Christian 2. (1481–1559)

Christian (Christiern) II, 1481–1559, Konge, Søn af Kong Hans og Dronning Christine, blev født paa Nyborg Slot 1. Juli 1481. Omtr. 6 Aar gammel kom han for en kort Tid i Huset hos Hans Bogbinder (II, 466), derpaa hos sin Lærer, Kanniken Jørgen Hintze, der til sidst for at kunne passe paa den ustyrlige Dreng endog tog ham med i Kirke og lod ham synge blandt Kordrengene. Allerede da var han hyldet rundt om i Landet som tilkommende Konge (1487). Faderen tog ham da atter til sig paa Slottet under Vejledning af en tysk Lærer, Mester Conrad fra Brandenborg, en humanistisk uddannet Mand, der vistnok har haft stor Indflydelse paa den unge Prins. For øvrigt klages der stadig over den unge Prinses natlige Sværmen om og Konflikter med Byvagten, saa Stadens Raad til sidst maatte klage til Faderen derover. Ved Siden af denne Omflakken vænnedes han dog tidlig til Deltagelse i det offentlige Liv og i Regeringshandlinger. 1489 havde det norske Raad anerkjendt hans Valg, og da Sverige 1497 var erobret, valgtes han ligeledes af det svenske Raad. I sit 18. Aar hyldedes han personlig i Stockholm 19. Maj 1499 af Udsendinger fra alle Sveriges Landskaber og rejste derpaa, ledsaget af Sten Sture, rundt i Landet for at vinde Stemningen for sig. Baade i Danmark og i Sverige deltog han i forskjellige Regeringshandlinger og havde til Hofmester faaet den ansete Rigsraad Niels Eriksen (Rosenkrantz).

Han var under disse Forhold blevet stærkt udviklet baade paa Legeme og Aand. Han havde en stærk, skulderbred Legemsbygning, i Manddomsalderen med et kraftigt, noget rødligt Skjæg; Haarene og Øjnene vare brune; Blikket var livligt, naar ikke undertiden en melankolsk Sindsstemning, en Arv fra Faderen, ligesom lagde et Slør over det. Hans mandige Skjønhed vakte Opsigt overalt, saa at den berømmes selv af en Kjender som Albrecht Dürer. Han var en Mester i ridderlige Færdigheder og en udmærket Skytte. Hans livlige Aand, der var modtagelig for alle Indtryk, roses af alle. Alt nyt interesserede ham. De humanistiske Ideer greb han med Begjærlighed; de lavere Stænder havde tidlig en Forsvarer i ham; men hans Egenvilje var stærkt udviklet. Selvraadighed og Lunefuldhed viste der sig tidlig Spor af. Alt skulde bøje sig for hans Vilje; men mødte han Hindringer, der ikke strax kunde fjærnes ved voldsomme Midler, bøjede han ofte af, skiftede Planer og kunde vise stor Vankelmodighed. At skaffe sig selv saa stor Magt som muligt, er et Maal, han tidlig har sat sig. For at naa det, skyede han intet Middel; Reformerne bleve for ham derfor kun Midler; de staa i anden Række, Enemagten i første. Bedst har han tegnet sig selv paa sin Rejse i Nederlandene 1521 ved en Ytring til Erasmus Rotterodamus om Luther: «Ved milde Midler udretter man intet; de Lægemidler, som formaa at ryste den hele Krop, det er de bedste og virksomste». Han kunde udfolde en forbavsende Energi. Det viste han allerede 1502 i sit 21. Aar, da han som Hærfører gjorde et rask Felttog fra den norske Grænse ind i Sverige, og endnu mere i de 6 Aar (1506–12), han med uindskrænket Myndighed styrede Norge paa Faderens Vegne. Med en forbavsende Kraft hævdede han under vanskelige Forhold den kongelige Myndighed. De urolige norske Stormænd bleve fjærnede fra de vigtigste Lensmandsposter og afløste af paalidelige danske; Oprør dæmpedes med ubønhørlig Strænghed; Hansestædernes Overgreb bleve standsede; raske Strejftog ind i Sverige sikrede Landets Ro. Han havde vist en stor Herskerevne, men ogsaa egenmægtigt Stivsind, parret med List, Mistænksomhed og undertiden klog Forstillelse. Biskop Carl af Hammer havde han paa Formodning om Forræderi holdt i Fængsel uden at tage det mindste Hensyn til Pave og Gejstlighed, ja selv sin egen Fader, Kong Hans. Biskopperne skulde herefter ikke bo paa murede Slotte, ytrede han ved Indtagelsen af Hammer Bispegaard, de kunde bo paa Ladegaardene, om de vilde.

Herved var han allerede kommen i et spændt Forhold til Gejstligheden. De højere Stænder havde faaet Øje for, hvad Farer der kunde true dem fra den unge Konge. Vistnok under Følelsen heraf havde Kong Hans gjentagne Gange ladet Rigsraadet forny sit Valgbrev, sidste Gang i Juli 1512. Paa Kongens sidste Rejse i Jylland ledsagedes han af sin Søn, der var tilstede ved hans Død i Aalborg 20. Febr. 1513. Næppe havde Kongen lukket sine Øjne, før Misstemningen viste sig. En Del tilstedeværende jyske Biskopper og Rigsraader gave den unge Konge et undvigende Svar paa hans Opfordring til dem om at tilsige ham Huldskab. Allerede denne Gang skulle disse Herrer have henvendt sig til Kong Hans’ Broder, Hertug Frederik af Gottorp, om at overtage Kronen. Disse Vanskeligheder bleve dog overvundne; 22. Juli 1513 blev den strænge Haandfæstning vedtaget paa et fælles dansk-norsk Herremøde; i Okt. s. A. blev Kongen hyldet i Hertugdømmerne; 11. Juni 1514 blev han kronet i Kjøbenhavn og s. A. i Oslo; 12. Avg. 1515 holdt han derpaa sit Bryllup i Kjøbenhavn med den 13aarige Elisabeth, Søster til den senere saa mægtige Carl V, og alt syntes en Tid lang at skulle gaa godt.

Da forandredes alt ved Dyvekes pludselige Død i Sommeren 1517. Med denne Kvinde, Datter af Hollænderinden Sigbrit, havde Kongen allerede gjort Bekjendtskab under et af sine Ophold i Bergen (1507 eller 1509). Hun tillige med Moderen var fulgt med ham til Oslo, senere til Kjøbenhavn. Forholdet var fortsat efter Brylluppet med Barnedronningen (hvis ældste Barn ogsaa først fødtes 21. Febr. 1518). I Dyvekes Død saa Sigbrit og Kongen Følgerne af en aftalt Plan. Hans Lidenskab og Had til de højere Stænder bleve nu for Alvor vakte. Torben Oxe fik, med eller uden Grund, Skyld for Giftmordet, og hans Hoved faldt til Trods for Rigsraadets Frikjendelse. Fra nu af var Kongen i Strid med Aristokratiet. Sigbrits Indflydelse blev overvældende; Rigsraadsmøder holdtes saa godt som ikke. Om Sigbrit samlede sig en Række inden- og udenlandske Redskaber, ofte af tvivlsom Beskaffenhed, der endnu mere æggede Kongens Lidenskabelighed. Fra nu af træde hans Planer, at gjøre sig uafhængig af de højere Stænder og til sidst naa en enevældig Styrelse, stedse tydeligere frem.

Endnu holdtes Fjendskabet med de højere Stænder dog nogenlunde nede ved Forholdet til Sverige. Men netop her traadte Kongens baade gode og slette Egenskaber frem i hele deres Styrke. Personlig viste han i disse Aar hele sin Energis Kraft; vel var han uheldig paa Krigstoget 1518 og blev slaaet ved Brännkyrka; men da han ved store Anstrængelser i Aaret 1520 havde samlet Hovedhæren, og Sverige efter Slaget ved Bogesund af Otte Krumpen var lagt under hans Magt paa Stockholms Slot nær, hvor Sten Stures Enke, Christina Gyllenstjerna, endnu belejredes, ilede han i et halvt Aar 3 Gange frem og tilbage mellem Stockholm og Kjøbenhavn for selv personlig at lede alt, og hans Haand hvilede tungt paa de Lensmænd, der paa en eller anden Maade havde vist sig forsømmelige. Men ingen Sinde viste hans Troløshed sig tydeligere. De løseste Paaskud og de største juridiske Spidsfindigheder tyr han til for at redde Lovens Skin. Han lod Lunds Ærkebiskop som den svenske Kirkes Primas sætte Sten Sture og hans Tilhængere i Band som Kirkens Fjender paa Grund af Ærkebiskop Gustav Trolles Afskedigelse. Samtidig med, at han i Sverige optræder som Kirkens Forsvarer, lader han en luthersk Prædikant optræde i Kjøbenhavn, men opgiver atter dette Forsøg, da han er kommen i et spændt Forhold til Pavestolen. At han betragtede Svenskerne som Oprørere, da de højtidelig havde hyldet ham som Barn, følger af sig selv. Da han har betvunget dem ved Vaabenmagt, lader han sig 4. Nov. 1520 krone i Stockholm som Arveherre, efter at han havde ladet Jens Andersen Beldenaks juridiske Spidsfindighed bevise, at Sverige oprindelig var et Arverige. Tilgivelse for alt, hvad der var forbrudt mod ham selv, Gustav Trolle og Kirken, bliver givet; men da hans gejstlige Raadgivere, Diderik Slagheck, Gustav Trolle og maaske Jens Andersen, forestille ham, at han ikke kan give Tilgivelse for Forseelser mod Kirken, griber han atter dette juridiske Paaskud til at lade Kjætterdommen afsige mod Sten Stures Tilhængere og foranstalter det stockholmske Blodbad (8. Nov. 1520). Dette Raad stemmede overens med hans lønligste Ønsker; derom kan der næppe være Tvivl. Han dulmede Samvittighedens Stemme ved det juridiske Skin og troede sig i sin Ret.

I Forbindelse med politiske Planer staar Kongens pludselige Rejse til Nederlandene fra Juni til Sept. 1521. Med kun faa Ledsagere, uden Lejde, vovede han det farlige Ridt gjennem det urolige Tyskland. Hans uventede Ankomst vakte den største Opsigt. Overalt blev han som Kejserens Svoger og som en af Evropas største Fyrster modtaget med store Æresbevisninger. I fortrolige Sammenkomster uden Raadgivere viste han sin Aandsoverlegenhed over den 21aarige Kejser. Han havde af Arkivernes Støv opgravet middelalderlige Breve om Danmarks Rettigheder over Lybek og fik dem bekræftede af Kejseren, der ogsaa aftraadte ham Lensretten til Holsten! Aarhundreder gamle Breve forstod C. II overhovedet udmærket at bruge. Bevidst eller ubevidst var han Macchiavellis Lærling i Jesuitismens Tidsalder. Men i en anden Henseende viser han sig i det fordelagtigste Lys paa denne Rejse. Hoffet forlod han snart, men rejste om i de rige nederlandske Stæder, med skarpt Blik for alt, hvad der i det rige Kulturland kunde komme hans egne Lande til gode. Haandværkere og Kunstnere bleve tagne i Tjeneste. Alle fremragende Mænd søgte han at komme i Forbindelse med; Erasmus Rotterodamus og Albrecht Dürer vare hyppig hans Bordgjæster.

Efter Hjemkomsten udkom de store Landslove, til Dels efter nederlandsk Mønster. Ogsaa disse bære Vidne om Kongens Sans for Oplysning og Fremskridt; men de fremkaldte en hel Omvæltning i de bestaaende Forhold og mødte i det hele Modstand; selv Borgerstanden havde ikke Øje for deres Betydning. Samtidig blev Kongens Adfærd stadig vilkaarligere. De adelige Lensmænd fortrængtes til Dels af borgerlige; de nye Lensbreve indeholdt Bestemmelser til Fordel for Kongens Søn som hans Efterfølger. Alt tydede paa, at en arvelig Regering tilstræbtes. Sverige var blevet et Arverige; skulde Unionen bevares, var allerede derved de øvrige Rigers frie Valg et Skin. Arverige og Enevælde vare for Tidens Opfattelse ét. Da rejste en Del jyske Biskopper og Rigsraader Oprørsfanen mod Kongen. Under disse Forhold viste Kongen stor Vaklen. Efter den lidenskabelige Overspændthed fulgte en Slaphedens Reaktion. I Steden for at samle alt til en Kamp for sine Planer og Ideer indlod han sig paa resultatløse Underhandlinger. Hele Jylland rejste sig; Borgere og Bønder fulgte Adelens og Biskoppernes Opfordring, trykkede, som de vare, af Skattepaalæg og Skattefogeder. Fyns Befolkning viste sig ogsaa upaalidelig. Kun Kjøbenhavn og Malmø og maaske Almuen i Sjælland kunde han rimeligvis stole paa. 13. April 1523 sejlede han da paa en Flaade paa o. 20 Skibe til Nederlandene for at søge Hjælp hos upaalidelige Venner i Udlandet, ledsaget af sin Dronning, sine 3 smaa Børn og en Skare trofaste Mænd, der ikke svigtede ham i Ulykken. Ogsaa Sigbrit fulgte med; thi saa troløs Kongen kunde være over for sine Fjender, lige saa trofast viste han sig ofte mod dem, han havde Tillid til. Sigbrit vilde han ikke opgive, skjønt han maaske derved havde kunnet redde sin Trone; men hendes hvasse Tunge havde heller aldrig formaaet at svække hans Tillid til Mænd som Mogens Gjøe og Ove Bille.

1. Maj 1523 landede den kongelige Flaade efter en stormfuld Rejse ved Veere i Zeeland. Kongen fik kun en lunken Modtagelse hos Dronningens Faster Regentinde Margrethe. Kejseren var i den store Krig med Frankrig; om Udbetalingen af de 150000 Gylden, der endnu stode tilbage af Medgiften, var ikke Tale. Det var efter Tidens Pengeværdi en meget stor Sum, hvis Udbetaling vilde have hjulpet Kongen over alle Vanskeligheder. Fra Juni 1523 til Juli 1524 opholdt Kongen sig i Tyskland for at udruste et Tog til det belejrede Kjøbenhavns Undsætning. Det mislykkedes af Pengemangel. I sin nedtrykte Stemning lod han Luther kalde til sig. Hans Prædiken gjorde et dybt Indtryk. Hidtil havde Kongen i Reformationen kun set et politisk Middel til egen Fordel; fra nu af synes han i sit Hjærte at være luthersk. Han opholdt sig længe i Wittenberg hos Maleren Lucas Cranach og omgikkes hyppig med Luther. Strax lod han sine Ledsagere Hans Mikkelsen og Christiern Vinter oversætte det nye Testamente paa Dansk; selv fulgte han Arbejdet i dets raske Fremskriden med stor Interesse og lod mange Exemplarer sende til Danmark. Senere udkom Christiern Pedersens Oversættelse; selv syslede han med en Oversættelse af det gamle Testamente (formodentlig fra Tysk).

Ogsaa Dronningen nød efter hans Opfordring Nadveren paa luthersk Vis; men Forholdet til den kejserlige Familie blev kun derved værre. Efter Tilbagekomsten til Nederlandene anvistes dem Ophold i Lier, en Stad i Brabant midtvejs mellem Antwerpen og Mecheln. Det Hus, hvori Hoffet holdtes, kaldes endnu «het hof van Denemarken». Der tilstedes dem 500 Gylden maanedlig. Herfor skulde 60 Personer underholdes og alle Udgifter til Rejser, Hvervinger osv. bestrides. Det var en Umulighed. Gjælden blev stedse større; alle Klenodier, selv Børnenes Legetøj, vandrede til Pantelaanerne; Dronningen syede selv de aflagte Klæder om til Børnene; mange af Kongens Mænd lede ofte Mangel paa alt, baade Føde og Klæder. I uafbrudt trøstesløs Virksomhed hjemsøgtes han under disse Forhold ofte af den dybeste Melankoli. 19. Jan. 1526 døde hans unge, altopofrende Dronning under et Ophold paa Slottet Zwijnaerde ved Gent. Hun efterlod ham 3 smaa Børn: Hans, f. 1518, Dorothea, f. 1520, og Christine, f. 1521. De bleve nu tagne fra ham for ikke at blive kjættersk opdragne. Mismodig rejste Kongen faa Dage efter til Tyskland, medens en Del af hans Mænd bleve tilbage i Lier. Atter 1526 syntes det et Øjeblik efter Freden i Madrid, som om han skulde iværksætte sine Planer; men Pengemangelen og den paa ny udbrudte Krig mellem Kejseren og Frankrig forstyrrede alt. I Aaret 1528 vendte han tilbage til Lier, til Dels paa Grund af de Forfølgelser, flere af hans der efterladte Mænd vare Gjenstand for paa Grund af deres Tro.

Først efter Cambray-Freden 1529 bleve Udsigterne lysere. I Danmark og Sverige optraadte imidlertid Frederik I og Gustav Vasa som Lutheranere. Kong C. blev da atter Katholik! Han satte sig i Forbindelse med de norske Biskopper; for at sikre sig Kejserens Bistand forpligtede han sig (8. Febr. 1530) til at holde alle sine Riger til den katholske Tro under kejserligt Tilsyn. Ved Sammenkomster med Kejseren i Innsbruck og Augsburg fik han gunstige Løfter om Udbetalingen af en Pengesum; men først havde han i en pavelig Legats Nærværelse maattet afsværge sine Vildfarelser og modtage Kirkens Absolution. Atter havde Udsigten til Kronen ledet ham bort fra hans Overbevisning; thi i sit Hjærte baade var han og maatte han efter sin Natur være gunstig stemt for Lutheranismen. Den lovede Pengesum blev ikke udbetalt; men dog lykkedes det ham med stor Energi at faa samlet en Hær paa en 10000 Mand. Da gjorde han pludselig et Indfald i Holland og tiltvang sig Hjælp af de hollandske Stæder, der vare Garanter for Brudeskatten, til Trods for Kejserens hemmelige og aabenbare Modstand. 24. Okt. 1531 sejlede Flaaden ud fra Medemblik i Holland. Men Uheldet fulgte fra nu af Kongen. Storme splittede en Del af Flaaden. 5. Nov. landede han med en Del i Hestnæs Udhavn i Norge. Akershus Fæstning kunde han ikke indtage. Hans Vankelmod var tiltaget med Aarene. Han benyttede atter Underhandlinger, hvor han skulde handle; hans Stilling som Katholicismens Forsvarer var desuden en Umulighed. Han havde intet Hold længer, hverken i sit eget Indre eller i den politiske Stilling. 1. Juli 1532 maatte han med Biskop Knud Gyldenstjerne indgaa Overenskomst i Oslo, i Følge hvilken han under Lejde førtes til Kjøbenhavn for nærmere at underhandle med sin Farbroder. Mismod, Tvivl, Frygt for Udfaldet nagede hans Sind. Under forskjellige Paaskud brød man Lejdet og besluttede at sætte ham i Forvaring paa Sønderborg Slot. Dog skulde det have et Skin af kun at være en Opsættelse, indtil han i Flensborg kunde faa en Sammenkomst med Frederik I; men forinden havde denne hemmelig forpligtet sig til sine danske og holstenske Raader aldrig at frigive Kong C., der ikke skulde betragtes som hans, men som Danmarks og Fyrstendømmernes Fange. 8 danske og holstenske Raader fik Tilsyn hermed; Slottet skulde ogsaa holdes til deres Haand; uden deres Indvilligelse maatte Kongen og hans Efterfølger intet foretage sig, ja ikke engang uden deres Samtykke have nogen personlig Sammenkomst med Fangen.

9. Avg. 1532 ankom Kong C. til Sønderborg. Af hans Ledsagere fik kun en Dværg (ved Navn Lucas), der i mange Aar havde været hos ham, og et Par Kokke Lov til at følge med paa Slottet. Det lod til, at den heftige Mand i sin Fortvivlelse vilde sætte sig til Modværge; man rev da den gyldne Vlies’ Ordenskjæde af hans Hals; den fandtes senere blandt Frederik I’s Efterladenskaber. Mod ham var der vist stor Troløshed; det kan ikke bestrides, hvad enten man vil søge den største Skyld hos Knud Gyldenstjerne, der beskyldtes for at have overskredet sin Instrux, eller hos Kong Frederiks danske og holstenske Raader. Selv ventede Kong C. stadig en Sammenkomst med Farbroderen; den kom aldrig. I de samme Dage døde hans eneste Søn, Hans, hos sin Morbroder i Regensburg. Kejserens sidste svage Interesse for Kong C. var dermed uddød.

Kong C. blev anbragt i «det blaa Taarn» paa Sønderborg. Hans «Gemak» her var en lys og rummelig Hvælving med smuk Udsigt baade over Byen og Sundet. Maaske havde han i Begyndelsen ogsaa flere Værelser i Taarnet til Disposition. Om Dagen kunde han gaa temmelig frit omkring paa Slottet og Blokhuset. 4 Adelsmænd vare satte til hans Opvartning og morede ham med Spil og lignende Adspredelser. Dog maatte han kun tale med disse Personer og ikke paa nogen Maade sætte sig i Forbindelse med Omverdenen. Bevarede Lensregnskaber vise, at han hele Tiden igjennem blev rigelig forsynet med Mad, Drikke og Klæder. Man foregav ogsaa stedse, at han nød en fyrstelig Underholdning; men videre gik denne næppe. Men gjennem Dværgen, der blev udgivet for syg og ført ud af Taarnet, satte han sig i Forbindelse med Omverdenen. Flere underordnede Medhjælpere bleve i den Anledning henrettede. Alle Klenodier, Knive og lignende Sager toges fra Kongen, og denne blev allerede nu (Begyndelsen af 1533) eller maaske ved Grevefejdens Udbrud indemuret eller i alt Fald indespærret i sit «Gemak». Adelsmændene og Dværgen forsvinde; en gammel Soldat ved Navn Mikkel blev hans eneste Selskab og skal have moret ham med sine Krigshistorier. Under Grevefejden var der givet Ordre til at dræbe Kongen, hvis Slottet blev taget. Stengulvet viste Mærker af den tunge, ensomme Vandring rundt om Bordet i den lange Aarrække. Hvor længe denne Indespærring fandt Sted, er usikkert. 1540 bød Christian III, at Kongen om Dagen maatte komme uden for Taarnet til andre og bedre Værelser paa Slottet, og at han stadig skulde have nogle Adelsmænd om sig; men om Natten skulde han atter ind i Taarnet. Dette har vistnok været Tilfældet i den følgende Tid. I Freden i Speier 1544 fandtes en Artikel om større Frihed for Fangen; navnlig skulde han have Lov til at jage og fiske. Da hans Svigersønner (især Pfalzgrev Frederik) imidlertid ikke vilde opgive Døtrenes formentlige «Arvefordringer» og forlangte Fangens fuldstændige Frigivelse, hindredes dette Løftes Opfyldelse. I Aaret 1546 blev da ved en Sammenkomst i Sønderborg mellem de to Konger indgaaet en Kontrakt, i Følge hvilken Kong C. skulde have Indtægterne af Kalundborg og Samsø og frit opholde sig her, men dog ikke forlade Lenet og ikke tale med fremmede uden i Lensmandens Nærværelse, samt have Ret til at jage; til Gjengjæld afstod han sin Titel og alle sine Fordringer for sig og sine Arvinger; men en Betingelse for Kontraktens Iværksættelse var Kejserens og Døtrenes Ratifikation. Denne kom imidlertid aldrig; dog nød Fangen nu atter større Friheder, men misbrugte dem til at holde Gilder i Sønderborg. Pirrelig var han og vilde om Natten ikke igjen i Taarnet. Sine Sorger slukkede han ofte i Vinen; han beklager i sine Breve til Christian III «sin Skrøbelighed i Hovedet» og sin derved fremkaldte Heftighed under Forhandlingerne. Til andre Tider hensank han i Melankoli ved Tanken om sin Skæbne og sine Børns Mangel paa Hensyn. Hans tidligere stærke Helbred var ogsaa nu nedbrudt.

Efter mange Underhandlinger besluttede Christian III, der altid gjærne havde villet formilde Fangens Tilstand, uden Hensyn til Børnene at give ham større Frihed. Han overførtes da paa standsmæssig Maade i Begyndelsen af 1549 til Kalundborg; paa Hagenskov Slot havde han (17. Febr.) en Sammenkomst med Christian III, hvor de sidste Enkeltheder aftaltes. Dog var det næppe Sønderborg-Kontrakten af 1546, der herved lagdes til Grund. Kong C. vedblev at være Fange. Han havde flere Adelsmænd til «at varte paa sig» og større Tjenerskab end tidligere, ogsaa en «Prædikanter», men først 1550 faar Lensmanden Tilladelse til undertiden at lade ham ride, spasere og komme i Kirke (formodentlig i Byen), og først 1554 faar han Tilladelse til undertiden at drage paa Jagt, dog under nøje Tilsyn. En Sum stilledes efter hans Ønske til Disposition til Almisser. Religiøs Læsning, Kjærlighedsgjerninger, Smaaudflugter og Jagt synes at have adspredt hans sidste Dage. 77 1/2 Aar gammel døde han 25. Jan. 1559, faa Uger efter Christian III, hvis Død han skal have taget sig meget nær. Under kongelige Æresbevisninger bisattes han efter eget Ønske hos sine Forældre i Odense Graabrødrekirke. 1805flyttedes Levningerne ved Kirkens Nedbrydelse til St. Knuds Kirke.

Behrmann, K. Christian II’s Hist. I-II, 1815. Allen, De tre nord. Rigers Hist. 1497–1536, I-V. Allen, De rebus Christierni II exulis, 1844. Allen, Breve og Aktstykker til Christiern II’s og Frederik I’s Hist. I, 1854. Sick, Bidrag til Christiern II’s Hist. under Landflygtigheden, 1860. Heise, Christiern II i Norge og hans Fængsling, 1877. Behrmann, Christian II’s Fængsels- og Befrielses-Hist., 1812. Danske Mag. 5. R. I.