. Hans Fornøjelser repræsentere et højere Kulturstandpunkt end Faderens. Han holdt af mythologiske Balletter i fransk Stil, af Hyrdestykker og af Jagt og mødtes heri med Sophie Amalies Passioner; han havde hele Tidens Fyrstesmag for at samle paa Bøger, paa Kunstsager og Rariteter; han gav sig – et Særsyn i den oldenborgske Kongeslægt – af med Videnskabelighed. Spidsfindige theologiske Diskussioner overværede han gjærne og var ved Siden deraf optagen af Alkymi og Guldmageri. Større Ros fortjener hans Beundring for Tyge Brahe, hvis samlede Værker han tænkte paa at udgive.

Den Enevælde, F. skabte, blev snart efter af dens Omgivelser tillagt en guddommelig Oprindelse og en guddommelig Værdighed i Overensstemmelse med Samtidens Tankegang rundt om i Evropa. F. har næppe selv staaet paa dette Standpunkt; for ham var det hele nærmest et Spørgsmaal om Formaalstjenlighed og om Magt. Christian II’s Minde blev under ham for første Gang taget til Naade ved det danske Hof. Det var, som om han paa denne Maade følte Trang til at knytte sin Gjerning til Fortidens. Ellers var der over hans Virken noget traditionsløst. Og der var tillige noget tilfældigt, thi hans egne Indskydelser vare langtfra altid sikre og bestemte. Det var ikke vanskeligt for hans Omgivelser at vinde Magt og Indflydelse over ham. Først og fremmest gjaldt dette om hans Dronning, men dernæst om adskillige andre. Der er intet paafaldende i, at de to Mænd, hvis Navne i denne Henseende bør nævnes i første Række, Christoffer Gabel og Peder Schumacher, skjønt forskjellige i saa høj Grad, at de ellers næppe kunne nævnes i samme Aandedræt, begge have Parvenuernes Præg.

9. Febr. 1670 døde F. III paa Kjøbenhavns Slot og begravedes 4. Maj s. A. i Roskilde Domkirke.

R. Nyerup, Efterretninger om Kong Friderik III, 1817. P. W. Becker, Saml. t. Frederik III’s Hist. I-II, 1847–57. Hist. Tidsskr. 5. R. VI, 715 ff.